Gøgler for Vorherre
– Når 90% af den danske befolkning ikke går i kirke, så må vi jo møde dem, hvor de er, siger evangelist og tryllekunstner Jørgen Johansen fra Kolding.
– Det kom som et bang”. Midt i mit dobbeltliv med sprut og drikkekammerater den ene dag og møderne i Quo Vadis den anden. Da jeg første gang bad, Jesus, vil du ind i mit liv, så kom” – så kom han. Ind i mit hjerte – for fulde sejl. Og det er 20 år siden nu, siger den 42-årige gøgler og forkynder, Jørgen Johansen.Det blev den bratte omvendelse, der reddede mekanikeruddannelsen, som han ellers stod til at blive fyret fra. Problemer med sprutten. Men stærk i troen, klarede han også den efterfølgende uddannelse som flymekaniker, og i 1992 tog han sin BA i teologi på London Bible College.
– I London kom jeg i kontakt med folk, som brugte gøgl og tryllerier til at formidle budskabet om Gud og Jesus. Jeg blev vildt fascineret af deres tankegang, og i 1994 var jeg med til at starte Friluftsmissionen, som netop bruger gader og stræder til at fortælle og forkynde om Jesus. Af de mange arrangementer, som vi gennem årene har lavet, er det nok Gospel på Bakken og Jesperhus Gospel, som har været de største oplevelser, fortæller han.
Efter seks år i den folkekirkelige Friluftsmission valgte Jørgen Johansen at gå på gaden som selvstændig gøgler for Vorherre.
– At forlade missionsarbejdet og arbejde som selvstændig evangelist, var ikke noget jeg lige gjorde fra den ene dag til den anden. Jeg havde tænkt det igennem hundredvis af gange, og snakkede både med min kone Sigrid og Gud om det. Evangeliet er vores alles – giv det for intet, du har fået det for intet”. Men jeg besluttede at tage springet, og det tror jeg ikke, at jeg nogensinde vil fortryde.
I dag kører han hele landet tyndt i den hvide kassevogn, og Jørgen Johansen mener, at han kommer med et budskab, som folk kan forstå.
– Vi lever i en overordentlig visuel verden. Vi lærer at zappe fra barnsben af, og jeg mener, at kirken gør en fejl, hvis den ikke forstår denne nye” tid. Ordet, kun som ord, er sjældent nok, hvis man vil i kontakt med unge mennesker. Men trylleriet og de små sjove historier, som alle ledes over på os og vores forhold til Gud, går oftest rent ind”, forklarer Jørgen Johansen.
– Selvfølgelig gør jeg mig mine overvejelser, om jeg på en eller anden måde lusker” Gud ind i folks hoveder, men det tror jeg ikke, at jeg gør. Jeg gør i hvert fald meget ud af at fortælle, hvem jeg er, og hvad jeg står for, når folk ringer for at høre om mit Gospel Magic, pointerer han.
Ud over trylleriet, ynder Jørgen Johansen at fortælle små anekdoter, som på deres enkle og klare måde giver et billede af, hvordan billedet af Gud også kan opfattes.
– Min yndlingsfortælling er vel den om ægget. Ægget har, som mange af os mennesker, en hård skal, som man kun med vold kan trænge igennem. Men indeni er der blødt. Det er her fra, at kyllingen vokser sig stor. Men du kan ikke bryde ind” til kyllingen i utide, for knækker du skallen, så dør kyllingen. Kyllingen skal have den tid, som kyllingen nu skal have. Den skal nok selv komme ud, når tiden er inde. Sådan er det, efter min mening, også med troen på Gud og Jesus. Vi kan ikke, vi skal ikke, og – for alt i verden – vi må ikke bryde ind” i mennesket, for at finde dets tro. Det bliver anmassende. Troen er noget Gud skænker det enkelte menneske, og den kommer til syne, når mennesket selv er klar til at fortælle om sin tro.
Trods trylleriet og de små sjove replikker, er Jørgen Johansen meget ydmyg og tilbageholdende. Respekten for det enkelte menneske er stor.
– Kristendommens arbejdsbeskrivelse” er 100% klar. Vi skal forkynde evangeliet om Jesus Kristus, og personligt mener jeg, at vi kommer længst, hvis vi opretholder respekten for det enkelte menneskes ret til at sig ja eller nej til Gud. Han ønsker, at vi skal have det frie valg, fastslår Jørgen Johansen.
Interesserede kan læse mere om den glade gøgler på hjemmesiden www.gospel-magic.dk.