Under the Chatham House Rule

Af Jenis av Rana. Færøsk læge og politiker

Midt i november var jeg til et tre dages møde i Island. Mødet var i regi af Arctic Circle, som er et internationalt netværk for regeringer, organisationer, universiteter, tænketanke, miljøorganisationer, repræsentanter for oprindelige folkeslag m.m. Disse mødes for at tale om verdens fremtidsudsigter – især Arktis’.

I samme forbindelse underskrev jeg, på vegne af Færøerne, en samarbejdsaftale mellem de to nabolande og præsenterede en ny færøsk arktisk politik. Højdepunktet for mig på Islandsturen var søndag morgen, hvor jeg havde mulighed for at besøge Filadelfiamenigheden i Reykjavik, en menighed på flere hundrede kristne. Der oplever jeg en utrolig gribende og stærk lovsang, og et varmt fællesskab med mine islandske kristne søskende.

Et af de møder, jeg deltog i, var en rundbordssamtale om sikkerhed og forsvar. De indbudte, politikere og eksperter indenfor disse to områder, kom fra hele verden. Det specielle med denne samtale var, at den blev holdt under ”the Chatham House Rule”, som indebærer, at enhver, som kommer til mødet, frit kan bruge information fra diskussionen, men de må ikke afsløre, hvem der gav hvilken kommentar.

I en af de sidste samtaler, som Jesus havde med sine disciple, gav Han dem løfte om, at hvad end de bad om i hans navn, ville han gøre. ”Beder I om noget i mit navn, vil jeg gøre det”. Og disciplene tog Ham på ordet!

De drog ud og prædikede i hans navn, og de oplevede, at Han var med dem og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Blinde så, døve fik hørelsen, lamme gik m.m., og budskabet bredte sig til hele verden, inklusive til os i de nordiske lande. Og årsagen var enkel, de skjulte ikke, hvem der havde givet dem mandatet – og sendt dem ud med frihedsbudskabet.

De nævnte Jesu navn om og om igen og oplevede, at undere og tegn skete. Havde de forsøgt på egen hånd, og ikke gjort det i Hans navn, var intet sket. Igen og igen, siden jeg som ung dreng valgte at stole på Jesus, har jeg oplevet kraften i Hans navn!

I Jesu navn har jeg oplevet mirakler for mig selv og for min familie. Vældige mirakler, som kun er sket, fordi der er blevet bedt i Jesu navn! Uanset hvordan din situation er, så skal du vide, at også du ejer frihed i Jesu navn! Ikke på grund af en smart ide, som en eller anden, som ikke vil vove sit navn, har sagt, men fordi Han, som styrer Himmel og jord sendte sin søn for at dø på Golgata for dig og mig. Og Ham og Hans navn kan ingen magt, som forsøger at hindre, sejre over!

Så lad os, kære søskende, med frimodighed gå ud i Jesu navn, og bære Hans Golgata-sejer til alle dem, som er i nød, fordi de ikke kender Ham og kraften i Hans navn.