Lysner det for Indiens kristne?

Fem ting gør, at Open Doors’ generalsekretær, Jens Kristian Lund Jensen, er håbefuld optimist i forhold til, at vi måske er begyndt at se de første spæde tegn på en mulig forbedring af vilkårene for religiøse minoriteter i Indien.

Jens Kristian Lund Jensen. Generalsekretær i Open Doors Danmark og Færøerne

Forfølgelsen af kristne i Indien har været konstant stigende siden 2014, hvor Narendra Modis hindunationalistiske parti, Bharatiya Janata Party, kom til magten. Mest chokerende er de voldelige angreb, som til tider endda ender med drab – i 2021 i mindst 20 tilfælde. Dette betyder, at Indien i år ligger som nummer tre på listen over lande, hvor volden mod kristne er værst.

Alligevel vover jeg at være håbefuld optimist, for måske – måske – ser vi de første spæde tegn på en lille forandring. Det bygger jeg på fem ting:

FN-undersøgelse

For det første gennemgik FN’s Menneskerettighedsråd den 10. november status på menneskerettigheder i Indien ved en såkaldt ”Universal Periodic Review” (UPR), som hvert medlemsland i FN hvert 4,5 år indkaldes til. Open Doors er med i en tværreligiøs koalition af kristne, muslimer og hinduer, som forud for gennemgangen formidlede information til rådet via en rapport om forholdene for religiøse minoriteter i Indien samt gennem kontakt til en lang række diplomater og embedsmænd.

I den proces foreslog FN’s særlige rapportør omkring minoritetsspørgsmål, dr. Fernand de Varennes, at man kunne oprette en uafhængig undersøgelsesmekanisme, som skulle undersøge forholdene i Indien – som man tidligere har gjort det i blandt andet Syrien, Myanmar og Sri Lanka.

Lige præcis dét forslag har Open Doors haft fremme flere gange før, men vi er igen og igen blevet fortalt, at det var umuligt, og at ingen ville tage det første skridt og begynde at tale om det. At FN’s særlige rapportør foreslår det, er derfor et reelt nybrud. Vi mener, at det er en vej, FN skal gå – og derudover bør FN udpege en særlig rapportør for Indien.

Nogle vil måske indvende, at de tilbagevendende statusser over menneskerettighederne i FN’s medlemslande mest af alt er en rituel dans uden praktisk betydning. Indiens manglende implementering af mange af anbefalingerne fra forrige UPR i 2017 samt de manglende indrømmelser fra Indien under dette års UPR peger klart i den retning. Alligevel tillægger jeg disse UPR’er værdi.

For hver eneste gang en krænkelse af menneskerettighederne påtales, medvirker det til at lægge et pres på krænkeren eller – i dette tilfælde – styret i det land, hvor krænkelsen foregår. Det er mere summen af de mange bække små end den enkelte påtale, som på sigt kan føre til en reel forandring, og netop derfor er det vigtigt at fastholde presset på enhver mulig måde – hvor ubetydelig den enkelte måde end måtte forekomme i sig selv.

Det er i parentes bemærket også i det lys, jeg ser det danske kontaktforum for tros- og religionsfrihed samt den aktuelle danske udviklingspoliske strategi, hvor religionsfrihed, herunder forfølgelse af kristne, specifikt er inkluderet. Man kan måske med en vis ret hævde, at det kun er små, officielle skridt, som Danmark dermed har taget på religionsfrihedens område – men betydningen skal ikke undervurderes.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Dog skuffer det mig meget, at Danmarks repræsentant ved dette års UPR af Indien ikke kom i nærheden af at nævne religionsfrihed. Det mener jeg var at svigte Indiens hundrede millioner muslimer og kristne.

Antikonverteringslove

For det andet kører der lige nu en sag ved den indiske højesteret om at forbyde antikonversionslove. Disse love findes nu i 11 af Indiens 28 delstater – de seneste to stater kom til i år – og de lægger begrænsninger på muligheden for frit at kunne skifte religion.

Men en advokat ved navn Ashwini Kumar Upadhyay har sendt en begæring til den indiske højesteret om at udstede en anvisning til forbundsregeringen om at lave en national antikonversionslov. Advokaten mener, at intimidation, trusler og bestikkelse bruges til at lokke folk til at skifte tro.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Højesteret behandlede begæringen i september, hvor den bad regeringen om en kommentar med deadline den 14. november. Grunden til, at jeg finder dette positivt, er, Upadhyay tidligere i år har forsøgt sig med samme juridiske manøvre ved landsretten i Delhi – og her fastslog landsretten, at det er fuldt ud lovligt og tilmed en forfatningsmæssig ret at konvertere fra en religion til en anden. Forventningen er, at højesteret vil komme med en lignende afgørelse.

