– Jeg var lammet af sklerose – nu kan jeg igen leve normalt

En flot solskinsdag i februar 2002 møder vi den nu 27-årige Henriette Kyster i Odense. Hun kommer gående i fuld fart, og det er svært at forestille sig, at Henriette for kun ét år siden var så syg, at hun måtte have 4-5 hjælpere i løbet af dagen for at kunne klare sig.– Jeg havde brug for hjælp til alting. Når jeg skulle op, når jeg skulle i bad, når jeg skulle på toilet, når jeg skulle have mad…
Uden hjælperne var jeg rimeligt hjælpeløs, fortæller Henriette.

– Det begyndte alt sammen i 1995. Jeg spillede fodbold fire gange om ugen og elskede sport. Pludselig begyndte jeg at miste balancen, og mine ben sov.
I januar 1996 gennemgik jeg en række intensive undersøgelser på Odense Universitetshospital, og det viste sig, at jeg havde sklerose! Og derefter gik det hurtigt ned ad bakke. Jeg fik det ene attak efter det andet og blev pumpet med medicin, husker Henriette, som da var 21 år.
– Først måtte jeg have en stok, så en rollator, og i sommeren 1996 måtte jeg have en kørestol. Jeg røg ind og ud af sygehuset, gik til nyttesløs genoptræning i Ringe og blev bare dårligere og dårligere. I 1998 kunne jeg hverken bruge arme eller ben. Når jeg skulle ryge, måtte jeg bruge en rygerobot…!

Henriettes mor, Käte Caspersen, husker denne periode som et sandt mareridt:
– Jeg var helt slået ud. Hvor var vores livsglade pige blevet af? spørger hun.
– Men da de begyndte at tale om plejecenter og et værelse med en 80-årig som den ene nabo og en 90-årig som den anden, så sagde vi stop! Heldigvis gik tingene i orden, så Henriette kunne blive i sin egen bolig med yderligere hjælp, fortæller Käte.
Men Henriette ville ikke give op overfor den frygtelige sygdom:
– Jeg kæmpede som en gal, fortæller Henriette.
– Den sygdom skulle ikke få mig ned med nakken, og efterhånden fik jeg det bedre. Til sidst kunne jeg begynde at gå med en stok i den ene hånd og en støtteperson ved den anden. Men jeg var stadigvæk meget afhængig af hjælp.

Henriettes mor havde set Charles Ndifon på tv i programmet “Åndernes magt”. Her var der en af deres bekendte, som i september 2000 åbenbart havde rejst sig op af en kørestol ved de første møder i Ringkøbing – for åben skærm. Derfor begyndte moderen at snakke med Henriette om, at hun skulle tage til mødet i København i februar.
– Jeg havde ikke meget fidus til det, indrømmer Henriette.
– Nej, jeg er ikke lige til de der halleluja-møder, sagde jeg. Men en af mine personlige hjælpere fra hjemmehjælpen, Katja, bankede i bordet og sagde:
– Nu ta’r du dæleme til det helbredelsesmøde!
Hun lovede også at betale bropengene og selv tage med mig derover i min handikap-bil. Så til sidst gik jeg med til det.

Henriette Kyster var stadig meget skeptisk, da hun kom til København. Sammen med hundredvis af andre sad hun i et tætpakket sidelokale til mødet med Charles Ndifon. Der var ikke plads nok i selve salen i Københavns Kristne Kultur Center, men mødet blev transmitteret over en storskærm til et mindre lokale.
På grund af TV-udsendelsen om “Åndernes Magt” var der så stor interesse for at møde denne “kristne healer”, at hundredvis hver aften måtte gå forgæves. Indenfor sad der 2400 mennesker hver aften. I alt besøgte over 10.000 mennesker i den uge i februar KKKC, som har til huse i en stor bygning på Drejersvej på Nørrebro, der tidligere har tilhørt arbejderbevægelsen.

– Stemningen var helt enorm, og man sad jo helt oppe under loftet, men alligevel var jeg meget tvivlende. Det er bare for langt ude, tænkte jeg. Da de begyndte at bede for folk i kørestole, og de rejste sig op af kørestolene, tænkte jeg: Det har de sikkert fået en masse penge for.
– Mest af alt havde jeg lyst til at komme ud og ryge en cigaret, husker Henriette.
– Men Katja syntes, at jeg skulle prøve at gå op til forbøn: “Nu er vi taget helt fra Odense til København, så kan du da lige så godt prøve at blive bedt for.”
– Okay, det er så i orden, sagde jeg.

