– Kunsten hjalp mig igennem krisen
I dag er Kirsten Rasmussen en glad amatørkunstner”. Da hun kom ud af sin depression, blev der også plads til Gud…Maleri som afslapning. Maleri som sorgbearbejdelse. Maleri som formidling. Amatørkunstneren Kirsten Rasmussen har erfaret alle tre fordele ved at give sig hen i kunstens verden
Amatørkunstner kalder hun sig selv, den 43årige Kirsten Rasmussen, og en god sådan, viser et kig på hendes udstilling på Vejen Turistbureau.
Den tekniske assistent fra Vejen Kommune maler i akvarel, når hun skal slappe af. Lige nu er hun – sammen med andre ansatte på Vejen Rådhus – ved at starte en kunstforening. Og så er hun aktiv i en lokal menighed. Så hvor meget afslapning, der bliver i sidste ende, er et åbent spørgsmål
– Min familie respekterer, når jeg går ind på mit værelse og lukker min dør, fortæller hun.
Og det var netop familieforholdene, der gjorde, at Kirsten gav sig i kast med maleriet. Da hendes mand Freddy blev alvorligt syg, havde hun – dengang – ikke andre steder at ty hen.
– Jeg stod pludselig med ansvaret for hele familien. Men så kunne jeg koble af ved stativet
Sygdom var ikke det eneste problem for Kirsten. Allerede som 16-årig mistede hun sin far, og da hun senere som voksen begyndte at male, følte hun sig hensat til den tid, hvor faderen døde.
– Jeg var pludselig 16, tænkte på sønderjysk, mens jeg malede; jeg er nemlig opvokset i Kruså. Og da min mand kom på sygehuset, savnede jeg først og fremmest min far. Men maleriet hjalp mig med at bearbejde min sorg.
Kirsten Rasmussen har altid fået at vide, at hun var god til at tegne. Derfor begyndte hun med et aftenskolekursus i oliemaling, valgte senere billedkunst på HF og kom senere på Festival for “Amatørkunstnere på Thyholm”, hvor hun blev introduceret til akvarelmaling – en genre hun siden har holdt fast ved.
Og hvis lyse farver har hjulpet hende gennem depressionens mørke. For det blev resultatet af sygdom og savn.
– Men en psykolog hjalp mig til at skrive et afskedsbrev til min far, fortæller hun. – Derefter var jeg fri. Nu kunne jeg pludselig rumme noget mere, nemlig Gud.
Et kig rundt på udstillingen afslører, at der skete noget i vinteren 2001-2002. Akvareller med datoerne januar og februar 2002 har pludselig fået varmere farver og “kristne” motiver.
Kan du fortælle, hvad der skete?
– Det med farverne har jeg ikke selv tænkt på, men det er rigtigt nok. Jeg begyndte en ny periode i vinter. Det var ikke bevidst, men jeg er sikker på, at den proces, jeg gennemlevede, smittede af på malerierne.
Og de kristne motiver, Jesus ved brønden, en masse mennesker omkring en lysende person? Hvorfor det?
– Fordi det er blevet mere personligt for mig at være kristen. Jeg kan ikke sætte en bestemt dato på. Det startede med, at jeg kom med i et lokalt gospelkor. Samtidig havde vi på kommunen et kursus for tillidsrepræsentanter om begrebet “livskvalitet”. Vi skulle vælge 3 kort med emner, vi syntes passede på os selv. Jeg valgte “At have rigtige venner”, “Kunstneriske egenskaber” og “Kristen livsholdning”. Men det var først, da jeg kom hjem, jeg spekulerede over, hvorfor jeg havde valgt netop dem.
– Og hvad betød “Kristen livsholdning” egentlig?
– Jeg snakkede med en i gospelkoret, som tog mig med i en husmenighed. Der kommer jeg nu sammen med min mand. Vi har bl.a. gennemgået “De 5 Aftener” – et introduktionskursus i Bibelen. Og forleden fandt jeg et dagbogsnotat frem: “Jeg føler mig bare så boblende glad inden i – tænk for 1 år siden var jeg deprimeret. Det er bare fantastisk”.
Og så kom de bibelske motiver ind i billedet?
– Ja, jeg tænkte f.eks. på, hvordan det måtte være at være i ørkenen, over 5000 mennesker sammen med Jesus. Og så tænkte jeg på gospelkoret, menigheden. Der oplever jeg et fællesskab, jeg aldrig har oplevet før, slutter Kirsten Rasmussen.
