Fra vækkelsesprædikant til ‘imperiebygger’

(Læsetid: 8 minutter)

Med en sensuel undertone forklarer Per Olov Engquist i sin seneste roman betingelserne for den svenske pinse-bevægelses fremgang i begyndelsen af 1900 tallet
– og årsagen til dens stagnation…Det er modigt gjort. Tage en så stor kristen personlighed under øjesyn, der har levet for så kort tid siden – og skrive en roman om ham. Ganske vist en historisk roman, men alligevel…
„Lewis Resa” tager udgangspunkt i Lewi Pethrus’ livskrise: Konflikten med digterprædikanten Sven Lidman, en konflikt, der sendte ham i landflygtighed til Amerika, dybt deprimeret…
Lewi Pethrus og Sven Lidman var som to planeter, der langsomt nærmede sig hinanden fra hvert sit hold – for så modsatte personligheder skulle man lede længe efter. De forenedes dog i samme bane gennem to årtier, supplerede hinanden, ja, elskede ligefrem hinanden – sådan, fremgår det af romanen, var retorikken i den svenske pinsebevægelse dengang. Det var så herligt altsammen… Men så kom krisen. Planeterne kom ind i hinandens kraftfelt, stødte sammen – og gled fra hinanden, langt væk, og efterlod sig kun et tomrum af sorg.
Billedet med planeterne kommer fra Efraim Markstrøms „Lebenslauf”. Per Olov Engqvist tager udgangspunkt i denne gamle ældstebrors livsforløb. Gennem det meste af 1900-tallet sad han nemlig som en flue på væggen og så planeterne danse. Han sagde ikke så meget, men skrev des mere. Og hans “Lebenslauf”, denne hernhuttiske tradition, at arkivere sit livsforløb for eftertiden i hernhutternes højborg, Christiansfeld, blev et vidnesbyrd om den historiske ramme, den menneskelige side – og den ikke alt for flatterende bagside – af en af Nordens største vækkelser.

Modsætninger

Lewi og Sven var diametrale modsætninger. Lewi voksede op i en gudfrygtig kernefamilie i den yderste fattigdom, Sven var skilsmissebarn fra de finere kredse. Lewis ungdom var uplettet af synd – så vidt vi ved, for der foreligger ikke andet materiale, end det, han selv har skrevet; Sven svælgede i den – og den beskrives både i egne bøger og datidens avisspalter, for gennem sin digtning blev Lidman efterhånden et stort navn i svensk litteratur. Lewi var fabriksarbejder, aktiv i fagforeningen og på den politiske venstrefløj, Sven var digter, levede af sin enlige mor, fantaserede om sine heltemodige slægtninge, hvor de fleste var døde i krig – og naturligt nok aktiv på den politiske højrefløj… Lewi var ordnet, målrettet, Sven var sjusket, doven – det indrømmede han gerne. Lewi var “imperiebyggeren”, som Engquist beskriver ham, Sven “forkyndelsens fornyer”, som Lewi selv udtrykte det ved flere lejligheder.
Jo, modsætninger var de – men de supplerede hinanden, og var begge med til at give den nye Pinsebevægelse en flyvende start.

“Babbleri” og “fallera”

Pinsebevægelsen – eller Pinsevækkelsen – startede officielt i 1913, da Filadelfia-menigheden i Stockholm blev udelukket af Baptistsamfundet. Der var rapporteret om åndsdåb, tungetale (“babbleri”) og falden under Åndens kraft (“fallera”) i flere svenske byer, også i Stockholm, men det var ikke det, der var årsagen. Det var nadverspørgsmålet. Den unge Lewi kunne ikke forstå, hvorfor kun baptister måtte deltage i nadveren i den 29 medlemmer lille menighed. Og så blev den udelukket.
Vækkelsen, der både fik udløb i ekstatiske bønnemøder og socialt engagement i det fattige Stockholm, spredte sig til hele Sverige og talte først i 30’erne over 100.000 pinsevenner fordelt på omkring 600 menigheder – ikke mindst på grund af Lewis organisationstalent. Som forkynder var han “tør”, men forstod at lade andre komme til – også Sven, den syndige digter, der med sine talegaver udfyldte det intellektuelle tomrum i bevægelsen.

Sex a’ la Freud

P. O. Enquist tegner et lidet flatterende billede af bevægelsen, der i starten overvejende bestod af kvinder. I den efterhånden 4000 medlemmer store Filadelfiamenighed i Stockholm var 82 pct. kvinder i 30-årsalderen, for de flestes vedkommende enlige forsøgere, da fattigdom og ghettodannelse i den svenske hovedstad også medførte seksuelle udskejelser på kryds og tværs. Og netop det seksuelle – som er taknemmeligt romanstof – bliver brugt som begrundelse for tungetalernes store tiltrækning på de unge kvinder.

Lyder en anelse freudiansk…

Helt galt går det, når Engquist grænsende til det blasfemiske beskriver hernhutternes “kristocentrism” som seksuelle fantasier. Her blander han også, som det Guds barnebarn han er, sin egen opvækst i Evangeliska Fosterlandsstiftelsen, svarende til Luthersk Mission i Danmark, ind i historien. Optagethed, ja, forelskelse i Jesus, som han mener skete på bekostning af de to andre personer i guddommen, Faderen og Helligånden, havde seksuel karakter, hans sår med det menstruelle blod, hans vaginale hul i siden osv. osv.
I Pinsebevægelsen kommer seksualiteten ifølge Engquist til udtryk i sangene, legalismen i forkyndelsen. Kvindernes hengivelse til den blødende Kristus tillægges seksuel karakter, og her og der beskrives også scener fra bedemøder, der må være inspireret af avisernes smædekampagner. Pethrus forkyndelse – med hovedvægt på kernefamilien og kristen adfærd – er legalistisk. Pinsevennerne formenes adgang til teater, biografer og anden “billig” underholdning. Som den “seksualitetens krumtap” hun er, skal kvindens påklædning være anonym og frisuren begrænses til en knold i nakken. Lewi Pethrus udgiver bøger, hvor et helt “syndekatalog” præsenteres og giver detaljerede retningslinier for et helligt liv.

