Sådan taler du tro med din muslimske nabo

Det er god skik at møde fremmede med åbent sind og tage udgangspunkt det, vi har til fælles. Det kan apostlen Paulus lære os ud fra et møde med græske filosoffer på Areopagos-klippen i Athen.

(Læsetid: 8 minutter)
Vi bør som kristne kende til Koranens indhold, for der finder vi mange gode udgangspunkter for at tale tro med vores muslimske nabo, forklarer Svend Løbner i ugens kronik.

Jeg har besøgt Athen, hvor et af højdepunkterne var at sidde på Areopagos-klippen tæt ved Akropolis-bjerget med det imponerende Parthenon-tempel bygget til ære for Athens skytsgud Athene. Ved siden af står Erechteion-templet, hvor Athene kæmpede med havets gud Poseidon og vandt. Vi finder også resterne af Niketemplet, opført til ære for Athene som sejrsgudinde. Og nede på Akropolismuseet finder vi et utal af imponerende statuer af græske guder.

Inden jeg besteg Akropolisklippen og senere den tilstødende Areopagos-klippe, havde jeg læst Apostlenes Gerninger kapitel 17 i Det Nye Testamente, hvor apostlen Paulus som rettroende jøde og kristen pionér besøger Athen, stiger op på Akropolis og går omkring blandt de nævnte templer og gudestatuer.

Han bliver oprørt ved synet af det, han betragter som afgudsdyrkelse.

Oprørt over det anderledes

Jeg sidder på Areopagos-klippen og tænker på paralleller til i dag. Vi møder andre kulturer og bliver måske som Paulus oprørt. Vi er som han vokset op i et monoteistisk samfund med en dominerende statsreligion. Og nu møder vi noget fremmed, noget, der ser ud til at ligge langt udenfor vores begrebsunivers.

Paulus blev oprørt! Og sådan bliver mange i dag – især visse politikere – oprørte over især muslimers ankomst og tilstedeværelse i landet med deres fremmede og anderledes gudsdyrkelse. Men for det første er den ikke så anderledes end den kristne, som man skulle tro. For det andet er det god skik at møde det fremmede med åbent sind, undersøge, hvad det i det hele taget drejer sig om, inden man danner sin mening, og derefter – ligesom i ethvert møde mellem mennesker – tale med hinanden med udgangspunkt i det, vi har til fælles.

Med andre ord: hav en god portion pli, en vis forståelse for religion og dyb respekt for andres tro.

Rolig samtale om det fælles

Det havde Paulus. Han faldt til ro, lod sine oprørte følelser ligge, gik op på Areopagos-klippen, der traditionelt var hjemsted for byens domstol. Her diskuterede de græske filosoffer dagen lang, og her kastede Paulus sig ind i samtalen. Og som den dannede og vidende teolog, han selv var, kunne han fint tale med. Han kendte sproget, havde læst deres digtere og mestrede det mest basale i pædagogikken: anerkendelsen.

Og så tog han udgangspunkt i det fælles – selv om der var meget lidt at være fælles om. Hans jødiske studiekammerater ville nok have protesteret kraftigt, hvis de hørte ham tale om en af grækernes statuer som den universelle og omnipotente Jahve, de havde lært om i synagogen siden barnsben! Men han gjorde det alligevel, netop for at møde dem et sted, være sammen med dem, anerkende deres gudsdyrkelse som helt legitim og tale med dem om ligheder og forskelle i observans.

Uden at miste egen identitet, vel at mærke. Han fastholdt sin tro på Gud og Jesus, og han argumenterede endda på bedste græske vis for sin overbevisning. Og de græske filosoffer lyttede, nogle lod sig overbevise, mens andre sagde: ”Det vil vi gerne høre dig tale om en anden gang!”

Det kan vi bruge til noget!

Jeg sad lige på Areopagos-klippen, hvor denne samtale udspillede sig og tænkte: Det må vi da kunne bruge til noget i dag. Vi har som kristne endda mere til fælles med muslimer, end Paulus havde med de græske filosoffer. Vi tror begge parter på én Gud, på at denne Gud åbenbarer sig for mennesker, på profeterne, på Jesus og på Helligånden, også selv om indholdet af troen trods forskelle også har masser af ligheder.

Der er noget at snakke om! Meget som også kalder os kristne til at undersøge vores egen tro og leve os ind i, hvad kristendommen i virkeligheden handler om for endnu bedre at kunne tale med vore nye muslimske medborgere.

Anerkend andres tro

For det var det, Paulus kunne! Han vidste, hvor han selv stod, han argumenterede for det, og derfor kunne han trygt gå i clinch med dem, der troede lidt anderledes.

