Teglgaard har succes med krimi

Det er nærmest nødt til at blive kriminelt, før man kan se, der rent faktisk er et problem, mener Thomas Teglgaard. Det er bl.a. derfor, han har skrevet en kriminalromanDet går godt for lægen og forfatteren Thomas Teglgaard. Han trives med sit arbejde, og hans kriminalroman er blevet så godt modtaget, og forlaget er så tilfreds med den, at den måske får en efterfølger – og det på trods af, at det skinner igennem, at den er skrevet af en kristenHovedpersonen i Al den ondskab (anmeldt her i uge 36) er læge ligesom forfatteren selv. Her fortæller han om, hvordan det er at være læge, og hvorfor han synes, krimi-genren er værd at bruge tid på.

Du blev læge sidste år og har siden forsket i rehabilitering af cancerpatienter – hvorfor det?

– Jeg slog de sidste to semestre sammen, så jeg var færdig et halvt år før tiden, og det kunne Sundhedsstyrelsen ikke rigtig finde ud af, og de kunne slet ikke finde ud af det på universitetet. Så jeg måtte vente. Egentlig var det meningen, jeg skulle vente over et år på en turnusstilling, og så tænkte jeg: Hvad gør jeg så? Der er lægemangel, jeg søgte syv steder, men der var ingen, der ville have mig, så i stedet ringede jeg til Forskningsenheden for Almen Medicin, og i løbet af en uge var jeg i gang med at forske i rehabilitering af cancerpatienter.

Hvorfor lige det?

– Der er stort set ikke forsket i det, der er ingen der ved noget om det – jeg tror, jeg er en af dem i Danmark, der ved mest om det. Man kan læse i statistikken, hvornår patienterne dør, men man ved ikke, hvordan det går dem. Kommer de tilbage på arbejdsmarkedet? Føler de sig godt behandlet? Kommer de i gang med at leve, som de gjorde tidligere? Vi ved det ikke. Jeg lavede en protokol til en undersøgelse; det var meningen, at jeg skulle lave et ph.d.-projekt på det, men jeg sprang fra, da jeg begyndte på min turnus. Jeg opdagede nemlig det mærkværdige, at jeg faktisk godt kan lide at være læge – især psykiatrien er spændende. Så med mindre min nye bog skal filmatiseres og oversættes til 25 sprog, så skal jeg være psykiater.

Hvordan kan det lade sig gøre at kombinere et fuldtidsarbejde med familieliv og forfattervirksomhed?

– Efter at jeg er begyndt at arbejde som læge – ikke mens jeg forskede, for mens jeg gjorde det, skrev jeg det meste af Al den ondskab – men efter at jeg er begyndt at arbejde som læge, har jeg ikke skrevet et eneste ord … bortset fra, at jeg er smugstartet på en to’er til Al den ondskab… Forlaget har faktisk spurgt …

…uanset hvordan det går med salget…

– Så sent som i dag [20. sept.] snakkede jeg med min redaktør. Foreløbig er godt halvdelen af 1. oplag solgt, og han sagde, det er slet ikke tosset, for bibliotekerne har ikke været på banen endnu. Hos Gyldendal ved man efter de første tre uger, om det går eller ikke går, så de er rimelig fortrøstningsfulde, og det er jeg også.

Har forlaget slet ingen reservationer haft over for det, at du er kristen…

– Jeg sendte for snart længe siden første halvdel af romanen til den litterære redaktør, Johannes Riis, og hans kommentar var: “Det var da også på tide, at vi fandt den rigtige genre til dig!” – og da jeg spurgte, om han slet ingen indvendinger havde, sagde han efter lidt tøven: “Nåh…joh, der er de der kristne sætninger, men dem streger vi bare…” Sjovt nok, da jeg så afleverede det færdige manuskript, så sagde han, at det måtte jeg gerne pudse op, så der kom mere af det, for det var med til at give hovedpersonen en identitet og gøre ham levende, at han havde de kristne overvejelser. Der er en åbenhed for det åndelige, man skal bare passe ufattelig meget på. Man skal ikke prædike. Ikke på den måde. Det var derfor, jeg fandt det snedigt at lade ham være en frafalden kristen. At han er en frafalden kristen er nemmere at acceptere, end hvis han var en overbevist kristen.

Grund til at skrive kriminalroman
Hvorfor skrive en kriminalroman?

