Hvordan skal vi forstå Bibelen som ’Guds Ord’?

I en kronik i KD d. 7/3-22 efterlyser Kristian Bøcker, efter at have betonet vigtigheden af kirkens rummelighed, en forklaring fra ”de bibeltro” kristne på, hvordan man kan læse Bibelen ”bogstaveligt”, et ord, der kræver lidt forklaring.

Hvis Gud har talt, er det vigtigste, vi kan gøre, at lytte, men hvad hjælper det, hvis vi ikke forstår det, han har sagt? Derfor må vi et spadestik dybere ned, nemlig til synet på Bibelen. At Bibelen indeholder Guds ord er sandt, men ikke éntydigt. Dette synes imidlertid at være det udsagn, mange teologer kan enes om, men hvis man siger, at Bibelen er Guds ord, hvilket den selv hævder, stilles der andre krav til læsningen (fortolkningen) af den.

Bogstavelig tolkning

Bibelens bogstavelige fortolkning kvalificeres af de grammatiske regler, der gælder for al normal kommunikation og kan lidt forenklet illustreres med færdselsreglerne, hvor man konsekvent kører i højre side af vejen og kun undtagelsesvis kører over i den modsatte vejbane for at komme uden om en forhindring.

I den bogstavelige fortolkning af Bibelen læser man konsekvent Bibelen bogstaveligt, dvs. ”lige-ud-ad-landevejen”, med mindre man møder et ord eller et begreb i teksten, der kræver en anden fortolkning i betydningen figurativ. Fx siger Jesus: ”Jeg er det levende brød, der er kommet ned fra himlen” (Joh. 6,51), hvor udtrykket ”levende brød” kræver, at vi skifter ”vejbane”, idet vi dog må huske på, at vi forstår billedet med brødet ud fra brødets bogstavelige virkelighed.

Til normal kommunikation hører billedtale, og den bogstavelige fortolkning anerkender Bibelens brug af billeder (metaforer), typer og symboler. Ved hjælp af disse sproglige greb kan man illustrere noget hidtil ukendt eller vanskeligt forståeligt ved hjælp af noget velkendt, men man må huske på, at et symbol repræsenterer noget virkeligt.

Den bogstavelige læsning kan anvendes på hele Bibelen, også profetierne (mod Augustin) og på alle forskellige genrer, når blot man følger ”færdselsreglerne”. I poetiske passager, ”træerne klapper i hænderne”, honorerer man tekstens krav om en billedlig fortolkning. I de historiske passager er der også symboler (jf. Josefs historie), ligesom de profetier, der forudsagde Jesu første komme til jord, alle gik bogstaveligt i opfyldelse.

Genrebestemmelsen bruges ofte med urette af nogle til at bestemme et skrifts fortolkningsmetode, således at man fx ikke kan læse Åbenbaringen bogstaveligt, men det interessante er, at de bibeltro, bogstavelige fortolkere er enige om dens forståelse som en futuristisk profeti, da en profeti, der indeholder et symbol, ikke i sin helhed skal forstås symbolsk, mens de allegoriske fortolkere (allegorein: ”at sige noget andet”) ender i præterisme (allerede opfyldt), eklekticisme (blandingssyn) og ikke-bogstavelige, typologiske udlægninger.

Farlig allegorisk tolkning

Den allegoriske fortolkning, hvor man ”siger noget andet”, er den bogstavelige fortolknings diametrale modsætning, da Bibelen på denne måde kan sige alt muligt.

En sådan fortolkningsmetode er farlig for forståelsen af Guds ord, da den billedligt talt svarer til at køre i den ”forkerte” side af vejen, og utallige er de ulykker, denne metode har forvoldt i form af meningsløse prædikener og lignende, lige siden den kateketiske skole i Aleksandria introducerede en hermeneutik, der var direkte importeret fra den græske filosofi, hvor Hermes skulle forklare og forsvare gudernes bizarre handlinger.

Selv i folkets kirke må dens Herre bestemme
læren og den deraf følgende praksis,
og skønt verdslige myndigheder er indsat af Gud,
har de dog ikke jurisdiktion over læren i Jesu Kristi kirke.

Selv reformatorer som Luther og Calvin tog et opgør med denne ikke-bogstavelige, forvanskende metode, selvom det af og til kneb med efterlevelsen af egne anbefalinger.

