Jul i menneskenes land
Det er lørdag eftermiddag før 1. søndag i advent. De elektriske julestjerner findes frem og efterprøves og det første julepynt placeres i hjemmet og i Missionshuset. Præcis kl. 00.00 tændes de elektriske julestjerner – og det sker over hele byen på een gang. Det er mørketid i Grønland, men julestjernerne lyser overalt. Ethvert hjem, hvor man ikke er Jehovas Vidner, har mindst een julestjerne, der lyser op. Samtidig er der et enormt forbrug af levende lys, så vi kalder mørketiden for hyggetid. Udenfor lyser andre stjerner op på himlen, der er lysende sne overalt og nordlyset danner ofte flammehav på himlen.
Forud for 1. søndag i advent har det været vanskeligt at finde noget om jul i butikkerne. Det kommer først frem nu. De første år, vi boede i Grønland, var det umuligt at finde juleting før adventstiden, men i de senere år, er der dukket julepapir og til- og fra-kort og lidt julepynt op i slutningen af november. Tidligere måtte man gemme julepapir fra året før, hvis de julegaver, der skulle nå til Danmark med skib, skulle være pakket rigtigt ind.
1. søndag i advent er der mange i byens 2 kirker og i Missionshuset. Der er altid et rigtigt godt gudstjenestebesøg i Grønland, men til højtiderne er der endnu flere. Om eftermiddagen er næsten alle mand af huse, man skal til Lions Clubs julemarked i hallen. Klokken 15 kommer julemanden på hundeslæde foran hallen og tænder byens juletræ og samtidig tændes metaljuletræet oppe i fjeldet, hvor det står og lyser ned over byen som et vartegn. Det er utroligt smukt og såvel juletræerne ude og inde, som stjernerne i vinduet er tændt til kl. 24 Hellig 3 Kongers aften, hvor julen slukkes.
De øvrige adventssøndage og dagene derimellem er – udover gudstjenesterne – præget af oppyntning i hjemmene, hvor der pyntes meget, julebagning, gaveindkøb, julekoncert i kirken og mange julekoncerter i fjernsynet fra andre byer og fra grønlænderes sammenkomster i Danmark. Dertil kommer udsendelsen Julehilsener til og fra Grønland, som er noget, man bare skal se, først og fremmest for at se, om man finder kendte ansigter i salen. Men december bliver aldrig stresset, sådan som vi kendte det i Danmark. Der er en helt, helt anden ro over det hele og i radioen spilles der masser af julesalmer.
Hvis man har set udsendelsen Julehilsener til og fra Grønland, har man måske lagt mærke til, at den afsluttes med, at man synger Rasmus Berthelsens smukke julehymne, Guuterput, som også må betragtes som en nationalhymne. Guuterput – Til vor Gud – afslutter enhver kirkekoncert i Grønland i december, ligesom den synges ved slutningen af hver eneste julegudstjeneste. De første linier synges med akkompagnement, derefter ophører musikken og alle i salen rejser sig og synger resten uden musikledsagelse. Det er en fantastisk smuk julesalme, og der fælles mange tårer, når den synges. Sangen er noget ganske specielt for enhver grønlænder og for mange danskere også. For mange er det, den smukkeste julesalme, de kender. Der er himmelsk højtid omkring afsyngelsen af Guuterput.
Rasmus Berthelsen, der er ophavsmanden til Guuterput, er en af Grønlands største salmedigtere. Det fortælles, at han en julenat gik uden for sit hus og stod og så på stjernerne og mens han stod der genoplevede han englesangen over Bethlehem den første julenat og så kom Guuterput til ham, både tekst og melodi. Den er guddommelig inspireret og det er guddommeligt, når den synges.
Det er en gammel grønlandsk tradition, at man julenat – oftest var det børn og unge – gik fra hus til hus med staldlygter og så sang man julesalmer uden for byens mange hjem. Mange gamle fortæller begejstret om, hvordan de i deres ungdom var rundt og synge det meste af julenat. Desværre døde traditionen efterhånden ud de fleste steder. Men i julen 2000 – genoptog vores menighed i Missionshuset Qupaloraarsuk den gamle tradition. Vi vidste intet om det, før vi natten mellem 1. og 2. juledag blev vækket af julesang uden for vores hus. Vi åbnede døren og så en lille skare på vores terrasse, der sang for os midt i natten. Bjarne kom hurtig i tøjet og fortsatte med den lille skare rundt i byen. Det var en utrolig smuk oplevelse.
I julen 2001 var menigheden igen rundt i byen og synge og denne gang blev det julenat. Vi var forberedte og da de kl. 00:45 kom til vores dør, var vi begge parate til at følge med rundt i byen. Ved hvert eneste hus sang vi Guuterput. Vi var med til klokken 3 og gik så hjem i seng, mens andre fortsatte til kl. 5 om morgenen. Natten mellem 1. og 2. juledag var de af sted igen og i år skal vi igen af sted med julebudskabet til hjemmene i Ilulissat julenat.
Det fortælles, at Harald Moltke, den tegnende greve, der fulgte Knud Rasmussen på flere af hans ekspeditioner, engang holdt jul i den gamle præstegård i Ilulissat, hvor der i dag er museum. Han kendte intet til denne tradition, da han julenat blev vækket af sangen udenfor de tilisede vinduer. Han troede, han var kommet i himlen, men blev hurtigt klar over, at han levede, og at det var byens unge, der gav ham denne uforglemmelige oplevelse.
Vi er meget glade for, at vores menighed har genoptaget traditionen til glæde for mange i byen.
