Israels hær undersøger mulige forbrydelser i Gaza
Israels militære auditør, generalmajor Dani Efroni, har indledt fem kriminelle undersøgelser af israelske militære aktioner under krigen mod Hamas i Gaza-striben.
Dette oplyser højere militære kilder, der udtaler, at Efroni har lukket syv tilfælde og hidtil undersøgt 99 sager.
Krigen sluttede den 26. august, og to uger senere har Efroni beordret en undersøgelse af et militært angreb mod en strand ved Gaza by den 16. juli, hvor fire palæstinensiske drenge blev dræbt.
En anden undersøgelse vedrører et angreb mod en UNRWA skole i Bet Hanun den 14. juli, hvor 14 palæstinensere blev dræbt.
Blandt de sager, der undersøges, er en episode om mistanke for plyndring, hvor en soldat menes at have tilstået.
En anden undersøgelse vedrører en kvinde, der havde aftalt, at hun ville forlade sit hjem i Gaza, men som ikke desto mindre blev skudt og dræbt.
En tredje undersøgelse involverer påstande om, at en 17-årig dreng fra Gaza var blevet taget til fange i fem dage, hvorunder han blev flyttet fra sted til sted af soldater og slået.
Undersøgelserne udføres af et generalstabs-udvalg under ledelse af generalmajor Noam Tibon omfattende seks grupper.
12 af sagerne er afsluttede, og resultatet er nu videregivet til den militære anklager.