Agatha Christie på sporet af urhistorien

Verdens mest læste krimiforfatter var med til at udforske arkæologien i de bibelhistoriske byer Ur, Nineve og Nimrud…Agatha Christies krimi-bøger er trykt i 1 mia. ekspl. på engelsk og 1 mia. på ca. 45 andre sprog!Også læsere, der normalt ikke gider læse krimier, elsker hendes bøger og filmatiseringer pga. de charmerende personer og miljøer.
Tænk blot på den forfinede belgiske detektiv, Hercule Poirot, som bruger „de små grå celler”. Eller den søde og lidt sippede Miss Marble, der bruger sin menneskekundskab og de dagligdags observationer i landsbyen Sct. Marys Mead til at afsløre forbrydelser.
Få ved, at Agatha Christie også deltog i de bibelhistoriske udgravninger i Mellemøsten gennem mere end 20 år.

For nylig fik jeg mulighed for at se de enorme samlinger på British Museum i London. Her findes formentlig den største samling af arkæologiske fund, der har med bibelhistorien at gøre. De er beskrevet i bogen „The Bible in the British Museum” af museets egen forsker T. C. Michell. Bogen er trods sin tørre stil blev en bestseller, formentlig fordi man i alt for mange år har ignoreret sammenhængen mellem arkæologi og Bibel. Nu vil folk vide, hvordan det hænger sammen. Den bog vender vi senere tilbage til her i Udfordringen.
Den store samling skyldtes også Agathas mand, Max Mallowan, foruden naturligvis Sir Leonard Wooley, som i 1922 udgravede Ur i det sydlige Irak. (Muligvis Abrahams fødeby Ur. Jeg tror nu mere på det nuværende Sanliurfa i det sydlige Tyrkiet, som man regnede med før Wooleys udgravninger.)
Men Wooleys spektakulære udgravninger i Mesopotamien – mellem de to bibelske floder Eufrat og Tigris – skabte naturligvis interesse for urtiden og bibelhistorien i England i 1920’erne og 1930’erne.
Det pirrede naturligvis også detektivforfatteren Agatha Christie.

nu på Moesgaard!
På British Museum kunne man se en lille specialudstilling om netop Agatha Christies interesse for Mesopotamien. Samtidig er der udgivet flere bøger med oplysninger om Aga-thas liv. (F.eks. „Archaeology and Agatha Christie”, British. Mus. Press, 2001).
På udstillingen kan man se hendes kufferter, billetter, skrivemaskine, kamera, og nogle af (formentlig) hendes sorthvide smalfilm fra udgravningerne. Det er jo ren nostalgi for Agatha-fans og bibel-arkæologisk interesserede. Og nu er denne Agatha Christie udstilling kommet til Moesgaards Museum – indtil 29. september 2002!

Agathas mand, Archibald Christie, bedrog hende og krævede i 1926 skilsmisse. Samtidig døde hendes mor, og efter et mislykket selvmordsforsøg gemte Agatha sig af vejen i London i flere år.
I 1928, da skilsmissen var endelig, rejste hun som 38 årig til Bagdad – med den eksotiske Orientekspressen, hvor hun lod en af sine kendteste krimier foregå: “Mordet i Orientekspressen”, som hun skrev i 1933. Meget af det, der sker i romanen, havde hun selv oplevet på hjemturen fra Bibelens Nineve i Irak i 1931. Hun strandede f.eks. med toget i Grækenland pga. regn.

I romanen omtales en svensk missionær, Greta Ohlsen. Forbilledet var to generte danske missionærer, som hun havde mødt på sin rejse. Det kunne være en sjov detektiv-opgave at spore sig frem til, hvem disse missionærer mon var. Det er trods alt begrænset, hvor mange danske missionærer, der kan have rejst med Orientekspressen i vinteren 1931. Så hvis nogen af læserne har detektivblod i årene, fortæller vi gerne om resultatet her i avisen.

