Charles Ndifons helbredelsesmøder på Bornholm

– Er der flere, som ønsker helbredelse?
spørger den nigerianske evangelist Charles Ndifon ud over hallen.Flere kommer frem. Han helbreder dem én for en i Jesu navn.
Nogle går det meget let med, andre har flere sygdomme, som han må spørge sig frem til.
I mange tilfælde kan han selv fortælle mennesker, han aldrig har set før, hvad de fejler, og hvordan det er sket.
Han kan beskrive deres indre brud og grunden til deres smerter.
– Det er kundskabsord, som Gud giver mig, fortæller han til Udfordringen.
– Herren taler til mig hele tiden. Ofte i billeder.
Ind i mellem siger han:
– Der er én her, som har kræft i lungerne. Eller: – Der er én som har ondt her i højre underarm, du har fået en skade. Gud helbreder dig nu.
Ofte knipser han bare med fingrene: – Du er helbredt. Sygdommen har forladt dig.
Ofte tilføjer han:
– Du er fri. Nyd livet! Begynd at drømme igen!
– Nogle bliver skuffede over, at jeg ikke råber og skriger, men hvorfor skulle jeg det? Gud er ikke døv. Og det er ikke min optræden, der helbreder folk, det er udelukkende troen på Jesus.
– It’s too easy! (Det er for let) siger Charles ofte, når han møder et svært tilfælde. Blandt de tusinder, der allerede er blevet helbredt ved hans møder rundt om i verden, har der været de mest håbløse tilfælde. En mand uden øjne, som ønskede at se, f.eks. Og som kom til at se…! ifølge Charles.
Derfor tvivler han aldrig på, at Gud kan helbrede en syg. Men ofte er der onde ånder, som skal kastes ud. Og giver de sig ikke frivilligt, befaler Chales højlydt den syge ånd at forsvinde, – og bagefter kan den syge høre eller se eller bevæge sig uden smerter.
Ofte skal øjne eller ører dog lige vende sig til den nye situation. Som på den bornholmer, der kun delvist kunne se på det ene øje, og som derfor havde vænnet sig til kun at bruge det andet. Eller en kvinde fra Århus, som havde haft dobbeltsyn i 34 år, og derfor havde vænnet sig til at se på den måde:
– Jeg spiller tennis – jeg spillede bare med to ketsjere og to bolde samtidig…, sagde hun til Udfordringen, da hun var blevet helbredt. Hun skulle nu til at lære øjnene ikke at fokusere på den syge måde.

Helbredelse sker ifølge Ndifon ofte i flere omgange.
Selv Jesus måtte i Markus 8, v. 22-26 helbrede den blinde i Betsajda i to omgange, fordi han i første omgang kun så „omvandrende træer”.
Hjernen skulle nemlig først lære at afkode synsindtrykkene, eftersom manden var blindfødt.
Agnosia, kaldes denne tilstand, som forskerne først for nylig har opdaget. (Se f.x.: Oliver Sacks: An Antropologist on Mars, Knoff, A. A., New York, 1995)
Opdagelsen beviser indirekte, at Jesus virkelig helbredte, eftersom hverken Markus eller andre på det tidspunkt kunne vide, at mennesker, som ved en operation/et mirakel får deres syn igen, ikke kan „forstå” det, de ser, hvis de ikke tidligere har kunnet se.

– Er der flere? spørger Charles.
Sådan bliver han ved med det erklærede mål, at han vil bede for alle, der ønsker helbredelse.
– Let’s clean this place up, siger han humoristisk. Lad os får gjort rent på det her sted.
På et tidspunkt siger han: – Lad os gøre Bornholm til kræftfri zone! Lad os helbrede alle kræftsyge, så folk fra resten af landet kommer hertil for selv at blive helbredt.
Folk klapper, selv om de nok tvivler på, at det er muligt. Men Charles sætter ingen begrænsninger på sine drømme: For Gud er ingenting umuligt.
Hvis han ikke skulle videre i næste uge, vil han sikkert gøre alvor af at prøve og udrydde kræften på hele øen. Men han arbejder 48 uger af året med kampagner rundt om i hele verden.