Mange i Indien – også i regeringspartiet, mener, at landet kun skal være for hinduer. Derfor bliver kristne, muslimer og andre minoriteter i stigende grad udsat for hadtale, der stigmatiserer dem som gruppe.

Fokus på vold mod kristne

For det tredje er der endnu en sag i gang ved den indiske højesteret – anlagt af en gruppe indiske kristne med ærkebiskop af Bangalore, Dr. Peter Machado, og The Evangelical Fellowship of India i spidsen. De har bedt højesteret tage stilling til over 57 tilfælde af vold mod kristne, der fandt sted i maj i år.

Sagen var for højesteret i august i år, men retten bad regeringerne i otte delstater undersøge de 57 tilfælde af vold, som sagen handler om, ligesom den bad om flere oplysninger fra dem, som har anlagt sagen. Sagen skal derfor for retten igen den 6. december. En positiv dom kan muligvis være et lille skridt på vejen mod at stoppe voldsspiralen mod kristne i Indien.

Hadtale for højesteret

For det fjerde har højesteret i oktober i år adresseret, hvad retten selv kalder ”et meget alvorligt problem”, nemlig hadtale. Kristne, muslimer og andre minoriteter bliver i et Indien, som mange – også langt ind i regeringspartiet – mener, kun skal være for hinduer, i stigende grad udsat for hadtale, som stigmatiserer dem som gruppe.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I sin dom pålagde højesteret delstaterne ​​Uttar Pradesh og Uttarakhand samt myndighederne i hovedstaden Delhi at slå hårdt ned på den form for hadtale og dermed sikre Indiens sekulære karakter, som landets forfatning lægger så stor vægt på.

”Vi kan ikke leve sammen som én gruppe, hvis ikke folk fra forskellige religioner kan leve sammen i harmoni. Denne ret er forpligtet på at sikre fundamentale rettigheder samt at sikre, at forfatningen overholdes i hele det juridiske system,” sagde retten blandt andet.

Kastesystemet

For det femte er der i dette efterår blevet nedsat en kommission, der skal se på de såkaldte ”scheduled castes” i Indien. Selv om Indien for længst har afskaffet kastesystemet, gennemsyrer det alligevel hele samfundet, og i forfatningens artikel 46 er det nedfældet, at staten med omhu skal fremme uddannelsesmæssige og økonomiske interesser hos de 1.300 lavest rangerende kaster – som ifølge en opgørelse fra 2011 består af 166.637.700 personer svarende til 16,6 procent af befolkningen.

Derudover skal regeringen beskytte disse kaster mod social uretfærdighed og alle former for udnyttelse. Umiddelbart er det nogle sympatiske, forfatningsmæssige pålæg, men der er et aber dabei: Kun hinduer, sikher og buddhister medregnes ifølge lovgivningen til ”scheduled castes”.

Det betyder, at kristne, hvoraf adskillige millioner betragter sig selv som en del af disse kaster, officielt ikke hører til disse og derfor heller ikke er omfattet af regeringens særlige indsatser. Ydermere betyder det, at hvis en hindu fra disse kaster konverterer til kristendommen, vil personen ryge ud af den kaste, han eller hun ellers var født og opvokset i.

Det er alt dette, som den nedsatte kommission skal analysere og komme med forslag til forbedringer til. Det er den tidligere højesteretspræsident K. G. Balakrishnan, der leder kommissionen, som har fået to år til sit arbejde. Balakrishnan tilhører selv en “scheduled caste”, og allerede det er et positivt tegn for Indiens kristne.

Rapport fra Open Doors

Sidste sommer udgav Open Doors en rapport, udarbejdet af forskere fra London School of Economics. En af rapportens forfattere gav udtryk for, at det var chokerende, i hvor stort et omfang officielle aktører var medskyldige i volden.

Embedsmænd, politi og lokale domstole samarbejder helt åbenlyst om at chikanere religiøse minoriteter. Og nationale politikere, religiøse ledere samt magtfulde mediemoguler signalerer, at denne adfærd er ønskværdig. Dette sås eksempelvis også i ovennævnte højesteretssag om vold mod kristne, hvor forbundsregeringen ved den indledende behandling af begæringen kaldte klagerne over vold grundløse.

Forandringer kan ske både nedefra og oppefra – og lige nu ser det ud til, at det er mest sandsynligt, at det er oppefra – fra de øverste dele af retssystemet – at det vil lysne for Indiens kristne. Det folder jeg hænderne for.