Jeg går gerne HALTENDE ind i Himlen

Dramatisk ulykke førte militærmanden Mussa Marcel til tro på Jesus, og siden har han – trods sit handicap – forsøgt at hjælpe muslimer både fysisk og åndeligtHver gang, jeg er i Afrika, møder jeg mennesker, som er værd at skrive hjem om. Desværre lever de i en verden, som ikke interesserer de fleste danskere… Men Mussa må jeg bare fortælle om…Han var en barsk professionel soldat; højere end de fleste og et rigtig muskelbundt. Èn af dem, man nødigt ville møde i en smal gyde, når han havde drukket. Og han drak meget.
Under træningen holdt han sig ikke tilbage. Han kastede sig ned i mudderet, forcerede alle forhindringer… Men en dag, da han klatrede op i en el-mast, gik det helt galt.

Da han nåede op til de strømførende ledninger, var han uheldig at røre ved dem. Et elektrisk stød sendte ham i jorden – 10-15 meter nede.
Han ramte så hårdt, at højre lårben ikke blot brækkede, men lårbensknoglen blev skubbet op på siden af hoften.
Da Mussa ikke havde råd til at betale for en operation på et godt sygehus, voksede benet forkert sammen. Højre ben var dermed ca. 10 cm kortere end det venstre, og han kunne ikke bøje det i hoften.

Mussa var handikappet for livet, og hans levebrød som professionel soldat var pludselig forbi. Her var ingen pensionsordning eller sygedagpenge. Mussa kunne bare tage bussen hjem til sin gamle far og håbe, at han ville forsørge…
I Afrikas fattige lande er der ofte meget lidt forståelse for mennesker med handikap. Især blandt muslimerne er der en tendens til at se handikap som noget, man selv er skyld i, og som gør én til et laverestående menneske.
Og Mussa kom netop fra det muslimsk-dominerede nordlige Cameroun…

– Men selv var jeg ikke muslim, fortæller Mussa.
– Mine forældre var animister (hedninger). Det almindelige var, at animisterne blev muslimer, når de tog til byerne. Det var der mange fordele ved.
Men i mit område lå der også en lille kristen kirke ude i bushen. Ofte havde jeg som barn stået udenfor og lyttet til sangen og prædikenen. Jeg havde aldrig besluttet mig for at blive kristen, men da jeg som soldat skulle udfylde papirerne og svare på, hvilken religion jeg havde, satte jeg af en eller anden grund kryds ud for „kristen”.
Jeg véd ikke hvorfor.

– Som soldat levede jeg slet ikke som kristen, men da jeg blev ramt af ulykken, fik jeg brug for Gud. Jeg var knapt nok klar i hovedet, fordi jeg drak og tog stoffer for at holde smerten og livet ud. Men da en politimand kontrollerede mine papirer undervejs hjem i bussen, bemærkede han: „Nå, du er kristen.” Jeg tror, jeg svarede: „Er jeg?”
Først da huskede jeg, at jeg havde skrevet sådan i mine papirer.
Fra det øjeblik var jeg fast besluttet på, at jeg måtte tilbage til den gamle kirke i landsbyen.
Søndag tog jeg hen til kirken og satte mig udenfor. Jeg sagde, at jeg gerne ville omvende mig.
Jeg havde skrevet i min håndflade, hvad jeg ville sige i min omvendelses-bøn, for jeg var bange for, at jeg ikke kunne huske det, når jeg skulle bede. Jeg var stadig omtåget i hovedet – det var som om, jeg var påvirket af ånder.
De kristne tog venligt imod mig, selv om de tvivlede på mine hensigter. Da jeg begyndte at bede, kunne jeg ikke snakke rent. Måske var det ånderne, der havde magt over mig…
Jeg husker, at jeg læste på min hånd, men at der kom andre meningsløse ord ud af munden – lige indtil jeg nåede til navnet Jesus i min bøn. Fra det øjeblik talte jeg rent og tydeligt, og jeg kunne tage imod frelseren.

