Israel – 60 år i kamp
Kronikforfatteren opstiller 12 rigtige om Israel-Palæstina-konflikten.Den 14. maj er det 60 år siden, at staten Israel blev proklameret.
Det var en stor dag for det jødiske folk, men lige fra starten har den nye stat måttet leve med trusler om udslettelse. De arabiske stater ønskede at drive jøderne ud i Middelhavet og overlade landet til palæstinenserne. Dette ønske lever stadig. Hver dag i landets 60-årige historie har været en kamp for at overleve.
I dag står Israel stadig med ryggen mod muren. Flere og flere lande vender sig mod Israel, og FN fordømmer landet den ene gang efter den anden, men overser stort set forbrydelserne mod Israel.
Ved Israels fødselsdag har jeg lyst til at give en lille historietime med 12 facts om Israel-Palæstina-konflikten:
1. Jerusalem tillægges såvel fra jødisk som fra muslimsk side status som en hellig by.
I Islam rangerer Jerusalem dog på en 3. plads efter Mekka og Medina, mens den i jødedommen indtager en suveræn 1. plads. Jerusalem og synonymet Zion er nævnt lige ved 600 gange i Gamle Testamente. Byen er slet ikke nævnt i Koranen.
2. Nok så væsentlig i dagens situation er folkeretten, altså gældende international juridisk ret. En palæstinensisk stat med et palæstinensisk folk har historien aldrig kendt. Gennem 400 år 1517-1917 indgik Palæstina i det osmanniske rige med Konstantinopel (Istanbul) som hovedstad. I 1917 erobrede engelske tropper Jerusalem og Palæstina.
3. Ved fredskonferencen i Versailles i 1920 blev Palæstina udlagt som mandatområde med England som formynder. I præamblen til mandatpagten, der blev énstemmigt vedtaget af Folkeforbundet, står der, at hensigten er at virkeliggøre Balfour-erklæringen, som den britiske regering udsendte i 1917. I den står der, at der i Palæstina skal oprettes et nationalt hjemsted for det jødiske folk. Hermed var det folkeretsligt bindende fastlagt, at Palæstina skulle udvikles til en jødisk stat.
Palæstina bestod da af såvel området mellem Middelhavet og Jordanfloden med ialt 27.000 km2, som af Transjordanien med 91.000 km2.
I 1922 opdelte England efter imperiedevisen del og hersk området i to dele: Palæstina vest for Jordanfloden og emiratet Transjordanien på østsiden af floden. Emir Feisal blev af briterne indsat som leder her. Derved var Palæstina minimeret til mindre end en fjerdedel, hvorved de tre fjerdedele tilfaldt muslimerne.
I 1947 vedtog FN en delingsplan for Palæstina, der yderligere skulle opdele landet vest for Jordanfloden i henholdsvis en jødisk og en arabisk stat. Skønt dybt utilfredse accepterede Den Zionistiske Verdensorganisation planen, der blev pure afvist af samtlige arabiske stater. Herved havde verdensforbundet af stater for anden gang folkeretsligt besluttet oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina.
Da staten, Israel, blev etableret i maj 1948, startede de arabiske lande krig mod det nye Israel. Transjordaniens leder, emir Abdullah, erobrede i krigen ca. 6.000 km2 af Vestjordanlandet. Herefter omdøbte han Transjordanien til Jordan og ombyttede sin titel med konge. Det er disse 6.000 km2, som nu kaldes Vestbredden og som er erobret fra Israel.
4. Betegnelsen palæstinensere eksisterede ikke før 1950´erne. Såvel i 1920´erne som i 1947 benyttedes udelukkende jøder og arabere.
Havde det været arabernes hensigt at oprettes en selvstændig arabisk (palæstinensisk) stat på Vestbreddens område, så var der i hele 18 år (mens Vestbredden var indlemmet i staten Jordan 1948-67) al mulig lejlighed. Men det blev end ikke forsøgt.
PLO, Palestinian Liberation Organisation, blev grundlagt i 1964. I PLO´s nationalpagt stod der helt frem til 1990´erne, at staten Israel skal fjernes fra landkortet med alle til rådighed stående midler. Dette formål opretholdes den dag i dag af en række militante arabiske organisationer, såsom Hamas, Islamisk Jihad og Al Aqsa. Disse organisationernes flag og våbenskjold viser, at de anser en kommende palæstinensisk stat som inkluderende hele det Israel, der internationalt lovformeligt er besluttet oprettet, og som siden sin oprettelse er medlem af FN.
5. Det påstås ofte i debatten, at staten Israel var resultat af 2. verdenskrig og Holocaust, men som anført er det en komplet usandhed. Oprettelsen af den jødiske stat har været gældende folkeret siden 1920, altså længe inden 2. verdenskrigs ulykker.
6. En anden fatal fejl består i udtrykket besættelsesmagt, når der tales om Israel. Straks efter Israels sejr i 6-dageskrigen i 1967, hvor Israel var blevet angrebet og forsvarede sig, inviterede Israel ivrigt til fredsforhandlinger med de arabiske overfaldsstater. Men Den arabiske Liga vedtog på sine årlige møder helt frem til omkring 1990 de berømte 3 nej´er: Nej til forhandling, Nej til fred og Nej til anerkendelse af Israel. Derved havde Israel ikke nogen forhandlingspartner. Betegnelsen besættelsesmagt har til hensigt at sløre, at Vestbredden ikke er et resultat af en angrebskrig, men af en forsvarskrig.
7. På sigt er det uholdbart for Israel at bevare herredømmet over Vestbredden og Gaza. Derfor trak Sharon Israel ud af Gaza og planlagde en senere retræte fra Vestbredden.
