Forbudt Arkæologi – ny bog på dansk
En ny bog afslører hullerne i evolutionsteorien. Og den er interessant nok skrevet af forskere, som selv tror på evolutionstankerne, men vil have rene linjer.I oktober måned så endnu en dansk evolutionskritisk bog dagens lys.
– har oversat bogen til dansk og giver her et overblik over dens afsløringer
Bogen hedder Forbudt Arkæologi og er en dansk oversættelse af Forbidden Archeology af de to amerikanske forskere Dr. Michael Cremo og Dr. Richard Thompson. Bogen er interessant på flere måder. For det første er den en spændende og grundig indføring i arkæologi og palæantropologi, læren om menneskets oprindelse og udvikling. For det andet giver den som et stykke videnskabskritik en god indsigt i, hvordan ideer og opfattelser i det videnskabelige samfund ender som doktrinære sandheder, der lægger en spændetrøje på tolkningen af forskningsmaterialet. Og for det tredje er den, hvis man er overbevist om en Skabers eksistens, en kærkommen dokumentation af, at ideen om livets og menneskets gradvise udvikling fra primitive livsformer modsiges af et stort palæantropologisk materiale.
I de første årtier efter Charles Darwins udgivelse af Arternes Oprindelse i 1859 havde det videnskabelige samfund ikke lagt sig fast på en bestemt opfattelse omkring menneskets alder. Forskerne var delt i to lejre. Den ene talte om mennesker i tidsaldre for mange millioner år siden, imens den anden favoriserede en ung alder på 50100.000 år.
Med det første fund af Java-mennesket omkring 1894 tippede vægten over til fordel for den yngre alder, der blev endeligt cementeret i 1920erne og 30erne. I dag har meget få hørt om, at der var en anden opfattelse. Endnu færre ved, at tilhængerne af denne opfattelse gjorde mange arkæologiske fund af mennesker i fjerne tidsaldre, hvor ingen videnskabsmand i dag ville drømme om, at der kunne have levet mennesker. Hvad er der sket med disse fund? Blev de kasseret, fordi de ikke levede op til, hvad man med rimelighed må anse som standard for et accepteret arkæologisk fund? Eller blev de bekvemt glemt, fordi de ikke længere passede ind i et videnskabeligt samfunds foretrukne doktrin?
Dette er spørgsmålet, som Cremo og Thompson tager op i Forbudt Arkæologi. Bogen udkom første gang i 1993 med den engelske titel Forbidden Archeology og blev lidt af en sensation, måske på grund af bogens påstande, måske på grund af den grundighed, hvormed forfatterne argumenterede for dem. 2 millioner år gamle menneskefossiler fra Italien, 2-3 mio. år gamle spor af mennesker i Argentina, 9 mio. år gamle kulturgenstande i californiske guldminer, belgiske stenredskaber fra oligocæn (tidsperioden for 25-38 mio. år siden), tilsvarende fund fra Portugal og over 100 lignende palæantropologiske fund har forfatterne gennemforsket i detaljer.
Cremo og Thompsons forskningsarbejde strakte sig over otte år, som de brugte på en systematisk gennemgang af tusinder af palæantropologiske tidsskrifter og afhandlinger fra de sidste 150 år. I den forbindelse fandt de ikke kun omtale af ubekvemt gamle fund fra 1800-tallet, men også mange tilsvarende fund helt op til nutiden. Deres konklusion var, at de kontroversielle fund, der anbringer mennesket i uacceptable tider, er både kvalitativt og kvantitativt lige så gode som de accepterede fund, der støtter den gængse opfattelse om, at mennesket har eksisteret i sin nuværende form i højst 100.000 år. Forfatterne hævdede, at den skepsis, som blev de kontroversielle fund til del, i det store hele var uberettiget og bundede mere i teoretiske hensyn og forudfattede opfattelser end direkte observationer. Hvis de accepterede fund skulle underlægges samme skepsis, måtte de også forkastes.
