Gerda er lykkelig – trods modgang

Afrikamissionær Gerda Rasmussen har overlevet sorg, død,
vanskelige forhold og vrede mod Gud – med glæden i behold…Skal man have et problemfrit liv for at føle sig glad? Når man møder enke og Afrikamissionær Gerda Rasmussen fra Silkeborg er man klar over, at det ikke er tilfældet.
– Du er vel nok en kæmpe!, siger Gerda og slår næven i bordet. Hendes øjne sprudler af livsglæde.
Gerda Rasmussen er i hvert fald en kæmpe. Mange år af sit liv tilbragte hun „langt ude i bushen” i Nigeria. Hun blev blot kaldt for „baturya” – det betyder hvid kvinde på hausa-sproget. Det var nok til, at alle vidste, hvem man mente. Gerda var den eneste hvide kvinde i miles omkreds.
Men også på hjemmebane har hendes liv været fyldt af kamp. Hendes mor døde af cancer, da Gerda blot var en lille pige. Da hun blev 55, mistede hun sin kære Anders og blev enke.
I dag er hun tilbage i Silkeborg som „fuldtidsmormor”, som hun siger. Hun har fået 17 børnebørn.
Men der er meget mere at sige om denne pensionerede folkeskolelærerinde. Det mest iøjnefaldende er vel glæden i hendes lattermilde øjne og smilende mund.

Blev kristen ved sin mors dødsleje
Spørger man Gerda, hvorfor hun ser så lykkelig ud, får hun et eftertænksomt blik i øjnene. Og så fortæller hun, hvordan hun blev kristen som seksårig ved hendes mors dødsleje.
Det var den nat, hvor mor døde, jeg tog imod Jesus i mit hjerte, husker Gerda. Far læste for os børn fra Johannesevangeliet kapitel 14: „Vær ikke forfærdede, i min Faders hus er der mange boliger…”
– Jeg forstod, at der var plads nok hos Gud for os alle sammen, og jeg ville selvfølgelig gerne komme derhen, hvor mor var.
– Det var så stille i huset den dag, husker hun. – Far kom ind til os børn og sagde, at englene var kommet og havde taget mor med sig. „Kan du ikke se englene”, havde mor sagt i dødsøjeblikket.
Mors døde krop lå hjemme i flere døgn. Stadigvæk – efter snart 60 år – kan Gerda se blomsterne for sit indre blik. Hun husker tydeligt familieandagterne ved kisten, og hvordan mors hud efter hånden fik et lilla skær.
– Det var først mange år senere, jeg fandt ud af, hvorfor jeg aldrig ville have en lilla kjole på, fortæller Gerda. Men nu kan jeg godt li’ lilla!
De var seks børn, da Gerdas mor døde. To af børnene var fra moderens første ægteskab. Hun giftede sig igen, efter at hendes første mand døde. Gerda var fra moderens ægteskab nr. to. Og nu blev det Gerdas far, som giftede sig igen – og yderligere to børn kom til verden. Nu var de 8 i alt!
Det lyder rodet i vore moderne ører, men Gerda fortæller om den varme atmosfære i hjemmet.
– Vi havde det meget, meget sjovt sammen, siger hun. Og vi står hinanden meget nær endnu i dag.
– Min stedmor, som i dag er 94 år, delte for nylig sit fine porcelæn mellem os søskende, inden hun skulle på plejehjem. Der blev aldrig gjort forskel på os børn. Vi kaldte hende alle sammen „mor”.
– Far lever ikke mere, og tre af mine søskende er også væk.
– En søster fik Kreutzfeld Jacobs sygdom for nogle år siden – den menneskelige variant af kogalskaben, altså. En anden af mine søstre var sammen med hende til det sidste. Hun var væk indenfor en uge – præcis som kalvene!
– Vi søskende holdt meget af hinanden. Jeg kan huske, hvor begejstrede vi var for de to små, som blev født ind i fars andet ægteskab. De var utroligt søde, syntes vi – og vi forkælede dem fuldstændig!
– Det sjoveste var, da far og stedmor var ude en aften, og vi fik lov til at passe vores mindste lillesøster. Lige så snart de var ude af døren, vækkede vi hende og legede hele aftenen. Vi kunne bare ikke få nok af hende. Jeg kan se hende sidde og gynge på sin hest aftenen igennem.