– Da de begyndte at bede for mig, skete der noget mærkeligt: Der gik ligesom et elektrisk stød igennem mig, og jeg begyndte at hulke af gråd. Det var som at tænde for en kontakt. Der var 2-3 hjælpere, som forsøgte at få mig på benene. Pludselig hørte jeg, de sagde: “Flyt dig, bare lad hende gå – hun kan godt selv.” De slap taget i mig, og jeg opdagede, at der nu kun var én, der holdt mig med én finger.
Jeg smed stokken og gik – til at begynde med bevægede mine arme og ben sig som trommestikker, men efterhånden blev jeg mere sikker.
– Jeg bare tudbrølede… Det var utroligt. Det var, hvad jeg havde drømt om i mange år.
Så sagde hjælperne til mig, at nu skulle jeg gå over i den sal, hvor Ndifon var, og fortælle, at jeg kunne gå igen.
Jeg gik – og det viste sig at være en ret lang tur; jeg gik op ad trapperne i Pinsekirken, jeg gik rundt i gangene og op på scenen, hvor hundredvis af mennesker klappede ad mig. Det var helt fantastisk! Og mens jeg gik den tur, kunne jeg gå bedre og bedre… Da jeg nåede frem, var jeg helt helbredt.

Midt om natten tog vi hjem til Odense igen. Vi var meget trætte, og min veninde overnattede hos mig.
Da jeg vågnede næste morgen, huskede jeg på alt det, jeg havde oplevet, og jeg turde ikke stå ud af sengen. Tænk, hvis jeg alligevel ikke var blevet rask. Jeg lå i mange timer og mærkede efter. Men jeg kunne mærke, at benene havde det godt.
Til sidste skulle jeg så meget på toilet, at jeg blev nødt til at stå ud, og da benene rørte gulvet, virkede de.
Op ad formiddagen ringede min mor. Hun ville gerne have været med til mødet i København, men kunne ikke:
– Nå, har du oplevet noget derovre? spurgte hun lidt forsigtigt. Jeg tænkte, at nu ville jeg rigtigt tage røven på hende. Så i stedet for at fortælle hende om det, der var sket, sagde jeg:
– Nej, da må jeg godt nok skuffe dig. Der skete ikke rigtig noget…
– Nå, men nu har du da i hvert fald forsøgt, trøstede hun.

Kort efter så Käte sin datter komme gående hende i møde. Hun var fuldstændig overvældet og græd af glæde:
– Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne. Det var så fuldstændig utroligt. Jeg var lige så glad for at se hende gå, som dengang hun tog sit første skridt. Og jeg husker, at Henriette ikke ville sidde ned. Hun ville være på benene hele tiden.
– Ja, den søndag gik jeg hele tiden, husker Henriette. – Dagen efter spillede jeg fodbold med min nevø og klatrede i træer med ham!
Og nu cykler jeg og gør alt, hvad jeg har lyst til. Du ved ikke, hvor man kan savne at cykle…!
Jeg tog også på min første rejse alene – til Grækenland. Jeg kunne gå i byen igen. Jeg kunne løbe. Jeg har fået en masse oplevelser.

– Lægerne glæder sig da over, hvad der er sket med mig, men de anerkender det ikke som et mirakel. De siger, at det nok var sket alligevel… Men det er jo hul i hovedet – hvorfor skulle jeg “tilfældigvis” lige netop blive rask den aften, bemærker Henriette og tilføjer bramfrit:
– Jeg er sgu ligeglad med, hvad lægerne siger. Folk må gerne tro, at det er fup og fiduser, men jeg ved, at der skete noget, og det fik mig til at gå igen.
Til at begynde med gik Henriette stadig til kontrol og fik medicin for at hindre, at symptomerne skulle komme igen.
– Når jeg er stresset, kan jeg godt blive lidt svimmel eller mærke, at det snurrer i benene. Men det er der jo også andre, der oplever. Og det bliver stadig mindre.

Hvor meget tro skal der til for at blive helbredt?
Henriette havde ikke meget fidus til det – men det skete alligevel. Og i det første år, der gik efter helbredelsen, havde Henriette også selv svært ved at tro på en god Gud.
“Hvor var han i de år, hvor alt gik i stykker?” tænkte hun. Men omvendt var hun nu blevet overbevist om, at “der er mere mellem himmel og jord”.
Da Charles Ndifon i februar 2002 igen var i Odense, var hun ude at spise sammen med ham:
– Charles er meget sjov, så der var en masse fis og ballade, fortæller hun.
– Jeg synes, at jeg efterhånden har fået svar på nogen spørgsmål. Det er rigtigt, at jeg til at begynde med havde en masse spørgsmål om Gud og kristendom, men i den uge, jeg nu har været med til møderne, har jeg besluttet, at det er den vej, jeg vil gå.
Jeg vil tro på Jesus, og så er jeg sikker på, at han hen ad vejen vil give mig svar på alle de spørgsmål, jeg har.
– Min far har stadigvæk svært ved at tro, at det var Gud, der gjorde det. Så det snakker vi ikke så meget om. Men min mor kommer nu også i kirken.