– Hvis I hjælper mig, så er vi færdige om ti minutter, siger han, da klokken nærmer sig midnat. Men der bliver ved med at komme flere syge frem, mens en del af de allerede helbredte forsvinder efter mange timers møde.
Når Charles taler om, at de syge skal hjælpe ham, så handler det om, at hvis de er parat til at tro og modtage deres helbredelse uden forbehold, så går det hurtigt. Men det trækker ud, hvis folk ikke rigtigt tør tro eller har tanker i hovedet, der forhindrer miraklet:

– Mange kristne er paradokssalt nok svære at helbrede, indrømmer Charles Ndifon. – Det er meget nemmere med mennesker, som fx. er nyreligiøse:
– De har ikke hovedet fyldt med forkert teologi om, at det nok er Guds vilje, at de skal lide. At de nok skal lære en lektie. At de ærer Gud med deres elendige tilstand – og mere af den slags.
Undskyldninger!
Det er den slags teologi, der opstår, når kirken ikke forstår at anvende Guds kraft. Så siger man:
– Jo, det står godt nok i Bibelen, at vi skal „helbrede syge, opvække døde, gøre spedalske rene, drive dæmoner ud” (Matt 10,8), MEN…
Der er altid et MEN.
Så fortolker man og tager hensyn til, hvad dén og dén store mand har sagt, i stedet for at gå tilbage og se, hvad Bibelen siger.
– Gud har ikke behov for at få ære ved at lade sine børn lide, fastslår Charles.
– Hvilken far ville ønske, at hans børn skulle lide, så han kunne blive æret? Gud er ikke sådan en far.
Han får da mere ære af et menneske, som bliver helbredt i Jesu navn.
Og behøver han at lade sine børn lide for at lære os en lektie? Hvilken lektie har du lært af at du ikke blev rask, selv om Jesus siger det?
Det er altsammen undskyldninger, fordi kirken ikke tør tage Jesus på ordet.
Charles Ndifon er ikke i tvivl om, at al sygdom er satans forsøg på at ødelægge Guds skaberværk.
Og han bliver vred, når nogen vil give Gud skylden for en sygdom.
– Der er så meget religiøsitet, som står i vejen for, at mennesker kan møde Jesus. Folk er trætte af religion, men de er interesseret i Jesus. Og han er interesseret i dem!

Flere gange samler han en gruppe med samme lidelse. F.eks. opdager han, at der er flere med hofte-problemer og kalder på dem alle sammen. Så helbreder han samlet hele gruppen. Undervejs piller han enkelte ud, som han udspørger nærmere for at sikre sig, at de nu også er blevet helbredt.
Tilsyneladende bliver langt de fleste helbredt.

– Det er vigtigt, at I reagerer øjeblikkeligt, når jeg beder for jeres sygdom, formaner Charles de syge.
– Gør straks det, du ikke kunne før. Kan du ikke bøje dig, så bøj dig. Kan du ikke gå, så spring op og gå. Kan du ikke bevæge nakken, så bevæg den. Kan du ikke se, så forsøg at bruge øjet.
Det er vigtigt, at du straks handler i tro, pointerer Charles.
Han mener, at en stor forhindring for, at kristne bliver raske efter at have bedt Gud om det, netop er, at de ikke handler i tro på det, de har bedt om. De afventer, at Gud skal sende et mirakel fra himlen, men Gud ønsker, at vi tager imod i tro og handler på hans løfter.
– Du tvivler ikke på hans løfte om frelsen, vel? Du har ikke noget valg. Du er nødt til at stole på Jesus. På samme måde må du stole på de løfter Jesus giver om helbredelse, hvis du vil være rask.

Hundre af syge mennesker er blevet guddommeligt helbredt ved møderækken i Rønne på Bornholm.
Fra søndag morgen og frem til torsdag aften forsøger Charles Ndifon at helbrede alle der ønsker det.
Det sker i Pinsekirken, som har købt og indrettet sig i en hal i Rønne. Og Charles Ndifon følger i sporet på andre helbredelses-prædikanter, som også for nylig har besøgt kirken og øen: Hans Berntsen, Josephine fra Rwanda, Christian Hedegaard.

