Helbredelsen holder
Helbredelser er i fokus for tiden – ikke mindst pga. Charles Ndifons kampagner i flere danske byer. Den nigerianske evangelist proklamerer frimodigt igen og igen, at Gud både vil og kan helbrede – og folk strømmer frem til forbøn. Men griber Gud virkelig ind – og holder det?
Esther Søholm fra Brørup i Sydjylland er et levende bevis på, at guddommelig helbredelse også holder i længden. Hun kan i år fejre 10året for sin helbredelse for kræft. Men ingen kan huske hvem det var, der bad for hende, blot at de menigheder hun besøgte i Kolding og Rødding råbte til Gud for hende.
Det kom nemlig som et chok for familie og venner, da 51-årige Esther, der altid havde et glimt i øjet og et ord til børnene, fik konstateret kræft. Lægerne havde lukket hende op og måtte skynde sig at lukke i igen, for der var ikke noget håb. Hun havde en tumor i underlivet på 14 cm
– Der skal et mirakel til, sagde lægen, der indrømmede, at han heller ikke troede at kemoterapi ville have nogen virkning.
Alligevel startede hun på kemobehandlingen og den læge, hun gik til efterkontrol ved, sagde:
– Esther, du skal ikke regne med at blive rask igen
– Jamen, tror I ikke en gang på jeres egen behandling?, protesterede hun.
– Nej – jeg tror hverken på Gud eller på kemoterapi, havde han svaret.
I dag 10 år efter sker det stadig, at man snakker om Esther på Brørup Sygehus: “Tænk, lever Esther endnu!”
Vi sidder i familiens nye hjem på Magnolievej og snakker om den gang for 10 år siden. Esther har dækket kaffebord og viser stolt journalerne frem.
Journalen fra Esbjerg Sygehus d. 15.1.92 begynder med “Man finder en stor tumorproces i det lille bækken strækkende sig op mod fossa iliaca
” og efter menighedens forbøn d. 18.2.92: “Alment har pt. fået det langt bedre
tumorprocessen skønnes til 13×13 cm
”. Svulsten var altså på tilbagetog, og i de følgende journaler står bl.a.
rent alment går det stadig stærkt fremad. Er stort set nu i stand til at udføre alle daglige gøremål
” og “
Alment har pt. det nu fuldstændig vel bortset fra let træthed
Ved G.U. føles ingen tumorprocesser i det lille bækken
” for til sidst at slå fast d. 3.8.92: “Klinisk ved G.U. ingen tegn på resttumor” og senere d. 21.8.92: “Der var lille resttumor i begge ovarier, ellers helt normale makroskopiske og mikroskopiske forhold. Pt. betragtes derfor som værende i komplet remission”.
Esthers tilfælde viser, at lægelig behandling og guddommelig helbredelse ofte må gå hånd i hånd, fordi folk allerede er i behandling når de søger forbøn. Og hvis ikke, insisterer lægerne på behandling. Men der er ingen tvivl om, at det er Guds fortjeneste, at Esther i dag er fuldstændig fri for kræft.
Esthers tilfælde viser også, at helbredelsen kan ske over længere tid. Og at der i processen skal mange små mirakler til:
– På et tidspunkt led jeg af alvorlig blodmangel, fortæller Esther. – Men jeg var ikke meget for at få en blodtransfusion, pga. af AIDS og alt det der. Men vi bad og i løbet af en uge var min blodprocent oppe på det normale
Selv om lægen hverken troede på mirakler eller kemoterapi, skulle Esther for en god ordens skyld have terapien alligevel. I begyndelsen fik hun det dårligt af den – men også det bad hendes kristne venner for – og siden mærkede hun ikke flere bivirkninger.
– Men jeg kan huske, at jeg overværede en snak mellem sygeplejerskerne på sygehuset, da jeg var til undersøgelse. De syntes det var synd at give mig kemo, når jeg alligevel ikke havde langt igen.
Men hvordan følte hun det, dengang kræften blev opdaget?
– Det var selvfølgelig svært at få de dårlige nyheder, men jeg kan huske, at det, der ærgrede mig mest, var, at jeg måske ikke ville komme til at opleve bortrykkelsen (Bibelen lover, at når Jesus kommer tilbage skal de døde opstå og de levende bortrykkes til himlen – red.).
