Direktøren læser i Bibelen hver dag

Administrerede direktør for Dansk Industri, Hans Skov Kristensen, betragter det som en dårlig søndag, hvis han ikke når i kirke. Alligevel er han ikke bleg for at give folkekirken en “opsang”Med sine 197 centimeter og sin position som administrerende direktør for Dansk Industri er der ingen, der overser Hans Skov Christensen.Han er en af Danmarks mest magtfulde mænd. Strateg og talsmand for 4.300 industrivirksomheder, der tilsammen eksporterer for mere end 200 milliarder kr. årligt. Han har en arbejdsdag på 10-14 timer, sidder i sin chefstol fra kl. 7,50 og badmintonaftalerne ligger ofte omkring 22-tiden. Hans søvnbehov er på 5-6 timer i døgnet. Han er kendt som chefen, der også personligt tager affære og giver hjælp og en ny chance til den medarbejder, der har personlige problemer, handicaps eller er alkoholiseret.
Hvad der måske er endnu mere bemærkelsesværdigt er, at Hans Skov Christensen dagligt læser i Bibelen – han følger systematisk Bibelselskabets vejledende læseplan og at han betragter det som en dårlig søndag, hvis han ikke når i kirke. For ham er Bibelen og evangeliet en nødvendighed.

– Langfredag, påskedag og næstekærlighed er nøglebegreberne i al kristenhed, siger han.
– Vores normer tager i betydeligt omfang udgangspunkt i den kristne næstekærlighed.
Man skal have opholdt sig i et samfund, der ikke er kristent, for at for alvor at forstå, hvor meget den kristne tro har præget os. Og det, der har baseret vores måde at behandle hinanden på, i tillid til hinanden, er, at din nabo ikke er din fjende; din nabo er din næste, siger Hans Skov Christensen.
Hans Skov Christensen voksede op i Nørresundby og er søn af en stationsforstander. Selv tog han en uddannelse som cand.polit., og i 1985 blev han direktør i Dansk Arbejdsgiverforening. Seks år senere flyttede han til en tilsvarende post i Dansk Industri, der sideløbende overtog styringen i DA.
Barndomshjemmet var ikke i sig selv religiøst. Hans Skov Christensen mødte Bibelen i skolen – „i det gode fag bibelhistorie” – i søndagsskolen og i spejderbevægelsen.
Han stammede voldsomt som barn, men tiden som patruljefører i Skipper Clements spejdertrop i Aalborg gav ham mulighed for at vise andre talenter, og det gav ham selvtillid.

– I min generation var de bibelske fortællinger kendte. Den slags var en del af tilværelsen. Det samme gjaldt fadervor og salmesang.
I dag får danskerne imidlertid ikke længere en grundlæggende indføring i kristendommen. Og dermed er den reelt ukendt og uforståelig. En hel generation blev tabt på gulvet for kristendommen. Især fra begyndelsen af 70’erne. Hvis man spørger folk, om de er kristne, tør de ofte ikke rigtig svare. Vi må nøgternt – analytisk, om end beklageligt modstræbende erkende – at kristendommen ikke længere er det naturlige, selvfølgelige udgangspunkt for danskeren. Simpelthen fordi han eller hun ikke kender den.
Nu står kirken alene – og har reelt ikke længere solide forbundsfæller i hjem og skole. Kirken gør det heller ikke altid let for sig selv. Jeg bemærkede fx, at biskoppen i Århus støttede et forslag om at omdøbe faget kristendomskundskab til religion.

– På mig kan det godt virke lidt underligt, hvis en biskop i den danske folkekirke utilsigtet efterlader det indtryk, at den ene religion såmænd kan være lige så rigtig som den anden. Skolen spiller en stor rolle for kirken, men i dag har forældrene kun stiftet sporadisk bekendtskab med kristendommen – og oftest slet ikke med kristendommen som tro. Den eneste fællesramme, vi efterhånden har, er dronningens nytårstale. En stor del af befolkningen er ikke i stand til at forstå gudstjenesten, fordi de taber forståelsen af indholdet undervejs. Forkyndelsen forudsætter ofte kendskab til Kristi livshistorie og kirkens forståelse af dåben, nadveren osv. Begreber som Guds kærlighed, min næste, synd og nåde er ukendte. Den nuværende situation stiller helt anderledes krav til den kristne menighed, end vi er vokset op med, og vi er i stand til at løse i øjeblikket. Det er måske også en af årsagerne til, at nyreligiøse bevægelser får så let spil. Noget tyder altså på, at den kristne identitet er blevet svagere. Den er der stadigvæk et eller andet sted. Men folk ved ikke rigtig hvorfor. Så hvis man skal bedømme folkekirken på evnen til at udbrede viden om kristendommen, så tror jeg ikke helt, man kan sige, at opgaven er løst.

– Noget andet må træde i stedet. Jeg er stor tilhænger af dåbsoplæring og af de separate dåbsgudstjenester. Jeg mener, at hovedopgaven nu er at styrke den kristne identitet i vort land. Derfor må vi se på den måde, vi anvender vore kræfter på, måden vi laver kirke på – måden hvorpå vi anvender mennesker og ressourcer. Det er der intet til hinder for. Folkekirken er måske netop i for høj grad blevet et af velfærds- statens mange tilbud. En mere professionel håndtering af alt det organisatoriske kunne jo måske give plads for mere fokus på, hvordan man styrker den kristne identitet. En klog mand sagde engang: “Mit rige er ikke af denne verden”. Men det forekommer mig, at folkekirken alt så rigeligt er “af denne verden”.
– En gang imellem undrer jeg mig over det, jeg hører i kirken. Brugen af begrebet “menneskerettigheder” i kirken er en diskussion helt for sig. Jeg har den holdning, at den slags rettigheder er en politisk konstruktion. Jeg tvivler på, at man kan give menneskerettigheder en guddommelig status. Kristendom handler vel egentlig ikke om menneskets ret til at gå sine egne veje! Ud fra en menneskerettigheds-betragtning ville nogle måske kunne argumentere for, at den barmhjertige samaritaner havde retten til at gå forbi den sårede mand. Men ud fra en kristen betragtning er der vel ikke så meget at rafle om: Man er forpligtet på sin næste. Sådan er det. Menneskerettighederne kan måske være rettigheder over for politiske myndigheder. Men man har ingen ret over for Gud. I sidste ende er det kun Gud, der kan tale til os om synd og frelse. Og det er i sidste ende kun ham, der kan være absolut.

– Min pointe er, at “ordentligheden”, etikken, bliver til flyvesand, nytte-filosofi og bekvemmelighed, hvis den ikke holdes oppe af Gud.
Noget af det gode ved folkekirken er faktisk, når den er lidt farlig – lidt på tværs. Når der er blod, sved og tårer, gru og død – ikke bare glansbilleder, abstrakt kærlighed, menneskerettigheder og velfærdstilbud. Velfærdstilbud kan komme og gå. Derfor vil det være utrolig farligt, om folkekirken i stigende grad alene fokuserer på det.
I stedet bør vi styrke den almene viden om folkekirkens grundlag – styrke den kristne identitet – og simpelthen acceptere de politisk ukorrekte og upolerede sider af det kristne budskab.
Måske har vi brug for lidt mere lidenskab, slutter Hans Skov Christensen.

Fra “Nyt fra Det danske Bibelselskab” april 2002. Bragt med tilladelse.