– Det, der oprindelig gav mig ideen, var morderen og hans motiv …
Thomas Teglgaard fortæller så om ideen og motivet, og det kan man selvfølgelig ikke skrive uden at røbe identiteten af morderen – og han fortsætter:
– Ved afslutningen af studiet havde jeg retsmedicin. På det tidspunkt havde jeg morderen, jeg havde motivet, jeg havde en del af persongalleriet, men jeg manglede en hovedperson, der kunne opklare de her mord – og jeg kan huske, da jeg sad og læste til eksamen, at jeg læste om indvendige kropshuleundersøgelser, hvordan man kan undersøge mave-tarm-systemet og selve mavehulen, og hvordan man stikker en sprøjte ind i selve øjet, fordi væsker bliver bedre konserveret dér … hvis jeg havde sådan et arbejde, ville det hænge mig så langt ud af halsen, jeg ville have kvalme hver dag, når jeg tog hjemmefra på arbejde – og pling! her blev Oskar R. Larsen født, en mand der bare hader sit arbejde. Han er statsobducent, fagligt dygtig, for alle andre end ham selv en ubetinget succes. Jeg ville gerne gøre op med den myte, at læger er folk, der bare har styr på det hele, men at det er ganske almindelige mennesker, der kan have problemer som alle andre mennesker, læger er ikke små “guder”. Oprindelig havde jeg kaldt bogen “Kains mærke”, men jeg opdagede så, at det var der et skuespil, der hed; selve titlen ligger der en dobbelthed i, som jeg ikke kan afsløre her, men det handler bl.a. om, at min hovedperson simpelthen har fået nok af Al den ondskab. Og med hensyn til selve plottet så er det den her seriemorder, der begår mord af en ganske bestemt grund – og så nogle af de etiske problemstillinger, der opstår på baggrund af det.

Vil det sige, at du ikke har lavet noget særligt researcharbejde, at du har det hele fra lægestudiet?

– Meget af det har jeg fra lægestudiet, men selvfølgelig har jeg været inde omkring retsmedicinerne for at høre, hvordan de arbejder, selvfølgelig har jeg lige skullet undersøge nogle konkrete ting, men researchen på bogen her er gjort under studiet, og det er også en af grundene til, at det ikke har taget så lang tid at skrive bogen. Den har ligget og ulmet i mig i tre år, hvor jeg bare ikke har haft tid til at skrive den, og da jeg så endelig startede, gik det fuldstændig amok. Så fungerer det i øvrigt også bedst; hvis jeg tænker for meget over det, går det galt. Tænke – det gør jeg bagefter.

Hvor meget er den inspireret af film?

– Den er filmisk tænkt – vi har ikke fjernsyn derhjemme, og jeg ser ikke ret mange film, det er mest science fiction eller superhelte og sådan noget … kriminalfilm, dem ser jeg aldrig. … Folk siger tit, hvordan kan du nå både at skrive og være familiefar og alt det der, og så siger jeg, jamen jeg har ikke noget fjernsyn – det er simpelthen det, der gør forskellen, der går ikke en eller to eller tre timer dagligt med at sidde foran kassen. Da bogen udkom, var jeg samme dag i TV2 i morgen-tv, og de var nærmest målløse derinde, fordi jeg sagde, at jeg ikke havde noget fjernsyn … på samme måde som jeg formentlig er, når folk siger, at de aldrig har læst en bog.

Lægens ansvar tynger, men…

En ting, du er inde på i bogen, er den enorme byrde, det enorme ansvar, som en læge har – hvordan har du selv med det? Du kan åbenbart godt lide det, og det kommer lidt bag på mig oven på bogen…

