Varmestuen er mit hjem
Kirken er alle tiders fristed for hjemløse, mener Per, der krakkede med et gulvfirma og valgte livet på landevejen.- Jeg er glad for, at Henning holder øje med mig. Han vil ikke have, at jeg opsiger mit værelse.
Han mener, at jeg skal have et fast sted at vende tilbage til, for mine knæ kan ikke rigtig mere, fortæller Per, der er bedre kendt som Mobilos blandt landevejens riddere.
I tilknytning til varmestuen har Blå Kors flere lejemål, et af dem benytter Per.
– Jeg betragter varmestuen som mit hjem. Jeg kan altid ringe til Henning, hvis jeg står og har problemer et eller andet sted. Derfor er varmestuen også mit sikkerhedsnet.
Per er 46 år, og han har været vagabond siden 5. maj 1995.
– Jeg er navngivet som landevejsridder på Hjallerup Marked, men jeg er ikke døbt. Det bliver man på Egeskov på Fyn, siger han smilende og tager en slurk kaffe.
Han er oprindelig gulvmontør med stort firma i Ikast, men det hele gik galt. Konen skred med børnene, og Per stod tilbage med al gælden. Det blev for meget, og han valgte livet på landevejen.
Nu cykler han rundt i Danmark med sin trailer og sliber knive for folk. Det har været hans eneste levebrød de sidste fire år, men nu får han også lidt bistandshjælp for at være frivillig vicevært i varmestuen.
Han ved godt, at Blå Kors driver varmestuen på et kristent grundlag, og hvad det betyder for ham, illustrerer han med en lille historie.
– I 2001 var jeg i Avedøre. Da jeg hørte om, at jeg kunne komme til juleaften i kirken, meldte jeg mig til. Vi var 85 mennesker til spisning og det hele. Vi var så mange, at vi måtte danse om juletræet udenfor. Det var sjovt. Derfor synes jeg, at kirken er et alle tiders fristed for hjemløse, fortæller Per.
Han er ikke bleg for at hjælpe andre, der heller ikke har så meget til dagen og vejen.
– Engang var jeg i Hvidovre, og det var varmt. Jeg havde fået en stor pose pålægsrester af en slagter, og jeg ringede på hos en enlig mor og spurgte, om jeg skulle slibe hendes knive. Men hun svarede, at hun ikke havde en krone. Jeg foreslog hende, at hvis hun kunne lave aftensmad med nogle af pålægsresterne, så ville jeg slibe hendes knive.
KP