Usikkerhed

Læseren efterlades uvilkårligt usikker på, hvor meget af den historiske roman, der virkelig er historie, og hvor meget, der er opdigtet. Mod slutningen af de 600 sider bliver beretningen mere faktuel med navne, årstal og registrerbare begivenheder for til sidst at ende i en epilog, der er rent historisk. Men en eftersmag af usikkerhed er der stadig…
Mens forfatteren bladrer i Markstrøms 1000 siders Lebenslauf opdager han mange huller. Han spørger henkastet Brødremenighedens præst, der har lukket ham ind i arkiverne i Christiansfeld, hvad han skal gøre ved det.
Rekonstruere, lyder svaret ligeså henkastet – og derved blev det. Og derfor romanformen.
For den, der har læst Lewi Pethrus’ 5-binds memoarer, er Lewis resa dog et kærkomment supplement. Pinsevækkelsen sættes ind i en historisk sammenhæng: Første Verdenskrig, et jordskælv i Los Angeles og Haleys komet skabte apokalyptiske forventninger om jordens snarlige undergang. Sammen med mellemkrigsårenes fattigdom og depression skabte det et vacuum efter åndelige realiteter. Som den dygtige fortæller han er, giver P. O. Enquist Lewi Pethrus et menneskeligt ansigt og nuanceret eftermæle. Og Sven Lidman – som Pethrus selv i sine memoarer ofrer et helt bind på – får det retfærdigvis også. Lewis beskrivelse af den elskede ærkefjende i memoarerne leder tankerne hen på bogen “Magtmennesket i menigheden” af Edin Løvås. Men Enquists beskrivelse af Svens baggrund og natur, giver ham sin berettigelse i vækkelseshistorien, også den aldrende Lewi’s påskønnelse af hans evner og venskab i de to årtier det nu varede.

Lewis rejse

Hvad var så stridens kerne?
Planeterne droges mod hinanden, så meget at de stødte sammen. Enquist indikerer tidligt, at de to “tvillinger” overlappede hinandens drømme. Sven Lidman drømte om storhed. Lewi Pethrus om at blive forfatter. Da deres baner mødtes og planeterne tiltrak hinanden, opstod gnidningerne. Lewi var begyndt at skrive, Sven korrigerede og gav gode råd, uden at blive bedt om det. Lewi byggede sit pinseimperie, med ugemagasin, forlag, missionsarbejde i 30 lande etc., Sven kritiserede indsamlingsmetoderne og den uigenneskuelige administration.
Det var uudholdeligt – og Lewi tog på sin rejse. Dybt deprimeret landede han i Chicago, levede i flere måneder en anonym tilværelse, godt nok gæst i en pinsemenighed dér, men slet ikke værdsat som han var vant til. I et bønnerum begynder Gud at tale til ham – efter måneders tavshed. Bebrejdende. Som om Lewi var en Jonas, der var flygtet fra sit kald. Lewi rejser hjem igen, en anden Lewi, beslutsom, ja, nogen vil sige, hård.
Det var nu, han startede det kristelige dagblad Dagen for at kunne tage til genmæle mod avisernes smædekampagner. Han ville forsvare sig, ikke flygte mere. Det var nu, han startede Kristendemokraterne, et søsterparti til Kristeligt Folkeparti i Danmark. For usædeligheden skulle bekæmpes, og den kristne moral forsvares – politisk, altså.
En åndelig vækkelse – med deraf følgende livsstilsændring – var ikke længere nok. Og det kritiserede Lidman.
Ikke mindst, at frivillige gaver fra “tantehavet” – eller “kællingehavet” som brødrene på platformen nogen gange kaldte deres feminine forsamling – blev brugt til politisk propaganda, hvor prisværdig den end måtte være.
Bogens sidste del er en sørgelig historie om den interne strid, magtkampen og de ufine metoder, som fluen på væggen er vidne til. Gennem det meste af 1900-tallet har Efraim Markstrøm været det tavse vidne, men nu tager han bladet fra munden. Hvor Lidman kritiserede politiseringen, forsvarede Markstrøm demokratiet. Gennemsigtighed, Pethrus!

Bogens svaghed

Den store leder balancerede på en knivsæg. Skulle han give efter og risikere en splittelse eller holde kursen og skille sig af med de besværlige brødre? Han valgte det sidste. Først Lidman. Så Markstrøm.
Og Engquist? Forfatteren involveres personligt i historien, og det er bogens svaghed. Han egne oplevelser i den lutherske pendant til Pinsevbevægelsen, Evangeliska Fosterlandstiftelsen, sætter sit præg – til sidst illustreret ved hans oprydning i moderens ejendele efter hendes død. Han finder en bunke breve med girokort til diverse kristne missionsprojekter. Sådan var det. Pengene kom fra kvinder. Enlige kvinder. Gamle kvinder. Fattige kvinder.
Han bliver vred og river alle girokortene i stykker. Guds barnebarn reagerer på pengemaskinen, og derfor også på det, der gik forud, imperiebyggeriet, der skyldtes Lewis organisationstalent, retorikken, der skøjtede hen over de virkelige problemstillinger, og inderst inde vækkelsen, der fejlagtigt tilskrives en seksuel understrøm…
Lewis Resa er en bog, man kan lære meget af – hvis man forholder sig kritisk til den.

Læs også