Et valg uden mening?
Herning er igen bedst! Er det ishockey? Nej! Messer? Neeeeej, men tampen brænder … tænk på højmesser! Svaret er “Menighedsrådsvalg”. Herning har den 14. november flere kampvalg end noget andet provsti i DanmarkDet er ganske vist en dyr rekord. Valget koster vel rovstiet en kvart million – bl. a. for valgkort til 13 sogne.Til den pris skulle man tro, at uldjyderne får en masse valgmuligheder at læse om i den valgavis, som er dumpet ind ad 35.000 brevsprækker.
Men den siger intet om den forskel det gør, om man stemmer fx. missionsk eller grundtvigsk. Det burde kandidaterne og listerne vel ellers bruge valgavisen til.
Dens forside prydes af valgets symbol: Et papirklip med et kors og nogle blomster – måske korset på en skrue i låget på folkekirkens ligkiste, sammen med en bårebuket? Et monument over et rekord-sløvt valg, der er afgjort i ni ud af ti danske sogne, hvor interessen kun rakte til at danne én.
Herning provsti præges stadig af flere kirkelige retninger. Men avisens 36 sider skaber ingen debat – f.eks. om hvordan de forskellige kandidater og lister vil vende udvandringen fra kirken og styrke dens liv og vækst. Det undrer mig. Har ingen kandidater noget på hjerte?
I stedet fyldes det meste af de 36 sider af historiske oplysninger om kirkebygningerne, suppleret med billeder – de fleste fotograferet som de fleste danskere bedst kender kirken: Udefra – og uden at der er en sjæl i nærheden. Den, der i valgavisen søger argumenter for, hvem man skal stemme på, går forgæves. Vi får ikke at vide, hvorfor et af sognene har en liste mere ved dette valg end sidste gang. Er det et sundhedstegn? Og er det positivt eller negativt, at der ikke er valg i nabosognet denne gang?
I hele provstiet er der to missionske lister tilbage; det ved man måske, hvad er. Det er straks sværere at vide, hvad der gemmer sig bag de tre grundtvigske (derfor et kort portræt af de to stiftere, på denne side, red.). Og mener kandidaterne på de tre socialdemokratiske lister lige som deres partis kirkeordfører, at kirker godt kan lånes ud til ikke-kristne formål? Alt det er jo svært at vide, og jeg har hverken set valg-annoncer eller læserbreve fra kandidater, der viser, hvorfor de vil vælges.
Men det er jo også svært. Rådene har et afgørende ord at sige, når der skal vælges ny præst, men ind imellem skal de mest træffe trivielle afgørelser i en jungle af cirkulærer. Deres myndighed er yderst begrænset. De kan hverken sætte kirkeskatten op eller ned – af sære grunde gør byrådet det. De kan hverken afbryde eller forlænge præstens ansættelse. Hun/han er ansat indtil hun/han selv får lyst til at rejse, medmindre hun/han gør noget forfærdeligt ukristeligt, som fx. at hjælpe flygtninge i skjul for myndigheder, der vil udvise dem til en uvis skæbne…så begynder vor Mor i kirkeministeriet at rasle med fyresedlen. Kan valget så flytte præster fra landsogne, hvor kun en håndfuld sognebørn gider bruge kirken, og ind til byerne, hvor andre præster er ved at segne af stress? Nix! Sådan spiller klaveret ikke. Vores sogneinddeling har været god nok siden Knud den Hellige gik med ble, så den er vel også god nok til vores børne-børn…ikk?
Borgmester Helge Sander skriver i valgavisen, at folkekirken også bæres af dem, der kun kommer til jul og ved festlige lejligheder. Det er – med al respekt – noget regulært sludder. Sidder der ingen i din kirke de fleste søndage, bliver den pludselig lukket. Så enkelt er det. Men det er så Helge Sanders mening – og det ville være rart, om kandidaterne til valget nu også ville melde klart ud:
Hvis I mener, at det er fint med en folkekirke, bare I ikke selv skal sidde der – jamen så sig det! Mener andre, at det er en skandale, at folk vil have deres børn døbt uden at vide noget om, hvad de siger tre gange ja til – jamen så sig det! Det her er jo et valg, og ikke en gættekonkurrence.
Hvis nogle af jer mener, at kirken bruger for mange penge på mursten og for få på mennesker – så lad os få det at vide, så det kan være med til at afgøre hvem vi vil stemme på. Hvem mener, at prædikenen er for lang eller for kort, eller at salmerne er for gammeldags eller for moderne, eller at der er for få børnevenlige gudstjenester, eller at der for sjældent er kirkekaffe? Jamen, hvorfor har ikke én eneste kandidat eller liste noget at sige om det?
Lurepasser I? Er de aktive i sognene i virkeligheden slet ikke reelt interesserede i at få en masse folk til stemmeurnerne, som kun vil ofre lidt tid til kirken hvert fjerde år. Mener I, at sognene styres bedst af dem, der også gider komme til gudstjenesten søndag efter søndag? Det ville egentlig være en debat værd, men det får vi nok aldrig svar på. Og det er i hvert fald et faktum, at jeg endnu ikke har talt med en kandidat til valget, der er blevet spurgt af nogen vælgere om, hvad hun/han egentlig går ind for.
