En kristen ghost-writer

Elisabeth Sherril har skrevet over 20 bestsellers. Nu, i 70-års alderen, er hun booket op i endnu 20 år. Hun siger, at alt for få af de talentfulde forfattere er villige til at bruge tid på andre menneskers historier. For nylig besøgte hun Danmark i sin søgen efter nogle efterfølgere.Man ser hende ikke længere køre på sin sorte cykel – men hun er stadig på farten: Elizabeth Sherril – en legende blandt kristne forfattere. „Ghostwriteren” bag David Wilkerson’s “Korset og springkniven”, Corrie ten Boom’s “Skjulestedet”, Broder Andreas’ “Guds smugler” og andre klassikere.
Elisabeth, og hendes mand John, der også er forfatter, er nu i 70 års alderen. Men hvad betyder alder, når der stadig er en verden at udforske og masser af vidnesbyrd at fortælle. Udfordringen mødte for nyligt Elizabeth og John, da hun holdt et seminar for europæiske kristne forfattere i Kolding i Danmark.
– Jeg leder efter talentfulde forfattere, der er villige til at fortælle andre menneskers livshistorie, fortalte Elizabeth. – Ikke ret mange er villige til at bruge tid på andre folks historier. Det er en af grundene til, at John og jeg bliver ved med at skrive.
Elizabeth er booket op med skriveopgaver til slutningen af firsårsalderen! Hendes “egen bog” – en historisk roman om franskmændene – forbliver højst sandsynlig et manuskript i skuffen. Elizabeth tvivler på, at den nogensinde vil blive færdig.
Lige siden John og Tippy – som Elizabeth kaldes – fortalte historien om David Wilkerson tilbage i 1960’erne, har der været nye bøger at skrive. Alt i alt har Elizabeth forfattet 22 bøger – bøger der har haft stor indvirkning på millioner af kristne.
– Mange inspirerede forkyndere og prosaforfattere benytter sig ikke af den fortællende skrivemetode for at fænge læseren, forklarer Elizabeth. For det meste interessere de sig slet ikke for at snakke om deres små hverdagsoplevelser. Jeg husker Broder Andreas. Han plejede at lukke sine øjne og bede under sine lange togture. Han så aldrig noget! John og jeg måtte vride hver lille detalje ud af ham. Det blev vi nødt til. For det er de små detaljer, der gør en person levende!

Elizabeth og John har rejst meget for at opleve de steder, hvor deres hovedpersoner levede og arbejdede – at se det med deres egne øjne, at “få fornemmelsen”. At rejse er gået dem i blodet.
Parret, der bor i staten New York, er på farten totredjedele af året. Og ikke så sjældent tager de til et nyt sted hver anden dag og skriver med den bærbare på skøddet.
– Mit eget skriveværelse er en luksus jeg sjældent får glæde af, siger Elizabeth, som dog elsker at rejse. Hun kan ikke skjule skuffelsen over, at skulle indskrænke sit første besøg i Skandinavien til kun Danmark og Sverige – de norske fjorde er blot et stenkast derfra! Denne 73-årige pige er stadig forfalden til romantik.

Det er nemt at forestille sig den 19-årige Tippy forlade New York med et dampskib på sit første eventyr. Året er 1947 og hun er på vej til Geneve, Schweiz, hvor hun skal tilbringe det 3. år af college. Hvem andre end den flotte 24-årige John befinder sig på det selvsamme dampskib. Han er netop kommet hjem fra fem års krigstjeneste i Italien og Nordafrika. Det må være skæbnen!
De enes om at samarbejde om at skrive artikler. Og bryllupsklokkerne ringede kun tre en halv måned efter deres første møde.

I slutningen af 40’erne cyklede Elizabeth og John rundt i Europa, især Italien, for at samle interessante personhistorier til den amerikanske presse. Deres første barn slog dem ud af kurs. Det skete i 1949. De vordende forældre var udstationeret i en mikroskopisk ungkarlelejlighed tæt på de parisiske kanaler, men uden rindende vand.
– Jeg kan huske, at jeg tænkte: Jamen, hvor meget plads behøver en baby? Kan den være på cyklen? Det kunne den rent faktisk ikke!
Familien Sherril flyttede til New York, hvor John arbejdede som “skygge-agent” for Elizabeths far, der havde et privat detektivfirma. Journalistisk arbejde var svært at finde. Men Elizabeth blev ved med at skrive derhjemme, som hun altid havde gjort, fra hun var fem år.