Grønlandske børn får som oftest deres julegaver den 24. om morgenen. Mange familier samles til fælles morgenspisning og ellers går formiddagen og den første del af eftermiddagen med at gå til kaffemik hos hinanden. Der er et mylder på gaderne af mennesker, der er på vej til og fra kaffemik og de fleste giver hånd og siger Juullimit Pilluarit, tillykke med julen. Man kan godt komme til et hjem, hvor der ikke er nogen hjemme, men døren står åben og kaffebordet er dækket og man kan bare sætte sig ned og tage sig en kop kaffe. Huset beboere er selv til kaffemik, men kommer måske om lidt.
I hallen samler julemanden mange børn til dans om træet og godtepose- og gaveuddeling. Der er en børne-julegudstjeneste i kirken og derefter følger 7-8 julegudstjenester i byens to kirker, i Missionshuset, på plejehjemmet og på sygehuset og der er stuvende fyldt de fleste steder i en by, hvor der bor 4.500 mennesker.
Om aftenen samles man i familierne og spiser en god julemiddag – og det kan være mange ting. Det første år, vi boede i Ilulissat, spurgte Bjarne en ung grønlænder om, hvad man spiser juleaften og svaret kom prompte: Det kommer an på, hvad man har i fryseren. Det kan være alt fra sæl, hval, ørred, alke, ryper, rensdyr, moskusokse til flæskesteg, and, gås, kalkun. Sidste år spiste vi selv moskusoske med den obligatoriske efterfølgende ris a la mande. Hvad vi skal have i år, må i skrivende stund stå hen i det uvisse.
Mange danskere har den tradition, at man 1. eller 2. juledag har den helt store julefrokost. Det vinder også så småt indpas i Grønland, men det er kaffemikkerne, der er de vigtigste. Der er et vrimmel og mylder af mennesker rundt i byen, der er på vej til og fra kaffemik – og hver enkelt skal besøge mange, familie og venner.
Mange har ofte spurgt: Hvad er en kaffemik egentlig? Kaffemik holdes i mange anledninger: ved fødselsdage, ved et barns indskrivning i skolen, på barnets første skoledag, ved bryllupper, når en dreng skyder sin første sæl, når et barn får sin første tand, ved jul og påske. Så går budstikken om, at der er kaffe. Mange grønlandske hjem er små, så selv om kaffemikken strækker sig over 3-4 timer, så er den enkelte kun til stede, så længe som det varer at drikke mindst 1 og højst 2 kopper kaffe, derefter gør man plads til de næste.
Ved nogle kaffemikker, bliver man først bænket ved et bord fyldt med grønlandsk proviant: tørret sæl, tørret hval, mattaq (hvalhud), tørret fisk og rejer. Når man går fra bordet, skal man lige have vasket hænder, inden man sætter sig ved kaffebordet, hvor der er mange slags kager og altid grønlandsk kage, æblekage og lagkage.
Nytårsaften er det vigtigt at være samlet i familierne og evt. gå et smut til andre, men så er det familien samlet. Klokken 20, klokken 24 dansk tid, skydes det danske nytår ind. Klokken 21 skyder man nogle steder det færøske nytår ind og klokken 24 brager det så for alvor løs og vi har ikke før vores grønlandstid set så meget fyrværkeri. Der er slet, slet ingen grund til at købe noget fyrværkeri selv, for himlen er oversået med fyrværkeri og nødraketter, hvis anvendelsesdato er overskredet i årets løb. Vi går som regel om på fjeldet lige bag Missionshuset, vores bedefjeld. Herfra kan vi se over en stor del af byen, ja helt til bygden Oqatsut (Rhode-bay) 20 km nordpå. Vi nyder de mange smukke farver og når det stilner af bliver vi stående og beder for det nye år, beder for byen, de enkelte hjem og for menigheden.
I dagene efter nytår og frem til Hellig 3 Konger er der mange, der klæder sig ud til ukendelighed og måske endda virker truende i deres adfærd. Her i byen udartede det sig i nogle år, og der var mennesker, der kom til skade, når de blev slået af de udklædte. Mange aggressioner kom ud på den måde. Det har heldigvis aftaget igen i de senere år. Det er en gammel grønlandsk tradition og ingen ved helt, hvor den stammer fra. I nogle byer møder man den slet ikke mere, mens den er blusset op i andre.
Hellig 3 Kongers aften er halv helligdag, der er gudstjeneste og de mange julestjerner og juletræerne slukkes klokken 24 og julen er forbi.
Ugen efter – den 13. januar – vender solen tilbage og det meste af byen valfarter til Holmens Bakke ude i fjeldet for at byde solen velkommen tilbage. Sidste gang vi så den inde i byen var i november. I begyndelsen af december forsvandt den også ude i fjeldet, men nu kommer den så tilbage. På visse dage har vi dog oplevet, at himlen farves rød af solens stråler, for den er der jo et sted. I begyndelsen af februar dukker solen op inde i byen igen og snart er den højt på himlen og der er lagt op til de flotteste hundeslædeture, man kan tænke sig. Julen toner ud og giver plads for nye oplevelser.
I de 11½ år, vi har boet i Grønland, har vi kun een gang været i Danmark for at holde jul. Vi foretrækker julen i menneskenes land, hvor der er tid til at være menneske. Der er mindre stress og julen begynder først, når det bliver jul. Derudover er der mere plads til julens hovedperson, Jesus Kristus og vi synger med glæde og varme Guuterput, til vor Gud, en himmelsk tilbedelse af julens Herre.
