Er der brug for apostle i dag?

David Cartledge underviste om aposteltjenestens betydning for kirkens vækst og udvikling på Dansk Oases præste- og lederkonvent sidste weekend. Han tilskriver kirkens enorme vækst i Australien de sidste 25 år en genopdagelse af aposteltjenesten

Fra 9.000 til 250.000 medlemmer på 25 år! Det er kirkevækst, der er til at tage og føle på. Og snarere end smarte ledelsesmetoder, skyldes væksten i Assemblies of God i Australien en genopdagelse af Ny Testamentes aposteltjeneste. Ifølge David Cartledge vil apostlens dynamik sætte skub i en proces, hvor de andre af kirkens tjenester finder deres plads og hele kirken sættes i bevægelse. Og som en af lederne for Assemblies of God, der har oplevet denne “apostoliske revolution”, har han måske noget at sige os i Danmark. Vi bringer her et uddrag af hans undervisning.

En ægte apostels kendetegn:
– Tegn og undere, helbredelser, mirakler
– Etablering af nye kirker
– Ydmyghed
– Anerkendelse af andre apostle
– Ofre
– Lidelser
– Besøg af engle
– Personlig åbenbaring af Kristus
– Autoritet
– Finder, placerer og indsætter andre i tjenester
– Har supervision og bedømmelse
– Korrigerer kirken

Fra „The Apostolic Revolution” af David Cartledge
Apostlene indtager en nøgleposition i den lokale kirke. Deres visionære kapacitet og evnen til at vurdere den retning og dagsorden, Herren har for sin kirke, er en nøgle til kirkens sundhed og vækst. Det er en unik og gudgiven evne, som danner grundlag for apostlens autoritet.

Det kommer især til udtryk, når en apostel overtager ledelsen af en lokal kirke.

Mennesker, som før var usamarbejdsvillige eller uinspirerede, bliver hurtigt mobiliseret for apostoliske tiltag. Dette er sket i mange gamle Assemblies of God kirker i Australien.

Ofte forveksles denne tjeneste med naturlige lederevner. Managementteknikker og ledelsesprincipper kan uden tvivl bruges effektivt til at motivere en given gruppe. Men apostlen er hovedsagelig optaget af at fange Guds formål med kirken. Han er ikke afhængig af menneskelige teknikker og systemer.

Apostlen er eminent til at rejse troen blandt medlemmerne i en given forsamling. Dette forveksles ofte med evnen til at indsamle penge. Men det sker i stedet en åndelig udvikling og frigørelse af menneskers tro. Og det sker, når medlemmerne ser det formål, som Gud har med sin kirkens fremtid. En forkyndelse, der overfører noget fra Gud, trosproklamationer og handlinger, der udspringer fra apostolisk ledelse, gør dette muligt. Hele forsamlingens trosniveau stiger til nye højder, og kirken vil kunne udføre ting, der hidtil havde været umuligt for den.

Det ser ud til, at apostelkaldet er mere specielt og endda mere dramatisk end andre tjenester i Bibelen. Evangelisten Filip havde øjensynlig ikke et særligt kald fra Herren. Han bliver først udtaget af apostlene til diakon for siden bare at begynde at fungere som evangelist. Dette gjaldt også for Stefanus. Ingen pastorer eller lærere i Ny Testamente ser ud til at have modtaget et specielt kald, men blev placeret i deres embede af apostle.

De oprindelige apostle var klart bemyndigede af Herren selv. Ingen af dem blev indsat i tjeneste af andre end Jesus selv.

Paulus’ kald kom gennem en personlig åbenbaring af Jesus på vejen til Damaskus. Han fremholder bestemt, at han var apostel, ikke udvalgt af mennesker, men af Jesus Kristus. Det var en direkte befaling, og det viser, hvilken betydning denne ledertjeneste har for Kirkens Hoved.

Paulus påberåber sig at opfylde de samme kriterier for aposteltjenesten som de oprindelige tolv apostle:

“Har jeg ikke set Herren?”1)

“…og sidst blev han også åbenbaret for mig” 2)

Dette tjener også som bevis for, at den apostoliske tjeneste fortsætter efter de 12 oprindelige apostle.

Når Paulus fremhæver, at hans aposteltjeneste ikke var fra mennesker, er det uden tvivl en henvisning til Matthias. Han var nemlig den eneste, der blev “stemt ind” som apostel (efter Judas), og det er et spørgsmål, om denne proces overhovedet er gyldig.

Det er gennem en formidling af Guds nåde, Kristi disciple bliver kanaler for de åndelige gaver.

Det ser også ud til, at graden af nåde varierer hos dem, der arbejder for Herren. Tænk over Paulus’ ord til Efeserne:

“Hver enkelt af os har fået nåden givet som gave tilmålt af Kristus.” 3)

Denne sætning forklarer, at forskelligt mål af nåde, udrustede medlemmer af den enkle kirke til at tjene som apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere.

En overflod af guddommelig nåde kendetegnede apostlenes mirakuløse tjeneste. Det er tydeligt, at deres “mægtige kraft” og “store nåde” hang uløseligt sammen.