Vielse af samkønnede

Hvilke konsekvenser har en sådan bogstavelig fortolkning så for fx vielse af homoseksuelle, som ”den rummelige” Bøcker nævner? Når vi i Weissels salme synger ”Gør døren høj, gør porten vid!” er det for at ”den ærens konge” kan drage ind, ikke alle mulige lærdomme. Selv i folkets kirke må dens Herre bestemme læren og den deraf følgende praksis, og skønt verdslige myndigheder er indsat af Gud, har de dog ikke jurisdiktion over læren i Jesu Kristi kirke. Her råder alene han – eller?

9 syndige levemåder

Hvis Bibelen ikke er Guds ord, så kan man fortolke den efter forgodtbefindende, men hvis den er Gud ord, må vi være omhyggelige med dens budskab. I 1. Korintherbrev 6,9-10 læser vi: ”Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige.” ”Ved I ikke [det]?” v. 9a.

Den bogstavelige fortolkning ser intet krav i teksten om et fortolkningsmæssigt ”vognbaneskift”. De ni syndige levemåder kan uden besvær forstås bogstaveligt, og når den almindelige læsning giver mening, forlades denne fortolkningsmetode ikke. Disse mennesker kategoriseres alle under samme overskrift som ”uretfærdige” (adikoi), og her må vi ikke fare vild! (v.9a).

De ”utugtige” (pornoi), en betegnelse for seksuel umoral af forskellige slags, ”ægteskabsbrydere” (moichoi) er personer, der er utro i ægteskabet, og udtrykket ”mænd, der ligger i med mænd” dækker over to græske ord, nemlig a. malakoi, ”blød”, der betegner den ”kvindelige” part i et homoseksuelt forhold eller en, der lader sig bruge i det ulovlige forhold, og b. arsenokoitai, ”mænd, der har sex med en af samme køn”, således at både den ”aktive” og den ”passives” part er under tiltale.

Den danske oversættelse er trods sit eufemistiske tilsnit ikke til at misforstå. Den ikke-bogstavelige, allegoriske fortolkning søger af humanistiske årsager at tage afstand fra en bogstavelig forståelse og byder homoseksuelle velkommen som lemmer på Kristi legeme, skønt Bibelen klart siger, at folk, der lever sådan, ikke skal arve Guds rige.

Man søger også at forstå begrebet Guds rige ”på en anden måde”, hvilket blot er et bevis på den vanskelighed, som den ikke-bogstavelige fortolkning møder, når den ikke kan lide det, ”der står skrevet”, nemlig at hvis ikke det skal forstås bogstaveligt, er man overladt til den enkeltes fantasi, hvor den enes kan være lige så god som den andens.

Fortidens synder

Af den grund er allegoriske fortolkere ofte vildt uenige om forståelsen af det, de mener, skal forstås ikke-bogstaveligt. Udtrykket ”en kristen homoseksuel” er en selvmodsigelse. At ”nogle” i kirken ”var sådan engang” (v. 11a) er sandt, men de ”blev vasket rene” og blev ”helliget” og ”blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd” (v. 11b).

Ville man byde en ”kristen tyv” velkommen med ordene: ”Husk, du må ikke stjæle om søndagen!” – eller en ”kristen morder” med ordene: ”Husk du må ikke slå de kristne ihjel!” Det er absurd, men konsekvensen af at godtage bare en af de her nævnte syndige levemåder. Til hele gruppen lyder den klare dom, at de ikke skal arve Guds rige, hvorfor rådet må være omvendelse til et nyt liv i Kristus, så synderen kan blive ”vasket ren […] og blive gjort retfærdig” ved tro på Kristi fuldbragte værk på Golgatas kors.

Guds velsignelse eller forbandelse

Vi synger frimodigt i Gerhardts salme: ”Hvem vover at forbande, når Du velsigne vil?” Man kunne med rette vende det om og spørge: ”Hvem vover at velsigne, hvor Du forbande vil?”. Er budskabet vores? Er kirken vores? Eller tilhører kirken den opstandne, herliggjorte Frelser og Herre, der har købt den med sit blod?

Hvis det sidste er sandt, eksisterer den alene på hans betingelser – ikke på en humanistisk, alt-inkluderende filosofi, der i virkeligheden er ”et andet evangelium, som slet ikke er et evangelium”, hvor ”nogle forvirrer […] og søger at forvrænge Kristi evangelium” (Gal. 1,6-8).