Men han anerkendte deres tro. ”Jeg kan se, at I er ivrige i jeres gudsdyrkelse,” sagde han. De mindede meget om vores muslimske naboer og arbejdskolleger, der beder regelmæssigt og gør alt for at efterleve deres tro i praksis. Lad os kristne da rose dem for det!

Dernæst anerkendte han den fælles baggrund: Han taler om den fælles Gud, som har skabt alting og ladet mennesker bosætte sig forskellige steder i verden. Han siger, at det er på grund af Gud, vi alle sammen er til.

Det kan vi lære noget af. Stop den tåbelige diskussion om, hvorvidt Allah og Gud er den samme. Allah betyder Gud på arabisk, den arabiske bibel kalder Gud for Allah, og den kristne kirke i Mellemøsten beder til Allah. Hvor mange guder er der i universet, da? Der er kun én Gud, men der er forskellige navne på ham og forskellige opfattelser af ham. Men Gud er den samme, tak og lov for det.

Gud åbenbarer sig, som han vil

Og så anerkender Paulus deres skrifter som inspirerede af Gud. Han henviser til en af deres digtere i sin argumentation: ”Som også en af jeres egne digtere har sagt: Vi er også af Hans (Guds) slægt!” Overført til i dag: I stedet for at kaste grams på Koranen, burde alle gode kristne læse muslimernes hellige bog for at kende den, opdage at over halvdelen stammer fra Bibelen, og at selv om der ofte er en twist i disse prædikener, kan det ikke udelukkes, at de rummer åbenbaringer fra Gud.

Men Paulus ved samtidig, at han står med noget unikt. Han tror på én almægtig Gud, som har ladet sig føde på jorden som et menneske, der levede under samme vilkår som alle andre mennesker, også dødens vilkår, men Gud lod ham opstå fra de døde! Det kristne evangelium med andre ord.

At nå hinandens hjerter

Og det kunne han præsentere på naturlig vis, fordi han allerede havde anerkendt de græske filosoffers gudsdyrkelse, deres fælles ophav, deres skrifter. Han havde bygget en bro – og kunne derfor gøre sig håb om at nå deres hjerter.

Når vi herhjemme gør det modsatte og taler ned til vores muslimske medborgere, går vi glip af en unik mulighed for at præsentere dem for det, vi tror på, og som netop ikke ligger så forfærdelig langt fra deres tro. Faktisk kan troen på Gud blive noget, der forener os og hjælper os til at blive bedre integreret med hinanden.

Dumt at isolere sig

Dernæst – hvis vi som kristne mener, at vores budskab er så fantastisk forløsende – så er det da dumt enten at isolere os i tavshed eller tale ned til og tale dårligt om muslimer og deres tro.

Skulle vi ikke i stedet dykke ned i kristendommen og finde ud af, at Jesu fødsel, død og opstandelse først og fremmest handler om, at Guds rige er kommet nær, at Jesus har sonet hele menneskehedens synderegister, og han desuden tilbyder sin opstandelseskraft til at bryde gamle vaner og leve et helt nyt liv? Skulle vi ikke øve os i at præsentere dette glædelige budskab i et sprog og på en måde, som mennesker fra andre kulturer forstår? Skulle vi ikke bare gå ind i den nærmeste shawarma-bar og være åbne for en god snak med indehaveren eller nabobordet?

Gå op på dit Areopagos!

Med andre ord: Gå op på dit Areopagos-bjerg og begynd at tale om tro. Tal om, hvor sjovt det er, at Maria bebudelse i Lukasevangeliet og Koranen ligner hinanden til forveksling – og tal så også ærligt om, at der er noget, vi må bakse med: Jo, vi kristne tror, at Jesus er guddommelig, vi tror, at han lod sig ofre for at sone alle menneskers synd, ja, vi lever hver dag af Guds nåde.

Har muslimer ikke brug for det? Jo, alle kapitler i Koranen (undtagen kapitel 9) starter med ”I Guds navn, den nådigste og barmhjertigste!” Jo, Koranen anser Jesus som Guds ord, Guds ånd, Guds Messias, den eneste, der udøver mirakler, og den, der kommer tilbage for at dømme verden! Jo, profeten Muhammed velsigner Jesu fødsel, Jesu død og Jesu opstandelse! Stammer det mon ikke fra det kristne evangelium?

Og sådan kunne vi blive ved. Paulus viste vej. Og det sad jeg og glædede mig over på Areopagos ved Akropolis-bjerget med alle tempelruinerne midt i Athen.

Læs også