Især Paulus tilskrev sin tjeneste og sin apostoliske autoritet en overvældende nåde. I sit brev til romerne, understregede han sine formaninger med et “I kraft af den nåde, jeg har fået, siger jeg til hver eneste af jer…” 4)

Ordet som er oversat med “apostel” kommer fra det græske ord “apostello”, som betyder “at placere på afstand”. Ordet er ofte oversat med “udsendt” og betyder derfor “budbringer” eller “missionær”. Ordet “missionær” er den latinsk oversættelse af “apostello”.

Dette kan være forvirrende, for ikke alle moderne missionærer kvalificerer sig som apostle. Måske har missionærer i nyere tid ofte haft en anden tjeneste eller understøttet dem som var apostle i kirken.

“Apostel” er mere korrekt “en, der er udsendt som talsmand, delegeret eller repræsentant”. Han er stedfortræder, ambassadør for den, der har udsendt ham, og har derfor delegeret autoritet og ansvar. Apostlen er sendt til verden, ligesom Faderen sendte sin Søn til verden:

“Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” 5)

Ordet apostel optræder 9 gange i evangelierne, 30 gange i Apostlenes Gerninger, 39 gange i brevene og 3 gange i Johannes Åbenbaring.

Delegeret autoritet
Reinhold Ulonska viser, at udtrykket “apostel” var et begreb der også blev forstået i Det gamle Testamentes periode. Han citerer fra Septuagint (den græske oversættelse af Det gamle Testamente), der oversætter det hebraiske ord “schalach” med “apostello”/”apostolos” omkring 700 gange. Betydningen er, at den, som får en opgave, er ligestillet med den person, der har givet opgaven. Dette er præcis betydningen af den tjeneste Jesus gav apostlene i Det ny Testamente: “Den som tager imod jer, tager også imod mig.”

Den, som har en apostolisk tjeneste, er mere end en prædikant. Mere end evangelisten, der forkynder de gode nyheder. Disse funktioner optræder i apostlens tjeneste, men hans kald har langt større rækkevidde og myndighed. Paulus skriver om sig selv:

“For det evangelium er jeg indsat som forkynder og apostel og lærer.” 6)

Jesu tjeneste som apostel er et eksempel for kirkens lederskab. Der var et guddommeligt segl over hans tjeneste. Han besad både evne og autoritet til at udføre Faderens vilje, som havde sendt ham:

– Han befalede med autoritet: “Sig blot et ord, så bliver min tjener rask.” 7)

– Han lærte med autoritet: “…han underviste dem, som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.” 8)

– Han irettesatte med autoritet: “Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen…” 9)

Udsendelsen af apostlene har en slående lighed med Jesu egen udsendelse: “Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.” 5) Ordene “ligesom” eller “på samme måde” kunne med god grund tilføjes her. Det betyder, at apostlen ikke blot var “udsendt”, men “udsendt med den samme autoritet og kraft”. Apostlen er Kristi forlængede arm. Paulus påberåber sig den samme autoritet som Kristus:

“… han (Timoteus) skal minde jer om mine veje i Kristus Jesus, således som jeg lærer overalt, i enhver menighed.” 10)

Denne tjeneste kunne defineres som følger: “Apostlen er en, som er udvalgt og indsat af Kirkens Hoved. En, som er særligt udrustet med den autoritet og evne til at etablere nye kirker, skabe orden, formidle lederskab og retning for det kristne fællesskab.”

Uden denne tjeneste vil kirken leve i sin fortid snarere end for sin fremtid. Kirkens vil blive ledet udfra hvad man tidligere har gjort, fremfor profetisk fremsyn. Kirken vil skrive historie, i stedet for at få historien til at ske.

Måske er det største af apostlens kendetegn den ydmyghed, hvormed han omtaler sin tjeneste. Paulus havde al mulig grund til at glæde sig over sine mange tiltag for Herren. Hans generalieblad vidnede om legendarisk succes. Alligevel nægter han at fremhæve dette til personlig ære. Han skrev til Korintherne:

“Vi er ikke stolte ud over alle grænser… For det er ikke den, der anbefaler sig selv, der står sin prøve, men den, som Herren anbefaler.” 11)

Et menneskes gave eller tjeneste skaber rum for ham. Ingen bør fremhæve sin aposteltjeneste, uden at der er klare beviser på denne gave og at den er anerkendt af andre apostle og kirken generelt.

En person er apostel, ikke på grund af en titel, en profeti vedkommende har fået, men på grund af den autoritet og de frugter, der følger i kølvandet af ham eller hende. Vedkommendes indflydelsen på kirker, mennesker og hele samfund er det bedste bevis.

Uddrag af David Cartledges bog, “The Apostolic Revolution”, oversat og sammensat af Svend Løbner.

Skrifthenvisninger:
1) 1. Kor. 9:1, 2) 1. Kor. 15:8, 3) Ef. 4:7, 4) Rom. 12:3, 5) Joh. 20:21, 6) 2. Tim. 1:11, 7) Luk. 7:7-8, 8) Matt. 7:29, 9) Joh. 2:13-17, 10) 1. Kor. 4:14-21, 11) 2. Kor. 10:12-18