Artikler af blivende værdi

I den uendelige strøm af informationer, der tilflyder os gennem den daglige avis, ligger der også et stoppested for tanken, eftertanken og dybden.Det er kronikken, der her tænkes på, og den har i al sin tid haft en særlig status: „som regel af oplysende eller ræson-nerende art og oftest skrevet af en ikke til bladets redaktion hørende person“, som det lidt kringlet hedder i Ordbog over det Danske  Sprog.
Pastor emeritus Christian Andersen har været en flittig leverandør af artikler og kronikker; i Tanker på tryk gennem 65 år er en lang række af dem samlet, mange fra Fyens Stiftstidende, men også stof fra f.eks. Kristeligt Dagblad og Udfordringen har fundet vej til genoptrykket.
Tidsmæssigt spænder artiklerne formelt over perioden 1941-2005; bogens første indlæg er en lidt uvedkommende penneprøve fra forfatteren som helt-helt ung til ugebladet Landet om, hvad 1941-dyrskuet på Bellahøj har betydet for ham. Ellers datererer alle de øvrige  artikler sig fra 1969 og fremefter, hvilket kan få én til at synes, at bogens titel måske er lidt misvisende.
Men indholdet i øvrigt er der ikke meget at komme efter. Christian Andersen har sine meningers mod, og de udtrykkes ligefremt og u-kunstlet. Selv om han sine steder kan indbyde til modsigelse, er han aldrig uvedkommende.
Vi kommer vidt omkring også emnemæssigt: Grundt-vigs pinsesalmer, Hans Kirk, julen, maleren Niels Bjerres berømte billede af et bønne-møde hos Harboøre-fiskerne, Jakob Knudsen, Jerusalem, Paul Gerhardts salmedigtning („Befal du dine veje“), ekspertvældet, de 10 bud, kirkeorgler, Saint-Exupery – for nu blot at give et blegt indtryk af spændvidden.

Christian Andersen:

Præstekjolen „øremærker“ en præst, skriver han. Christian Andersens øremærke som skrivende menneske er skarpe holdninger og en udstrakt sympati for den lille mand. Således leverede han i 1973 et mesterstykke i polemik, vendt mod „rotten“ i dansk presse, Ekstra Bladet, der ellers selv ser sig som den lille mands talerør (optrykt i bogen).
Og selvom han mener, at ytringsfriheden er til for at bruges, mener han dog alligevel ikke, at dét giver én ret  til at lufte sine private holdninger fra prædikestolen. I stedet glædes han over, „hvor meget Guds kærlighed fylder i prædikenen“ (i 1995). Også den dag i dag, er jeg overbevist om.
På grund af bogens brogede karakter ville det have været rart med et stikords-register, så man let og ubesværet kunne finde frem til bestemte passa-ger  ved en anden lejlighed, men dette skal da også være min største anke. 
Og den er vel i grunden ikke så stor, når det kommer til stykket.

Christian Andersen:
Tanker på tryk gennem 65 år
222 sider
175 kr.
Queenswood