Færøsk kirke-løsrivelse udsat

Allerede kort før jul skulle Kirkeminister Tove Fergo og hendes færøske modpart, Annlis Bjarkhamar, have beseglet løsrivelsen af Færøernes stift fra Folkekirken. Kirken står nemlig stærkt på øerne i nordatlanten, og derfor har den sammen med skole og socialvæsen været højt prioriteret hos politikerne som prøveklud i de nordatlantiske øers frigørelse fra moderlandet.

Men Fergos rejse blev aflyst i sidste øjeblik. Ikke fordi hun eller Danmark løber fra den aftale, der er indgået efter et års politiske forhandlinger, men fordi kirken endelig fik sat igennem, at den også skal tages med på råd efter, at den længe har haft svært ved at komme til orde i debatten.
– Færøernes præster er ret enige om, at en adskillelse må forberedes grundigt. Og løsrivelsen er jo en rent politisk beslutning, der hverken bygger på et klart ønske fra det færøske folk eller fra det brede kirkefolk – menighedsrådsmedlemmer, præster eller biskoppen. Det siger Jàkup Reinert Hansen, der er kredsformand for Færøerne i Den Danske Præsteforening.
– Hvis Dronningen ikke er kirkens øverste myndighed til at udnævne bisper, hvem er så? En kirkeminister, måske, som jo godt kan høre til i en af de frikirker, der tæller hver femte færing. Skulle han fx. passe på, at den lutherske biskop ikke bliver for positiv over for frikirkerne? spørger Jàkup Hansen.

Poul Færø, der er leder blandt Klaksvigs Plymouth-baptister, kan godt se et realistisk perspektiv i det dilemma. Han gør dog opmærksom på, at hans kirke stort set ikke deltager i den politiske debat om Færøernes kirkes fremtid. Den lever sit selvstændige liv i god forståelse med Folkekirken mens han glæder sig sammen med den over, at rigets dronning ikke lader nogen i tvivl om sin kristne overbevisning.
Byens sognepræst Niels Pauli Danielsen har siddet både i lagtinget og landsstyret. Han ser ingen vej uden om, at en synode må tage ansvaret for kirkens styrelse. Det føler han stærkt efter mange år som præst på Nord-øerne, hvor hveranden færing flere steder hører til frikirker:
– De hører os forkynde, at kristendom giver ansvar…i en kirke, der selv har bedt staten – eller landet, som vi siger her – om at tage ansvar for sig. Der har sågar været tale om, at efter en nyordning kunne baptisterne komme til at betale til min løn via skatten!

Politikerne skal altså ikke have magten i kirken – men det skal en biskop heller ikke, hvis det står til Danielsen. Klaksvig-præsten ser med interesse, at under forberedelsen af løsrivelsen var et udvalg enigt om, at kirken bør have to biskopper selv om den kun har 20 præster:
– Det kunne være en måde at sikre, at en enkelt biskop i en selvstændig kirke ikke kan få en farlig pavemagt.
Kirkeministerene må altså vente på at finde fyldepennene frem. Det er der glæde over i kirken, der indtil nu har følt, at den ikke på rimelig vis har været hørt i debatten. Hvornår adskillelsen så kommer kan kun tiden vise.