I sogne uden skarpe valgtemaer vil kun de aktive og indforståede stemme på tirsdag. De vil sætte deres kryds hos en kandidat, som de kender personligt, og måske derved (som jeg selv) kvittere med tak fordi hun/han tager nok en tørn i menighedsrådet. De mindre aktive vil blive væk, og jeg tør vædde på, at stemmeprocenten bliver endnu lavere end sidst. Valgavisen kan folk så i det mindste bruge til at tænde op i brændeovnene med. Men vi fik ingen kirkepolitisk debat for den kvarte million, valget kommer til at koste, så den er skidt givet ud. Det blev en kostbar rekord…
Vilhelm Beck (1829-1901)
..var Indre Missions store høvding. Han blev i 1856 hjælpepræst hos sin far, som ifølge sønnen aldrig lærte sine børn at bede. Først i 1859, under en personlig krise, blev Vilhelm Beck »omvendt« – det missionske udtryk for »bevidst troende«.
Beck kaldes pietist (pietas = fromhed), men han lagde selv afstand til de vestjyske pietister. Forfatteren Jeppe Aakjær skrev om ham: »Når han står på prædikestolen, ser han ud som en gammel stram Oberst, der kommanderer sine medforløste til at gøre honnør for Vorherre,« men han kunne hverken prædike eller tale uden at sige noget morsomt, og hans »Erindringer fra mit liv« er mere fornøjelig end mange selvbiografier.
Beck var – naturligvis – præget af sin tid, bl.a. af Danmarks nederlag til Tyskland i 1864; det fik ham til at sige, at de eneste tyskere han ville bryde sig om at møde i himlen var Morten Luther og sin egen kone.
Hun hed Nina og var født i Holsten, og hun var både mor til deres store børneflok og bestyrer af deres hjem i en tid, hvor der kom en uafladelig strøm af gæster mens den indre mission voksede op.
Eminente evner gjorde Vilhelm Beck til dens ubestridte leder. I hans tid som formand gik tallet af indremissionærer op fra 2 til 147, og det lykkedes ham at holde sammen på bevægelsen i en tid med stærke folkelige og åndelige brydninger. Beck var og blev aldrig andet end præst i folkekirken, og det er primært ham som forhindrede, at »Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark« ikke brød ud af folkekirken og blev til en sværmerisk – måske baptistisk – lægfolks-bevægelse.
Hans virke var naturligvis præget af de spor, som den 46 år ældre Grundtvig havde sat i dansk kirke- og kulturliv. Becks forhold til grundtvigianerne var først godt, men blev mere anspændt, da han begyndte at skelne mellem »Guds riges grundtvigianere« og »de løbske grundtvigianere«.
I dag er Indre Missions Hus i Fredericia hovedkvarter for en bevægelse, der formelt set ingen medlemmer har. Trods dens uformelle karakter arbejder den med et årsbudget på over 30 mio. kroner, der alle kommer ind ved frivillige gaver fra missionens venner. De lønner 108 ansatte missionærer og konsulenter i børne-, ungdoms-, musik- og internet-arbejde.
Ud over hovedkontoret rummer Indre Missions Hus i Fredericia også Lohses Forlag, Refleks Musik og Felix Rejser. Endelig driver IM stadig missionshotel i København og Svendborg.
Frederik Grundtvig (1783-1872)
..var ikke grundtvigianer – lige så lidt som Jesus var kristen. Men han var – lige som Vilhelm Beck – præstesøn. Hans far lærte ham Lutherdom, hans mor lærte ham danmarkshistorie, og hans barnepige lærte ham folkeeventyr, sange og salmer.
Som 27-årig teolog skulle han være kapellan hos sin far (lige som Villhelm Beck 46 år senere blev det hos sin far). Den unge Grundtvig gav sin prøveprædiken titlen “Hvi er Herrens ord forsvundet af hans hus?”
Den var et udfald mod tidens fornufts-præster der efter Grundtvigs mening ikke var åndelige nok, og seks af dem anlagde en klagesag mod ham.
Mens den stod på, blev det klart for Grundtvig, at han måtte gå i korstog mod tidens ånd. Den skulle vækkes ved Herrens ord og historiens vidnesbyrd. Men undervejs kom han til at kæmpe med spørgsmålet: »Er du selv en kristen?«
I sin kamp for at finde og udtrykke evangeliets og livets mening viste Grundtvig sig som et både lysende begavet og meget skrøbeligt menneske.
Blandt hans venner var de fleste af tidens store navne, og blandt hans fjender var en række af tidens stærkeste mænd. Blandt de sidste var Københavns biskop J.P. Mynster, der til sin død forhindrede, at Grundtvigs salmer kom ind i salmebogen. Men da danskerne fik trosfrihed med grundloven fra 1849 vandt flere af Grundtvigs tanker frem: Vi fik lov at løse sognebånd og danne valgmenigheder.
Grundtvigs præg på Danmark ses også stærkt i vore højskoler, der er lige så unikke som den dominerende rolle han har i folkekirkens salmebog, hvor han har skrevet eller oversat mere end hver tredie salme. I dag er betegnelsen grundtvigianere tvetydig. Den bruges både af og om kirkeligt aktive og af folk, der ikke ofrer kirken mange timer – mange af dem er mere optaget af Grundtvigs skoletanker end af hans teologi og åndelighed.
Den kirkelige del af den grundtvigske bevægelse – Kirkeligt Samfund – har med kun nogle få ansatte på sit hovedkontor i Vartov ved Københavns rådhusplads, hvor Grundtvig var præst i sine sidste år. Under Vartovs tag ligger Grundtvig-biblioteket, og her udgives bøger samtidig med, at der holdes møder og kurser. Bevægelsen har ingen lands-medlemsskab, men bygger på tilslutning til 83 lokalkredse, f.eks. højskole- og foredragsforeninger, valg- og frimenigheder, samt studenterkredsene i København og Aarhus.
