Folkekirke starter guds- tjenester for engelsktalende
Folkekirken for Internationals er et nyt tilbud til engelsksprogede i Viborg og omegn.
Søndag den 4. december kl. 14 kan man i Houlkær Kirke komme til en engelsksproget udgave af det traditionsrige adventsarrangement ”De ni læsninger”. Arrangementet er samtidig startskuddet på det nye initiativ: Folkekirken for Internationals – Viborg & Surroundings.
Hver måned vil der fremadrettet blive holdt en engelsksproget eftermiddagsgudstjeneste i Houlkær Kirke. Målgruppen er de mange internationale medarbejdere ved Viborg-egnens virksomheder, internationale studerende og alle andre, der har lyst til at deltage i et inkluderende, engelsksproget kirkefællesskab.
Gudstjenesterne er åbne for alle. Efter alle gudstjenesterne er der kirkekaffe og fællesskab i kirkens lokaler. I folkekirkelig og økumenisk ånd Det er sognepræsterne Kristine Jersin, Karen Stubkjær og Peter Fischer-Nielsen, som på skift leder gudstjenesterne.
De vil blive holdt i en folkekirkelig og økumenisk ånd med salmer fra bl.a. den danske salmebog (i engelsk oversættelse), Church of England og Taizé.
En prøveballon
Om det nye initiativ siger sognepræst Karen Stubkjær:
– Det er os præster, der tager initiativ til det. Vi tænker, at en by af Viborgs størrelse bør have et engelsksproget tilbud fra folkekirken. Der er mange udenlandske studerende i byen og familier tilknyttet store arbejdspladser som Grundfos og Foulum. Det her er en prøveballon. Vi ved ikke, hvem der griber den. Men vi håber på en lille gruppe, som kunne udgøre kernen i det, så det kan vokse derfra.
Man kan læse mere på Viborg Stifts hjemmeside eller på Facebook, hvor der løbende vil blive orienteret om tilbuddene: facebook.com/viborgchurch.