Den ubehagelige vækkelse”
Skal vi blot vente på vækkelsen”
eller vågne op til vort ansvar?
Fremtidsvisioner: I mange kirker forkyndes om en vækkelse, der venter lige om hjørnet. Gud vil på en eller anden måde suverænt hente mennesker ind fra gaden, få dem omvendt og genoprettet på en studs.
Det skal nok også give stof til en del prædikener i det nye år.
Men den holder ikke. Dels fordi det ikke er, hvad den såkaldte vækkelse indebærer. Dels fordi Gud aldrig fratager os ansvaret.
Vækkelse er at blive vækket. Og med mindre man er udpræget morgenmenneske, er det ubehageligt!
Det er imidlertid nødvendigt. Ellers sover vi hele dagen væk…
Men det er ikke i den betydning, mange kristne venter på vækkelse. De håber, vækkelsen vil vække Gud (som ifølge Salme 121 hverken blunder eller sover), så han suverænt griber ind. Helst mens vi ligger og sover vores skønhedssøvn!
Men Gud fratager os ikke vort ansvar. Der er en hel bogfuld af bud og befalinger, vi skal adlyde. Vi kunne f.eks. begynde med Kærlighedsbudet (at elske Gud og hinanden) og Missionsbefalingen (at dele de gode nyheder med andre). Hvis vi virkelig praktiserede dem, har jeg en mistanke om, at det, vi kalder vækkelse, ville indfinde sig lige på stedet!
Det er ligesom bonden og vejret. Gud tager sig af regn, sol og vind. Men bonden må altså pløje og tilså marken.
Hvordan går det med dit personlige gudsforhold, kunne vi spørge. Eller relationerne med dine medmenensker? Hvornår har du sidst rakt ud over din egen ligusterhæk og inviteret naboen på en kop kaffe? Og delt din tro, måske.
Lyder det ubehageligt? Så er det måske den vækkelse, du så længe har bedt om!