– Det var meget det, det her morgen-tv handlede om, at når man er læge, står man med nogle meget store beslutninger, der skal træffes meget hurtigt, og som vil få konsekvenser for i første omgang et, men også alle de pårørendes liv. Problemet er, at det er man ikke altid rustet til. Jeg har stået i nogle situationer, hvor jeg tænkte, at det her har jeg simpelthen aldrig lært, og man står der og kan virkelig nogle gange føle, at det ansvar tynger, og det tynger rigtig meget. Det jeg har fundet ud af er, at det at være læge er at tage det ansvar og sige, at så gør vi sådan her! Det kan så godt være, det viser sig til sidst, at sådan skulle vi ikke have gjort, men vi bliver nødt til at gøre noget nu og her – jeg har tænkt mig rigtig grundigt om, jeg har snakket med min bagvagt, og jeg skal træffe en beslutning nu, og jeg vurderer, at det her er det bedste at gøre. Meget af det at være læge er så at gå ind og sige, at sådan her gør vi, det tager jeg ansvaret for. Når man er læge, er man øverste myndighed for de beslutninger, der skal træffes, og det kan føles enormt tungt, men faktisk synes jeg, at der vokser en form for ro frem. Der er ikke andre til at gøre det – det er det, som Oskar og Verner (to af romanens hovedpersoner) snakker om på et tidspunkt. Oskar siger, at han har lyst til at melde sig ud, han gider ikke mere. Hvortil Verner siger: Jamen, det er jo netop derfor du er her. Du kan ikke melde dig ud, hvis du gør det, er der ingen til at gøre det arbejde, som jo skal gøres.
Som læge er man nogle gange den, der rydder op og tager skraldet. Der er nogle ting, der bare skal gøres, og man må gøre det efter bedste evne. Man kan sige, at arbejdet er tungt, men det er det sådan set også for pædagoger, når de skal opdrage andre folks børn … Jeg ved godt, at det er en anden type ansvar, men det er også et stort ansvar … det hviler tungere på læger, for hvis de tager fejl, så dør folk. For en måned siden var der en fejl på min lønseddel, og så ringede jeg over til lønningskontoret og brokkede mig. Jeg fik en undskyldning, og de skulle nok rette fejlen – og så kunne jeg ikke dy mig: “Skal vi ikke bare glæde os over, at det ikke var mig, der kom til at lave en fejl, for så var der formentlig en, der var død?” – Så svaret er, at jeg har et ambivalent forhold til det ansvar, der følger med lægegerningen, på den ene side tynger det, på den anden side kan jeg faktisk godt lide det.

Grund til at læse kriminalroman

Er det andet end underholdning – eller kan man få noget ud af at læse kriminalromaner?

– Ja, genren giver mulighed for at fortælle en god historie og for at bruge personerne til at få vendt nogle spændende problemstillinger – uden at man behøver at være bange for at miste læsere på grund af manglende spænding, for der vil hele tiden være det der med, hvem er morderen. Hvis man vil slappe af efter en hård arbejdsdag, så kan man lægge sig på sofaen og blive grebet af en god historie, en kriminalroman har det der drive, så rent underholdningsmæssigt ligger det på et meget højt niveau eller kan gøre det, hvis det er lavet ordentligt. Dernæst har du almindeligvis at gøre med kampen mellem det gode og det onde, med forbrydelse og straf, retfærdighed og uretfærdighed, og det giver mange muligheder for forfatteren. Det, jeg gerne vil med denne her, er at diskutere forholdet mellem forbrydelse og straf, og det er helt oplagt at bruge krimi-genren til det … det er nærmest nødt til at blive kriminelt, før man kan, se der rent faktisk er et problem.

Frafaldet er jeg bange for

Skal Oskar som frafalden kristen være et “skræmmeeksempel”?

– Det med at være en frafalden kristen er noget, der har optaget mig meget, og som stadig gør det. Jeg kan undre mig lidt over, at jeg kan sige det, når jeg samtidig ser på mit eget liv, hvor lidt jeg rent faktisk gør for ikke at falde fra troen. Jeg synes, det er ufatteligt svært at tage den tid, der skal til, men der er én ting, der er vigtigt her i livet, og det er at have fred med Gud – og det er noget, der er en evig anfægtelse for mig: Det er en evig anfægtelse for mig, at jeg ikke gør mere for at blive bevaret i troen, det er noget, der bekymrer mig, og så bekymrer begrebet “frafald” mig generelt – det er jo ikke bare et frafald hos mig selv, men det er et generelt frafald. Hvis man kan snakke om en frafaldstid, så må det være nu. Vi lever i et samfund, der åndeligt er ved at styrte sammen, det er jo ikke andet end ruinerne af det kristne samfund, der engang har været. Jeg er f.eks. slet ikke bange for islam, men det, der kan gøre, at islam bliver farlig, det er, at danskerne har overhovedet ikke noget at stå imod med – frafaldet er sket, danskerne tror ikke på andet end sig selv. Når man kommer som kristen og kræver, at der er noget, der er rigtigt og forkert, så glor folk åndssvagt på en, de forstår det ikke. Vi er virkelig kommet langt ud, og det bliver bare værre og værre. Jeg hører meget radio, og noget af det mest deprimerende er at høre børneradio: De børn, der vokser op i dag, er så ugudelige, at jeg nogle gange har svært ved at tro mine ører. De voksne har gjort alt for at fratage dem, hvad der måtte være af barnetro, det eneste man har lov til at tro på, det er julemanden, det eneste man som voksen stensikkert kan vide ikke findes. Det sender et signal til mig om, at der er kommet en total antikristen stemning, og det vil, er jeg bange for, bare blive værre og værre. Frafald, det at miste Gud af hænde, det er jeg bange for, i samfundet og i mit eget liv …