Danskere gik på Noas Ark
– Vi følte urhistoriens vingesus, fortæller deltagerne på Udfordringens ekspedition til Øst-Tyrkiet. De er vendt hjem bestyrket i troen på, at det virkelig er Noas Ark, der er fundet, og de vil nu gå i gang med at sikre de uerstattelige arkæologiske fund, som trues af gravrøvere- Dér er Arken! sagde ekspeditionsleder Elin Berglund og pegede op mod toppen af de gråbrune, sedimentære bjerge
– Hvor? spurgte vi forventningsfulde og utålmodige.
– Dér ved siden af det grønne område
Nogle skimtede efterhånden et symmetrisk omrids. Vi var nu kun få kilometer fra det sagnomspundne skib!
Vi kørte videre op ad de snoede bjergveje, som de tyrkiske myndigheder anlagde, da de anerkendte fundet.
Da vi nåede rundt om det sidste hårnålesving, lå “arken” pludselig dér til venstre for os, i en dalsænkning.
Vi følte urhistoriens vingesus. Det var et stort øjeblik.
Vi var nok klar over, at vi ikke ville finde en velbevaret ark af træ, – næsten uberørt af 4.500 års barsk klima – sådan som nogle arkjægere åbenbart stadig forestiller sig.
Vi vidste, at der måtte være tale om en slags forstening eller et aftryk i jorden.
Mens vi stod dér på bakketoppen med udsigt til arken, holdt Salih Bayraktutan – den tyrkiske videnskabsmand, som bistod os endnu et geologisk foredrag om, hvorfor formationen ikke kunne være opstået naturligt.
TV2s journalist Joakim Frøsig og fotograf Magnus Platz havde i mellemtiden slået en klo i Hassan, en gammel kurder, som nu ser det som sin livsopgave at passe på arken og byde på tyrkisk te.
Endelig begyndte vi at gå over mod formationen. Niels og Hans Lind fra Nordsjælland nåede først frem.
Vi kravlede op på “Arken” i dens bagende, hvor der var faldet et stykke af. Nogle steder var siderne 6 meter høje og stejle. I midten af “skibet” havde en stor kalksten boret sig op igennem skroget”.
Indenfor kanterne var jorden sunket noget, især i siderne, mens den i midten buede opad. Når man skulle hen i “forstavnen” måtte man gå stejlt opad.
Resten af dagen undersøgte vi arken ovenfra og udefra. Desværre er der endnu ikke givet tilladelse til udgravning ned i den, men scanninger har allerede afsløret, at der findes en ikke-naturlig struktur, som kunne være skibets skrog i tre etager.
Vi var så heldige at møde Bill og Barbara Fry, et amerikansk par, som har forsket i fundet i mange år. Hun er geolog. Nogle af os sad på den østlige side på bagbordssiden og snakkede med hende netop på det sted, hvor der havde siddet en jernnagle fast i noget, der nu lignede en stor sten, som stak op af “rælingen”. I flere generationer før Noa kendte man til brug af metal. (1. Mos.4, 22.)
Heldigvis havde man nået at tage et billede af jernnavlen, før den blev stjålet. Nu var der kun et rustent aftryk tilbage. Gravrøvere er et stort problem. Om tyve år er der måske ikke mere at se her.
