Det er kampen værd

Forbrugerombudsmandens brev til de handlende er et skulderklap til dem, der kæmper imod porno i børnehøjde- Det vigtige er, at der nu fra officiel side er sendt et klart signal til erhvervslivet: Porno i børnehøjde er uacceptabelt, siger William Bak, der har stået for indsamling af underskrifter i Kolding mod porno i børnehøjde.Nu ved de det alle sammen. Handelsstanden, mediebranchen, reklamebranchen. Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen sendte i sidste uge brev til 15 brancheorganisationer, som alle på den ene eller anden måde er i erhvervsmæssig berøring med pornoblade og film.
– Når der er tale om markedsføring overfor børn og unge, stilles der skærpede krav til opfattelsen af, hvad der er god markedsføringsskik.
De erhvervsdrivende bør her vise særlige hensyn, da børn og unge er sårbare og nemt påvirkelige, skriver Hagen Jørgensen blandt andet i sit brev til erhvervsorganisationerne.
Med denne skærpelse af kravene til udstilling af pornografisk materiale, har William Bak, og folkene bag foreningen „Nej til Porno” pludselig fået ekstra gode kort på hånden i deres kamp mod porno i børnehøjde.

Indsatsen nytter

Hos Shell i Kolding har man allerede for flere uger siden taget initiativ til en ny placering af pornoblade, ligesom pornofilmene er gemt væk fra børnehøjde.
– Efter vores tidligere samtaler med William Bak, er vi blevet opmærksomme på, at placeringen af erotiske blade og film måske er uhensigtsmæssig. Vi har derfor taget de nødvendige skridt til at ændre dette, således ingen kunder skal føle ubehag ved besøg i vores forretning, oplyser Finn Børsting, der er områdechef hos Shell.
Men ikke alle steder har William Bak haft samme held med sine henvendelser.