– Far plejede altid at komme og bede aftenbøn med os, inden vi skulle sove. Kun den nat, da han blev gift, kom han ikke, husker Gerda. – Det tog mig lang tid, næsten indtil jeg blev voksen, inden jeg forstod hvorfor!
– Allerede som lille fulgte jeg med far i Folkekirken. Jeg ville være tæt på ham, og jeg syntes aldrig, gudstjenesterne var kedelige, ikke en gang for lange.
Gerda har stadigvæk hjemme i en luthersk kirke, selv om det for tiden er i en karismatisk luthersk frimenighed i Silkeborg. Hun arbejder samtidig som organist i Den danske Folkekirke.
– Ellers er jeg fuldtidsmormor for alle mine børnebørn, siger Gerda leende. Hun har syv børn og er mormor til 17 børnebørn.

Gerdas liv har for en stor del handlet om Afrikamission. Som 14-årig mødte hun Tanzaniamissionærer i skolen og følte sig „meget berørt” af det.
– Da jeg fortalte far, at jeg ville være missionær, tog han mig med det samme alvorligt og sagde: Det må vi planlægge din uddannelse efter! Han sørgede for, at jeg kom ind på gymnasiet og senere fik en læreruddannelse.
– Jeg har undervist næsten hele mit liv, fortæller Gerda. – Både herhjemme i Danmark og 11 år i Nigeria. På lærerseminariet mødte jeg en ung mand, som friede til mig på den ejendommelige facon: Hvis du ikke vil rejse ud i mission, må vi holde op med at mødes! Jeg gav tilbage med samme mønt: Hvis du ikke vil rejse ud i mission, kan det ikke blive til noget med os to!
Men det blev til noget! Og da det første barn var en måned gammel, sad Gerda og Anders Rasmussen på båden til Nigeria. Men det var ikke familiesituationen, men det engelske sprog, som det unge missionærpar oplevede som besværligt.
– Ingen talte engelsk i Danmark efter 2. Verdenskrig, forklarer Gerda. Vi var besat af tyskerne og engelsk var „fjendens sprog”. Så vi blev sendt til England af Sudanmissionen, der var vort missionsselskab, inden vi fik lov til at rejse til Afrika.
– På Afrikabåden kom vi i kontakt med hausa. Hvordan skulle jeg nogensinde lære det, når jeg knap nok kunne engelsk?
Nå, men det gik – og det gik faktisk udmærket. Efter at have levet i mange år som mere eller mindre alene europæer i Centralafrika, synes Gerda, at en hel del er nemmere at udtrykke på hausa end på dansk eller engelsk.

Ligesom Gerda holdt af sin store søskendeflok, da hun var lille, kom hun nu til at elske sine nigerianske søskende. Hun følte sig mere som en del af den afrikanske familie end som udenlandsk missionær.
– I Afrika har jeg følt mig mere tryg end nogen andre steder, især sidste gang jeg var der, som enke. Jeg var den eneste hvide i miles omkreds og nigerianerne passede så godt på mig, deres „batiruya”.
Da hendes Anders døde nogle år tilbage, 65 år gammel, kom det helt uventet.
– Vi var tilbage i Danmark. En fredag morgen ved morgenmaden, sagde Anders til mig som så mange gange før: „Hvis du bare vidste, hvor meget jeg elsker dig!” Samme eftermiddag var han død. Af et hjerteslag.

Jeg var så vred på Gud! Jeg plejede at vågne om natten og råbe til Gud i ren arrigskab! En gang nævnte en lærerkollega noget om en kærlig Gud. Jeg kunne have tævet ham! Til sidst spurgte jeg Gud: Hvordan kunne du gøre dette? Og han svarede mig med ordene: Jeg gjorde det, fordi jeg er kærlighed.
Gerda fik fred. Glæden kom tilbage, og det kan både høres og ses. Enken besluttede sig for at rejse tilbage til Nigeria igen. Alene. Langt ude i vildmarken underviste og opmuntrede hun afrikanske børn på samme måde som hun selv en gang var blevet styrket af sin kristne familie.