Selveste dr. Woolley
Fra Bagdad rejste hun syd på for at se Abrahams by Ur.
Turister var ikke velkomne blandt arkæologerne, men Leonard Wooleys kone, Katharine, havde læst en af Agathas første bøger, og det banede vejen. Sir Leonard viste selv rundt i udgravningerne i Ur – en fantastisk oplevelse.
Wooleys inviterede Agatha til at komme igen. Og i 1930 vendte hun tilbage.
Da havde arkæologerne så travlt med at pakke de fundne antikviteter, at Katharine bad en ung assistent om at vise Agatha rundt. Det var Max Mallowan – og mødet fik stor betydning, for Max blev ret hurtigt betaget af den 15 år ældre Agatha. Da Agatha fik et telegram om, at hendes datter Rosalind var alvorligt syg, forvred hun i skyndingen sin fod. Max tilbød som den gentleman, han var, at rejse med hende tilbage – og på rejsen i Orientekspressen udviklede venskabet sig til kærlighed. I september samme år giftede de sig!

Max skiftede udgravningsplads til Nineve, hvor Agatha kunne deltage.
Mange har formentlig tvivlet på Bibelens historie om Jonas, fordi den også indeholder et stort havdyr, som redder Jonas fra at drukne – hvorefter han advarer byen – og de omvender sig virkelig.
Men Nineve har eksisteret – det var Assyriens hovedstad på det tidspunkt, og det findes fortsat i Irak, og der er fundet mange inskriptioner, som bekræfter Bibelens beretninger.
Det utrolige er, at Nineves (og Assyriens) krigeriske overfald holdt pludselig op under Salmanesar IV (783 – 773 f.Kr.) … på den tid, hvor Jonas ifølge Bibelen må have været på besøg! (2. Kong 14,25.)
Historiebøgerne taler om en „nedgangstid” frem til 745 f. Kr., hvor assyrerne igen begyndte at hærge nabolandene.
Men tilbage til Agatha. Hun blev bidt af arkæologien og fortsatte helt frem til 1958 sammen med Max. Hun skulle f.eks. være god til at samle puslespil af potteskår. Og imens skrev hun sine romaner i disse eksotiske, men meget inspirerende omgivelser. Blandt andet i “Agatha’s House”, en lerklinet hytte i Nimrud i Irak – opkaldt efter den Nimrod, der i Bibelen omtales som den første verdenshersker.

Tre år efter “Mordet i Orientekspressen” kom i 1936 “Mord i Mesopotamien”, hvor ekspeditionslederen Dr. Leidner til forveksling ligner virkelighedens Leonard Wooley, og den “myrdede” hustru ligner hans Katharine. Men fru Wooley var såmænd kun beæret over at optræde i sin yndlingsforfatters romaner – selv om det var som lig.
I 1937 lader Agatha sin detektiv Poirot rejse i det arkæologisk spændende Egypten i “Døden på Nilen”. Og her er det, at en af personerne siger: “De ville være en god arkæolog, M. Poirot”. Noget lignende har arkæologerne sikkert sagt til detektivforfatterinden.
I 1938 udgav Agatha Christie “Aftale med døden”, som er henlagt til de fascinerende ruiner i klippesiderne i Petra i Jordan, som hun besøgte.
Mens Max under 2. verdenskrig var med Royal Air Force i Nordafrika, arbejdede Agatha som sygehjælper i London. Hun brugte de ensomme timer til at skrive “Come, Tell Me How You Live” om deres arkæologiske oplevelser sammen.
Mest selvbiografisk er “De kom til Bagdad”, som hun skrev i 1951 i Nimrud. Her oplever den kvindelige hovedperson Olivia en historisk udgravning, sådan som Agatha selv havde oplevet dem. Og arkæologen Dr. Pauncefoot Jones kunne måske godt være Max.
Han blev leder af British Museums Vest-Asiatiske afdeling fra 1949. Og parret tilbragte herefter næsten ti år med jævnlige udgravninger i Nimrud i Irak frem til 1958, hvor han pga. hendes dårlige helbred opgav sin stilling. Hun var da 68 år. Han underviste en del og stod for British School of Archaeology i Bagdad, mens hun trods dårligt helbred skrev en bog om året til sin død i 1976, kun to år før sin meget yngre mand.