Som barn af en privatdetektiv, hørte Elizabeth historie efter historie ved aftensmaden, og det gav hende inspiration. Hun var ikke den eneste. Earl Gardner, den berømte forfatter til Perry Mason-serien, besøgte ofte faren i sin søgen efter saftige historier. Nu fik John også sin del af den “kriminelle” inspiration.
Da det berømte kristne blad “Guideposts” annoncerede efter en redaktør, øjnede John sin chance. Godt nok var han en almindelig amerikansk ‘hedning’ – men som teenager havde han hjulpet sin far med at sortere kirkeopslag i garagen. Kan man ikke kalde det “erfaring i religiøse udgivelser”? Sherril Senior var dekan på det Presbyterianske College, og han skrev en anbefaling.

John fik rigtignok foden indenfor, og få år senere ansatte han Elizabeth!
– Jeg interviewede en masse kristne, før jeg overhovedet selv blev det, griner Elizabeth. – Det lærte mig at stille spørgsmål. Selv nu tager jeg ikke for givet, at mine læsere forstår det, når folk taler om åndelige oplevelser. Det gjorde jeg heller ikke.

Senere valgte John og Elizabeth at arbejde free lance hjemmefra, mens de tog sig af deres tre børn.
I 1959, det år Alaska blev en del af USA, tog Sherrils på en tre måneders 10.000 miles tur fra Kentucky til Alaska. På vejen samlede de historier med deres børn på bagsædet. Når børnene faldt i søvn, kunne ægteparret diskutere.
– En dag var vi løbet tør for interessante emner, husker Elizabeth, – så vi endte med at snakke om kirken. Hvilken kirke skulle vi komme i? Vi var stadig ikke troende, men børnene blev ældre og vi ville gerne, at de skulle have muligheden for at vælge.

– Vi havde allerede prøvet adskillige kirker, og det havde været grufuldt, fortsætter Elizabeth. – Disse kirker havde “fællesskabet” os til døde! Senest havde de til min skræk bedt mig om at sy et forklæde! John havde hørt om en upersonlig episkopal kirke kaldet St. Mark’s, og den besluttede vi os for.
– Første gang vi sad på bagerste række i den gamle smukke kirke var det nær endt i skuffelse, siger Elizabeth.
– Det viste sig at være den første gudstjeneste med en ny præst, og han „var sikker på at uvenligheden var et usandt rygte”, og bad os alle om at give hinanden hånden.
Nu igen! Men til vores store glæde var der ingen reaktion på bænkene – ingen overhovedet! På den tid gik damerne med hatte, og ikke et fjer skælvede. Så dette blev vores kirke!
Elizabeth deltog i adskillige konfirmationsklasser uden at bestå.

Endelig indså Elizabeth, at man ikke kan forstå uden at tro. Så bestod hun.
John var kommet til tro på Gud tidligere på vej til hospitalet. Han havde fået erklæret kræft, og der var ingen tid at spilde. Alligevel besøgte han en ven, forfatteren Catherine Marshal, og hun opfordrede John til “bare at tro” at Jesus var Gud. Efter at have besøgt hende “tog han springet,” som han selv udtrykker det. Så kørte han igen hen til St. Mark’s Kirke.
Pastoren, som nu var en ven, dristede sig til at sige nogle trøstende ord, men John afbrød ham. Han ville have forbøn! Pastoren greb sin episkopale bønnebog og ledte John og Elizabeth ind i den højtidelige kirke.
– Der må være en bøn til lejligheden, sagde han. Og det var der! Ved bønnens slutning blev præsten instrueret til at “håndspålægge”. Det gjorde han, og da gik der en elektrisk strøm gennem Johns krop. Han skælvede og Elizabeth græd – og det gjorde pastoren også! John var fuldstændig helbredt.
Senere den aften så han Jesus som et lys komme igennem hospitalsstuens hvidkalkede mure.
Og dette sendte John og Tippy på en ny og helt anderledes rejse. En rejse, de stadig er på: “Ikke i bil, ikke på cykel, men ved min Ånd, siger Herren.”