Her er det vigtigt at påpege, at Forbudt Arkæologi ikke postulerer en ondsindet konspiration indenfor det videnskabelige samfund. Cremo og Thompson mener, at med enkelte undtagelser er frasorteringen af en stor mængde kontroversielle fund sket ubevidst af i bund og grund ærlige og velmenende forskere. Frasorteringen er psykologisk og sociologisk betinget, og deres bog er i sig selv et glimrende studie i de psykologiske og sociologiske mekanismer, der mange gange er afgørende for, hvad der bliver accepteret som videnskabelig sandhed.
En ofte hørt indvending imod den kristne kritik af evolutionsteorien er, at kritikken bygger på en på forhånd given bibelsk opfattelse, som dens tilhængere derefter forsøger at underbygge med selektivt udvalgte videnskabelige data. Cremo og Thompson vender kritikken om og viser, at man i høj grad kan hævde det samme om det palæantropologiske samfund. Den upartiske og uvildige forsker er sjælden. Mere almindelig er den lidenskabelige personlighed, der allerede har dannet sig sine meninger om menneskets oprindelse og kæmper indædt for sandheden i sit budskab. Desværre har dette hindret det palæantropologiske samfund i at acceptere forskningsresultater, der går stik imod de herskende teorier, selv når forskningsresultaterne blev gravet frem med palæantropologernes egne hænder, som det skete i langt de fleste af de tilfælde, som Forbudt Arkæologi gennemgår.
Et glimrende eksempel på dette skulle være tolkningen af en række kinesiske fund, der er gjort op igennem det 20. århundrede. Alderen på disse fund af anatomisk moderne mennesker kan i virkeligheden ikke fastsættes særlig nøjagtigt. Objektivt set er det eneste, man kan sige om dem, at de kan være fra 100.000 år til 1 mio. år gamle. Men fordi mennesket ifølge standardopfattelsen højst er 100.000 år gammelt, er disse fund blevet tildelt en alder på 100.000 år eller yngre.
Hvad er så evolutionskritikken i alt dette, kan man spørge. Svaret er, at med så høj en alder for mennesket er det slet ikke muligt at opstille nogen evolutionær sammenhæng imellem mennesket og dets formodede stamfædre som Homo erectus, Homo habilis, Australopithecus osv. Hvis Cremo og Thompson har ret, fortæller de palæantropologiske fund os kun, at mennesket har eksisteret sideløbende med disse skabninger i meget lange tider, men kan intet sige om deres evolutionære sammenhæng eller om der overhovedet er en sådan.
Således føjer Forbudt Arkæologi sig til en efterhånden imponerende række af bøger fra naturvidenskabsfolk, der indenfor de sidste årtier har stillet sig frem og betvivlet de darwinistiske teoriers evner til at at forklare den verden, vi kan observere. Følgelig har bogen har da også fået både sine begejstrede tilhængere og sine arge modstandere. Jeres bog er det rene humbug, og kun et fjols ville tage den alvorligt, kommenterede den verdenskendte palæantropolog Richard Leakey. Han indrømmede dog også i samme kommentar, at han ikke havde læst bogen! På den modsatte side skrev arkivaren Ron C. Calais: Da jeg selv har forsket indgående i netop dette emne i 30 år, kan jeg uden tøven sige, at denne omfattende samling af forkerte antropologiske fund er nok det mest overbevisende, jeg nogensinde har læst.
Cremo og Thompson har også fået mange tilhængere blandt evolutionskritikere, der har Biblen som udgangspunkt, selv om de som udgangspunkt accepterer den geologiske standarddatering for jorden med en alder på 4,5 mia. år. Selv om de godt nok nævner, at deres forskningsresultater kan resultere i en omvurdering af de nu accepterede aldre for jorden, er deres pointe, at uanset hvor gammel jorden er, gør det ingen forskel for deres konklusioner. Ligegyldigt hvilke dateringsmetoder, man anvender, må man anvende disse på samme måde på både de kontroversielle og de accepterede fund. Uanset hvad vil slutresultatet i lys af det materiale, der gennemgås i Forbudt Arkæologi, blive, at mennesker og andre hominider har levet samtidigt, og en evolutionær sammenhæng imellem dem ikke er mulig at påvise.