– Jeg var heldig, at min far havde en stor mark, så jeg kunne forsørge mig selv. Det giver respekt, at man ikke er afhængig af andre, fortæller Mussa.
Han tog på en fattig bibelskole, som afrikaneren Silas Lapeube havde oprettet udenfor storbyen Maroua. Her bor de ca. 50 studerende familier i jordhuse, de har ikke nok rent vand, og de lever af at dyrke en udpint jord. Ofte bliver de syge og børn dør af sygdomme, som de let ville overleve hos os…
Sådan er livet på afrikansk – men til trods for, at de hverken har bøger eller andre hjælpemidler, er det åndelige udbytte og fællesskabet stort.

Skolen uddanner kristne i at forstå og kunne tale med muslimer om troen.
Mange evangelist-familier er ligesom Paulus „teltmagere”, der skaffer sig selv føden ved at arbejde.
De flytter frivilligt væk fra deres familier og landsbyer til et fremmed muslimsk område. Så bor og arbejder de der med at dyrke jorden – og opbygger imens en gruppe af troende.
Det kan tage årevis, men for dem er troen på Jesus så vigtig, at de vil hjælpe andre til også at tro og få et nyt liv. Også selv om det betyder store menneskelige afsavn. For midt i det hårde liv oplever de, at Jesus er med dem.

Mussa boede i forvejen i et område, hvor der var mange muslimer. Så han flyttede hjem.
Den lokale menighed ville ikke rigtig anerkende ham som evangelist – han var jo handikappet, og de var heller ikke vant til at arbejde blandt muslimer. Mange afrikanske kristne har opgivet at give evangeliet til muslimer.
Men Mussa var ikke afhængig af løn. Han sled i sin mark, trods sit handikap, og høster hvert år så meget, at han endda kan hjælpe andre.
På sin knallert kører han ofte syge folk de ca. 40 km. til et lille missionshospital. Han har endda indrettet en sygestue i sit eget hus, hvor de syge kan bo, mens han behandler dem med medicin fra hospitalet – og så lader han båndoptageren spille kristen sang. Og de fleste har heller ikke noget imod, at han beder for dem. De mærker, at den tidligere så hårde professionelle soldat nu er fyldt med kærlighed og omsorg for dem.

En dag styrtede Mussa på knallerten og slog skulderen af led. På det lille missionshospital tog man et røntgenbillede og forklarede, at han skulle opereres og derefter holde sig i ro i tre måneder.
– Nej, sagde hårdføre Mussa. – Det kan jeg slet ikke få tid til. Så må jeg bede Gud hjælpe mig og fortsætte mit arbejde.
Og så tog han ellers hjem på ladet af en varebil, hvor der stod mange andre passagerer. For at holde sig fast, løftede han den lamme arm, så den kunne holde fast om en jernstang.
– Pludselig kørte bilen i et hul, så vi blev slynget omkuld. Det gav et voldsomt ryk i armen, og jeg fik så voldsomme smerter, at de tog mig ind i førerkabinen resten af vejen.
Dén dag og dagen derpå havde jeg smerter. Men så var det forbi. Armen var igen på plads og i orden. Jeg var blevet „opereret” af Herren selv!
– Jeg véd, at Gud også kan gøre mit ben rask – men det må ske ved et mirakel, for hospitalet tør ikke foretage en operation. Det er groet for skævt sammen.
Men hvad enten Gud gør mit ben rask eller ej, så er jeg tilfreds. For den ulykke bragte mig i forbindelse med Gud, og det er det bedste, der er sket. Jeg går gerne haltende ind i himmelen.
Efter at Mussa i praksis har vist, at han er en troværdig kristen med god kontakt til muslimer, er han nu udvalgt som én af ti radio-evangelister, der skal følge op på kristne radio-udsendelser. Det giver en smule løn – men Mussa bruger formentlig pengene på at hjælpe andre.