– Vi kan mærke, at det nu begynder at rykke, fortæller Pinsekirkens præst, Jørgen Christensen, som kom til Bornholm med sin lokalt-fødte hustru for to år siden.
Han har tidl. været forstander i bl.a. København, Esbjerg og Vejle.
– Bornholm er jo det sted, hvorfra vækkelsesbevægelser har bredt sig til hele Danmark. Og nogen siger, at der er udgået flere evangelister fra Bornholm end fra hovedstaden.
Kirkegangen er langt højere på Bornholm end i resten af landet. Omkring 10 pct., fortæller Jørgen Christensen.
– Men vi har også behov for fornyelse i de gamle bevægelser og i kirkerne. Og vi har brug for at komme ud til folk udenfor kirkerne. Derfor har vi kørt disse møder med talere, som kan nå længere ud.
Og vi har allerede kontakt med mange nye. F.eks. kommer der nu en stor gruppe tidl. misbrugere fra et lokalt ikke-kristent center, nemlig Minnesota, her i kirken.
Men vi holder ikke disse møder for, at vores egen kirke skal vokse. Vi ved, at der er mange andre sammenhænge end vores, hvor de nye kan komme. Og selv om det er os, der står med ansvaret for denne kampagne, så føler vi, at de andre frikirker bakker os op, foruden mange fra folkekirken, siger Jørgen Christensen, der drømmer om, at Bornholm igen skal blive et åndeligt kraftcenter for hele landet.

Søndag morgen fik Charles Ndifon begyndt at helbrede for hurtigt, og straks myldrede syge frem, så han ikke nåede at få givet den undervisning, han gerne vil give om at „bevare sin helbredelse” imod Djævelens angreb.
Derfor begynder han søndag aften med undervisning, og han taler hurtigt, stærkt og inspireret.
Men der går alligevel ikke så lang tid, før han har brug for et eksempel.
Så kigger han ned i salen og peger på en tilfældig kvinde på ca. 50 år, som han aldrig tidligere har set.
– Frue, De har kræft, er det ikke sandt? spørger han på sin høflige afrikanske måde.
Jo, det er det. Hun har brystkræft og kommer fra Århus, fortæller hun mig bagefter. Hun er rejst herover, fordi lægerne har opgivet hende. Hun har også forgæves benyttet sig af en alternativ helbreder ved siden af lægen, og nu er hun kommet i håb om, at Charles Ndifon kan hjælpe hende.
– Vær ikke bange, siger han omsorgsfuld, da hun kommer op med tårer i øjnene. I al sin kontakt med syge udtrykker han accept og kærlighed, giver mange knus og smil.
– Jeg er ikke bange, svarer hun. – Jeg er bare rørt.

Charles bruger nu hendes sygdom som eksempel, og forklarer, at i samme øjeblik den syge kræftånd fordrives fra hendes krop, vil kræftcellerne dø.
Han sammenligner med beretningen i Markus 11, v. 12-14 og v. 19-26 om figentræet, som Jesus forbander.
– Straks, da Jesus forbandede træet, mistede det livet. Men først dagen efter så Peter, at det var visnet, pointerer Charles.
– Straks, når jeg kaster kræftånden ud, mister kræftcellerne deres liv. Men der vil endnu gå nogen tid, før skadevirkningerne er ude af kroppen.
Charles ved godt, at mange hvide kalder den slags for overtro.
Bagefter siger han til mig: – De hvide har ofte fortalt os, at det, vi troede om ånderne var overtro. De vidste ikke bedre. Men det var ikke overtro. Vi véd, hvad vi har med at gøre! Der sker mord i den åndskamp. Og er man ikke en åndsfyldt kristen som kan beskytte sig under Guds kraft, så kan det være direkte farligt at begive sig til Afrika.

En yngre mand i en kørestol, som er lammet fra bæltestedet og nedefter, bliver erklæret helbredt, og hjælperne får besked på at træne hans ben, men selv om hjælperne forsøger at få ham på benene, har han åbenbart ikke fået følelse i benene.
Efter nogle forsøg, kommer han igen tilbage i sin kørestol.
– Er der flere, som endnu ikke er helbredt, spørger Charles. Han får øje på den yngre mand i kørestolen. Han går hen til ham og spørger detaljeret til, hvor præcis lammelsen er.
Han prøver at prikke manden forskellige steder. Lidt efter lidt kommer der følelse et lille stykke under bæltestedet. Lidt efter kan han mærke følelse endnu længere nede.
Charles forklarer:
– Det vil fortsætte sådan, efterhånden som der kommer liv i nerverne igen. Du vil formentlig være helbredt i løbet af et par dage. I kan hjælpe ham ved at afprøve, hvor han har følelse, siger Charles til hans venner, to unge mænd, som står bag rullestolen.
Den ene fik for øvrigt hørelsen tilbage på sit ene øre for lidt siden…