Gud såede kærligheden til Israel i hendes hjerte

Fra barn af var Jeannette Rasmussen dybt interesseret i at læse om Israel, og da hun mødte det israelske folk og besøgte landet, svarede det fuldt ud til det billede, hun havde dannet sig Nu arbejder hun gerne som frivillig i Israel, så snart hun har mulighed for det, og venter i øjeblikket på fornyet visum hjemme hos sin mor i Rønne. I mellemtiden er hun blevet indvalgt i Immigranthjælpens bestyrelse og er med til at støtte Ida Nudels arbejde blandt russiske immigranter i deres nye land.Da Jeannette Rasmussen, der er bornholmer, fyldte 12 år, skulle hun fejres med en fødselsdagsfest. Hun var som sine forældre baptist, og i stedet for konfirmationen, plejede man at holde en fest for de unge.
Men i dette tilfælde kom hendes mor og spurgte, hvad hun ville sige til en rejse til Israel i stedet.
Turen skulle gå til Det hellige Land, og Jeannette var henrykt.
Siden hun var ti år havde hun været fyldt af en stærk interesse for Israel og havde slæbt al mulig litteratur om landet hjem fra biblioteket..
Sammen med sin bror og sin mor rejste hun til Israel og konstaterede, at alt levede fuldt ud op til forventningen, og efter hjemkomsten til Bornholm var interessen stadigvæk levende og nærmest stærkere.
Hun havde besluttet, at hun ville tilbage, så snart det blev muligt.
I forbindelse med en rejse med Immigranthjælpen mødte hun som voksen Ida Nudel og hendes hjælpearbejde blandt russiske immigranter i Israel ”Mother to Mother”, i Danmark Immigranthjælpen.
Arbejdet fascinerede hende dybt. Hun mødte også et par af medarbejderne, Marvel Gulbrandsen og Greta Axelsen, og de har senere sammen med formanden, Hans P. Pedersen, fulgt hendes arbejde for at lære hebraisk under ophold i landet og hendes interesse for Ida Nudels arbejde.

Efter et år på bibelskole i Australien, gik turen igen til Israel i 2001 og 2002, begge gange for at gå på sprogskole – sidste gang i syv måneder.
Under et besøg af Immigranthjælpen fra Danmark, var Greta Axelsen på besøg hos Jeannette i hendes lejlighed i Jerusalem, som hun havde fremlejet af en ortodoks jødisk kvinde.
Hun interviewede hende til Immigranthjælpens blad, og så stærkt indtryk gjorde Jeannettes engagement på hende, at hun nu er indvalgt i bestyrelsen. Det er utvivlsomt noget, man kun kan blive, hvis man har en stærk tro på Israels fremtid og er parat til at lægge sine kræfter i at arbejde for den jødiske befolkning.
Jeannette er fuldt ud klar over, hvor store problemer Israel har i øjeblikket, hvor næsten alle turister svigter landet, og hvor man på alle tænkelige måder mærker følgerne af terroristernes angreb og selvmordsbomber.

Hun kan fortælle, hvordan israelerne ikke kan begive sig hjemmefra uden at tænke på, om de nu også vender helskindede hjem og er i live til aften.
Under sine ophold, hvor hun har studeret ivrigt i Jerusalem, har hun selv oplevet at køre med bus om morgenen og været vidne til, hvordan passagererne, for en stor del jøder, som kører med bussen hver morgen, rejste sig og stod af ved næste stoppested, fordi en mystisk arabisk udseende mand kom ind iført stor vinterfrakke i 30 graders varme og placerede en plasticpose på bussens gulv.
Ved næste stoppested blev hun selv bange og stod af. Der skete dog intet dengang, men angsten lurer overalt.
Og i synagogen fredag aften på sabbatten er det hele præget af et stærkt sammenhold tværs over generationskløfterne. Man rykker tættere sammen omkring fællesskabet og hjælper hinanden på alle måder.
Det betyder pludselig ikke spor, hvilke materielle goder man har derhjemme. Det er fællesskabet, der betyder noget.

Jeannette rejste hjem, fordi hendes visum udløb. Nu venter hun på at komme til Israel igen for at arbejde som volontør. I mellemtiden sparer hun sammen til næste ophold.
Hvordan føles det for hendes mor at sende sin datter til et så uroligt sted?
Jo, fru Rose Rasmussen tager det helt roligt. Det er en aftale, at hendes datter ringer hjem, hver gang der er terroraktioner og uro, eller når medierne herhjemme beretter om dramatiske situationer. – Så beroliger en hurtig opringning, for så ved jeg, at Jeannette er uskadt, siger hun.
Jeannette, der er 34 år, regner med at tage et arbejde op som frivillig denne gang. Sprogskolen er droppet. Men hver søndag bliver hun ringet op af sin lærer fra Jerusalem og får en lektion på 20 minutter, hvor hun bliver hørt i sine lektier og får nye for til næste søndag.
Det kan man vist kalde ildhu. Jeannette mener også, at vi som kristne bør gøre bod for alle de overgreb, der er sket imod jøderne under holocaust. – Der er nogle, der hævder, at Kirken har overtaget velsignelserne, fordi vi tror på Jesus som Guds søn, men den ”erstatningsteologi” kan jeg ikke gå ind for.
Jeannette er ikke i tvivl om, at Israel stadig har en fremtid. – Gud bevarer Israel for sit navns skyld, siger hun med varme og overbevisning. Gud velsigner dem, der velsigner hans folk og forbander dem, der forbander det.
Nu håber Jeannette at kunne finde interesserede medlemmer til Immigranthjælpen, der vil støtte arbejdet. Bl.a. bliver hun bedt om at holde foredrag om Israel i forskellige foreningssammenhænge.
Og hun er glad for at kunne fortælle dem, at pengene, der gives, er godt givet ud. Immigranthjælpen budgetterer kun med 3 –4 pct. til omkostninger, fordi medarbejderne selv er højt engageret og på alle måder søger at holde udgifterne på et lavt plan.
Gud har sået en kærlighed til Israel i mit hjerte, Det var fra barndommen af en opgave for mig at hjælpe det jødiske folk, som jeg elsker højt, siger Jeannette.