– En nat havde jeg det så dårligt, at jeg søgte natlæge. Da han havde snakket med mig, sagde han, at enten var jeg meget alvorligt syg, eller også var jeg god til at spille komedie. Men da han undersøgte mig, var han ikke længere i tvivl. Han skrev med det samme en indlæggelsesseddel til Brørup Sygehus. Der blev jeg skannet, og det viste sig, at jeg havde en 15 cm ondartet knude på den ene æggestok. Samme dag sendte de mig til Grindsted Sygehus, hvor jeg skulle opereres.
– Jeg blev lukket op, men de kunne ikke gøre noget, da den var infiltreret i de øvrige organer. Jeg blev kun lokalbedøvet, så jeg kunne godt følge med i, hvad lægerne sagde. Jeg fik at vide, at der skulle et mirakel til, hvis jeg skulle komme over det. Jeg bad sygeplejersken om at gentage det for min mand, for jeg troede ikke, jeg hørte rigtigt. Da jeg lige fik det at vide, græd jeg. De var meget søde til at trøste mig, men jeg ønskede at være alene. Da jeg fik bedt og lagt det hele over til Gud, blev jeg fyldt med en fred, som jeg slet ikke kan forklare.
I Brørup blev jeg tilbudt at tale med en psykolog, men jeg sagde nej tak, for det havde jeg ikke behov for.
De spurgte så: Hvad med familien?” Jeg sagde, at de tog det lige så roligt. Jeg var ked af, at de gav mig så meget morfin, men en af sygeplejerskerne spurgte mig, om jeg var bange for ikke at blive smertefri, når det blev værre. Hun sagde: I øjeblikket skyder vi med ærter, men senere vil vi skyde med kanonkugler”. Det var hendes måde at sige til mig, at jeg ikke ville blive rask.
– En måned efter begyndte jeg på kemoterapi. Allerede efter anden behandling kunne de ikke mærke knuden. Jeg begyndte at få appetit, bortset fra den uge jeg havde fået kemoterapi. Efter 3. kemobehandling fik jeg brok og måtte indlægges om natten, og var så hjemme allerede næste dag. Så gik det kun fremad, og jeg var ked af at skulle fortsætte med kemoterapien, da jeg ellers følte mig fuldstændig rask. Men kemoterapien gav mig mange kvaler. I kirken bad vi særligt for dette, og efter det gik det bedre. Men jeg ville helst undvære det. Gud gav mig de ord til trøst: I skal drikke dødbringende gift, og det skal ikke skade jer!” Sådan nogle skriftsteder plejede jeg at læse højt for mig selv om aftenen.
– En dag spurgte sygeplejersken, da jeg var til kemoterapi, hvorfor jeg selv troede, at jeg var rask. Jeg fortalte hende, at jeg var en kristen, og at der var blevet bedt for mig, og at jeg følte mig rask. Jeg sagde også, at jeg var ked af, at jeg skulle opereres efter seks kemobehandlinger, og jeg spurgte, om jeg kunne blive fri, hvis de ikke kunne se noget, når jeg blev skannet.
Skanningen viste, at der ikke var noget kræft at se, men at der var nogle hulrum med væske. Jeg fik senere at vide, at der var en 7 cm stor vandcyste i bughulen, og den skulle fjernes på Grindsted Sygehus. Efter et par måneder blev jeg indlagt til operation. Jeg har senere fået at vide, at de tog prøver af alt, lever og det hele. Men de fandt ikke spor af kræft.
Efter operationen fik jeg at vide, at de havde fjernet en lille bitte cyste. De ville sende prøver ind, og jeg ville få svar ugen efter. De bad mig om at komme ind på sygehuset og få svaret, for de brød sig ikke om at fortælle over telefonen, at jeg havde kræft. Det behøver jeg ikke,” sagde jeg.” Sig det bare over telefonen. Jeg ved, at jeg er rask”. Ugen efter ringede de så til mig, og oversygeplejersken sagde, at hun følte sig som julemanden. Jeg blev erklæret for rask, og nu skulle jeg blot gå til kontrol hver tredje måned.
– Min læge, der havde sagt, at han ikke troede på mirakler, sagde nu: “Jeg tror, når det er dig!” Og efter et stykke tid: “Vi behøver egentlig ikke at se dig mere
”.
Men ingen af lægerne har direkte indrømmet, at der er sket et mirakel med Esther.
– Det nærmeste er, at da en fra menigheden, der arbejder på Brørup Sygehus henviste til mig, sagde de, at jeg måtte da være død for længst…
