Fik travl tilværelse efter udgivelse af “Nærmere Gud til dig

Efter udgivelsen af en cd sammen med Gunver Svendsen har William Marcher, Willumsvej i Rønne fået en fuldt besat kalender, hvor hverdagen er rig på meningsfyldt virke og kontakt med mange mennesker. De kender ikke til isolation i deres pensionisttilværelse, og både Helga og William Marcher havde musikken som ballast fra barndommen

Helga og William Marcher var fra barndommen med i Pinsekirken på Bornholm.

Dengang kendte de ikke så meget til hinanden.

William var skræddersøn fra Klemensker, og det var ikke nogen velhavende familie, så der var ikke meget at flotte sig med.

Alligevel ønskede William sig brændende en violin, og hans far og mor opfordrede ham derfor til at bede til Gud om at få sådan et musikinstrument.

– Det gjorde jeg dagligt i fast tro på, at jeg en dag ville få mit ønske opfyldt ved Guds hjælp, og en dag, da jeg i middagsstunden var krøbet op i husets eneste bløde stol og bad til Gud som sædvanligt, så jeg postbudet komme, og noget stak ud af hans taske.

– Jeg var overhovedet ikke i tvivl, men sagde omgående, at den pakke var til mig, det viste sig da også, at det var den, og i et vedlagt brev stod der “Til William fra himlen”. Jeg var dybt taknemmelig, og der gik lang tid, før jeg fik sagens rette sammenhæng fortalt. Det var min far, der havde fået fremstillet en ganske primitiv violin og leveret den ind til naboen, som havde lovet at sende den videre på postens runde til næste hus, som var vores.

– Men det ændrede ikke på min overbevisning om, at det dybest set var Gud, der havde givet mig mit første instrument. Inden længe fik jeg lært mig selv at spille. Det gik helt fint, bortset fra at jeg i starten havde lidt besvær med vibrationerne, men pludselig en dag kom det af sig selv, fortæller William Marcher.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Helga Marcher supplerer sin mand: – Jeg kan godt huske dig, fra når der var strengekorskoncerter i Elim, at du var den alleryngste og stod foran og spillede så fint.

– Senere blev de glade for hinanden og har holdt sammen, lige siden de var 16 år.

– De har i 40 år været borte fra Bornholm, men vendte så tilbage i 1994, og gennem deres tilhørsforhold i Baptistkirken kom William i gang med at spille og synge. Gunver Svendsen, der spiller harmonika og ligeledes synger, allierede sig med William om indspilningen af cd’en og 250 kassettebånd. Hendes søn var i stand til at hjælpe dem med det tekniske.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Helga var i de 40 år på Sjælland bl.a. kontorassistent i Dansk Missionsråd, et arbejde hun havde i 14 år. Mens de var medlemmer i Tabormenigheden, sang William med i en gruppe, som hed “Sangerbrødrene”. I dag er det de unges musikstil, der præger billedet, siger William Marcher, og jeg følte, at vi skulle have noget udgivet, som var for lidt ældre mennesker, også de ældre har deres behov for musik i en lidt anden stilart.

– Jo ældre man bliver, desto mere var det vores liv med sangen og musikken, der fik betydning, og stilen var uændret. Budskabet var klart og udadvendt. Og det bragte William Marcher vidt omkring, at han fik udgivet denne cd, som han sammen med en kristen medsøster, Gunver Svendsen investerede 25.000 i fra starten. “Nærmere Gud til dig” har ført dem ud i de bornholmske menigheder, hvor de bl.a. optræder i Luthersk Mission og Missionsforbundet, Indre Mission og Folkekirken, og de er meget efterspurgte på plejehjemmene, bl.a. “Lunden” i Rønne, Gigtplejehjemmet samme sted og Plejehjemmet “Toftegården” i Hasle.

– Det er væsentligt, at man kan forstå, hvad der bliver sunget. Folk i vores aldersgruppe vil gerne have noget dansk. Sangene og musikken på kasettebånd er alle danske. Sammen med Gunver Svendsen, som spiller harmonika, har William Marcher spillet violin og sunget sig ind i tilhørernes hjerter.

– Ydermere kom en af dem, der er med i et pensionistkor i Rønne, og spurgte, om jeg ikke kunne komme og hjælpe dem. Der er 25 medlemmer i koret, og man øver en gang om ugen i Sagahuset samt Ældresagen. Det fører også til masser af musik, man ikke har spillet før. Der er bl.a. også et klaver og en saxofon med. Sangerbrødrene”, – det var nok denne musikalske aktivitet, William Marcher savnede mest, efter at de var flyttet til Bornholm.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Men i dag har han udgivet en cd og nogle kassetter, “Nærmere Gud til dig”, og det har givet ægteparret Marcher helt nyt liv og mening i tilværelsen.

William Marcher har spillet og sunget til tre bryllupper i sommer og 1 begravelse.

Udsolgt
– Udover 500 cd’er var der 200 kassetter. Alle er væk. De sidste 100 gik til Nyt Livs forlag i Christiansfeld, som bruger overskud til trykning af bibler i Ukraine. Nu har William Marcher to gode violiner. Den ene er særligt meget værd. Det var en gammel violin, som han havde solgt til sin søster engang, da han skulle skaffe penge til noget vigtigt. Efter søsterens død fik han den tilbage. Den havde da ligget på et loft i lang tid. Da en kendt violinist i Rønne med interesse for at renovere gamle instrumenter, Ernst Galthen, fik den betroet, konstaterede han, at den var mindst 15.000 kr. værd. Den var oprindeligt, viste stemplet, bygget i 1873 af en Matthias Hornsteiner i Mittelwald. Det er den violin, han benytter, når han indspiller cd’er og giver koncerter. Sangen har gjort tilværelsen fyldt med liv. Han får mange tilbagemeldinger om, at det budskab, sangene bringer, har fået betydning for andre, som har følt, at de kom til kort i dagligdagen.

Nu, hvor han er vendt tilbage til Bornholm, betyder violin-spillet en meningsfyldt hverdag.

– Det at få lov til at bringe budskabet om Jesus videre og se, at det finder grobund, er meningsfyldt i sig selv, den vigtigste opgave, man kan påtage sig, siger William Marcher med et smil.