Ved udtrækningen fra Gaza overlod Israel palæstinenserne masser af god landbrugsjord, plantager, drivhuse, men palæstinenserne har efterfølgende ødelagt det produktionsapparat, som de fik foræret.
Hamas sagde tak for tilbagetrækningen ved at indlede et bombardement af israelske kibbutzer og byer, herunder S`derot, hvor mange børn i dag lider af posttraumatisk stress. Når Israel gør gengæld, lyder der et ramaskrig fra pressen, men hvor er pressen henne, når kasimraketterne regner ned over israelske byer?
Uanset at begrebet palæstinensere som betegnelse for et folk er af ret ny dato, må de tilkendes retten til at definere sig selv. Israels vilje og evne til at betale fredens pris er dokumenteret ved indgåelse af fredsaftalerne med såvel Egypten som Jordan samt gennem fredsforhandlingerne med palæstinenserne i Madrid og Oslo og i Camp David.
Fred med palæstinenserne forudsætter imidlertid, at de udgør en homogen enhed med en handlekraftig ledelse. Den ledelse har vi foreløbig måttet kigge langt efter.
Arafats nej efter forhandlingerne med statsminister Barak og præsident Clinton i 2000 og 2001 viste desværre klart, at det ikke var situationen dengang, skønt Arafat i forhandlingerne havde opnået mere end 90% af sine krav. Efter Arafats nej brød den aktuelle intifada ud.
8. Israels fredsønske er også blevet dokumenteret under Sharons tidligere regering, da Saudiarabiens kronprins fremsatte en fredsplan. Kort fortalt gik den ud på, at samtlige arabiske stater skulle anerkende Israels eksistens. Israel skulle trække sig tilbage til grænserne fra før 1967. Statsminister Sharon afviste ikke planen, hvilket man ellers nok kunne argumentere for. Han svarede positivt og tilbød at forhandle med Saudi´s plan som grundlag enten i Riyadh, Jerusalem eller Beiruth, hvor der nogle uger senere skulle holdes et arabisk topmøde. Men atter var den arabiske reaktion et tredobbelt nej!
9. I mellemtiden havde den nye intifada udviklet sig til den totale krig. Den moderne terror er værre end krig. I almindelig krig bestræber begge sider sig på at vinde, bl.a. ved at uskadeliggøre modstanderens styrker, mens de gerne selv vil overleve. I den totale krig ønsker egne kæmper derimod at dø! Vi så det illustreret 11. september 2001 ved angrebet på World Trade Center i New York. Det er også tilfældet med palæstinensiske selvmordsbombere, der bevidst går efter civile: børn, studenter, gamle.
Store årgange af palæstinensiske børn og unge er opdraget til at ønske sig martyrdøden. Det er ikke længere krig, det er total terror, hvor selv krigens skrevne og uskrevne love er sat ud af spillet. På det sidste har vi set, hvordan et Hamas tv-program for børn i Gaza indoktrinerer børnene til at hade jøder og til at kæmpe for staten Israels udslettelse.
10. Også Israel benytter af og til metoder, som bryder selv krigens love. Det må der tages afstand fra. Men forskellene er betydelige. Det er den arabiske side, der frembringer de abnorme situationer – og vi ved i Danmark fra besættelsestiden, at i unormale situationer bliver det normale unormalt. Der reageres totalt forskelligt fra de to sider. Når en selvmordsbombemand forårsager en masse civile israeleres død og lemlæstelse, så jubler den palæstinensiske side. Når israelske aktioner rammer civile palæstinensere, er der beklagelser, sorg og undersøgelser mod dem, der har handlet forsømmeligt.
11. Det er staten Israel, der er i livsfare, ikke omvendt. Fra Vestbreddens vestligste punkt er der kun 18 km. til Middelhavet. Hvis det skulle lykkes Israels fjender at afskære denne lillebitte distance, er Israels chancer for at forsvare sig minimal.
Så dødsens alvorlig er situationen. Israel er ikke the overdog i forholdet. Ofte er det den helt aktuelle, lokale situation, der indbringer palæstinenserne en mængde sympati. Men set i det lange forløbs lys er det helt oplagt Israel, som er den svagere part over for de samlede fjendestater, deres størrelse og samlede kapacitet. Nogle vil nævne, at USA støtter Israel. Det gør de også på mange måder, men har aldrig gjort det med hærstyrker, sådan som adskillige arabiske lande har været med til at angribe Israel. EU er i dag på palæstinensernes side i konflikten, og det er Danmark en del af…
12. I mange FN-resolutioner og overalt i debatten kan man læse, at Israel har ret til at eksistere bag internationalt anerkendte og sikrede grænser. Det er her, Israels problem ligger. Ordene er smukke nok, men med de geografiske, militære, økonomiske og øvrige ressourcemæssige omstændigheder in mente, er israelerne tvunget til at stille sig dette spørgsmål: Hvem i alverden påtager sig at sikre landets grænser?
Oven på disse facts vil jeg gerne slå fast, at der ikke bliver fred i området uden en 2-stats løsning med en jødisk og en palæstinensisk stat.
Jeg ønsker inderligt, at man når frem til en sådan løsning, men jeg kan end ikke skimte mulighederne, for der skal to parter til en fred, og Hamas, Islamisk Jihad og Al Aqsa vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at forhindre det.
En 2-stats-løsning er den eneste politiske og menneskelige mulighed for en fredsløsning, men selv den ser umulig ud for mig. Men Gud har en plan for sit ejendomsfolk og for Israel, og den vil han føre igennem i sin time. Det har med endetidsprofetierne at gøre, og dem kan verden ikke forstå. De forstås kun med troens øjne.
