Blå Kors Danmark er vært for europæisk alkohol-konference
Alkoholmisbrug påvirker hele familien. Det er det centrale tema, når den nordisk-baltiske organisation NordAN og Blå Kors Danmark inviterer en række europæiske organisationer til konference i København den 18.-19. november.
På tværs af de nordeuropæiske lande samarbejder mange organisationer om at forebygge alkohol- og stofmisbrug. Sammenslutningen hedder NordAN og består af 80 organisationer fra Danmark, Sverige, Norge, Island, Finland, Estland, Letland og Litauen.
Alkohol og familieliv
Den 18.-19. november mødes repræsentanter fra en række organisationer til konferencen ”Alcohol and family life”, som den danske hjælpeorganisation Blå Kors Danmark arrangerer sammen med NordAN. Her vil der være oplæg fra blandt andet Sundhedsstyrelsen, Alkohol & Samfund og Nordic Welfare Centre.
”Vi ser frem til at kunne samles med vores nordiske og baltiske naboer og sætte fokus på, hvordan vi kan hjælpe pårørende bedst muligt.
I Danmark vokser 122.000 børn op med en mor eller far, der drikker for meget. Det har store konsekvenser, som vi skal forebygge og afhjælpe,” siger Christian Bjerre, som er generalsekretær i Blå Kors Danmark.
Debat om højere aldersgrænse
Formålet med konferencen er, at organisationerne skal inspirere hinanden og diskutere alkoholpolitik i en nordeuropæisk sammenhæng.
Der skal for eksempel diskuteres aldersgrænser for salg af alkohol og anbefalinger om, hvor mange genstande man må indtage på en uge. Det sker med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens seneste anbefalinger:
”I Danmark er anbefalingen, at unge under 18 år ikke drikker alkohol”, siger Christian Bjerre og henviser til Sundhedsstyrelsens udmelding.
”På den anden side er politikerne tilbageholdende med at regulere lovgivningen, så aldersgrænsen for salg af alkohol følger med. Det er vi uforstående over for, når flere eksperter peger på, at det er den rette vej at gå i forhold til at ændre vores alkoholkultur og i sidste ende forebygge misbrug og følgerne deraf,” tilføjer generalsekretæren.
Flere i behandling
Et andet emne, som også er i fokus på konferencen, er udfordringen med at få flere i alkoholbehandling. I Danmark vurderer man, at der er omkring 140.000 danskere, som har brug for behandling for at komme ud af deres misbrug.