Johannes besøger kirkerne i krigszonen

Siden 1992 har Johannes og Charlotte Petersen har været missionærer, først i Ukraine og så i Moldova. De bor i dag i den moldoviske by Riscani, og her befandt de sig også, da krigen mellem Rusland og Ukraine tog fart den 24. februar 2022.

”Vi vågnede klokken fem om morgenen, da vi hørte de her dunkende drøn langt væk fra. Vi kiggede på hinanden og forstod, at nu var det alvor,” fortæller Johannes Petersen. Indtil selve dagen havde Johannes slået muligheden for en krig hen, selv om han havde hørt, at der var store troppebevægelser i Rusland på grænsen til Ukraine.

”Det er bare en af de ting, hvor man virkelig ikke tror på, at der er noget i gang, før det virkelig brager løs.”

Hjalp flygtninge ud

Johannes’ første reaktion på krigens start var at sætte sig i bilen og køre 90 kilometer til den ukrainske grænse.

”Det var ikke en stor grænseovergang, men en vigtig overgang mellem Moldova og Ukraine. Vi kørte derop for at se, om der var noget, vi kunne gøre. Og selvfølgelig var der det, for der var jo et kæmpe pres på grænsen. Der kom i tusindvis af flygtninge ind, og vi hjalp med at modtage dem i forskellige kirker,” fortæller Johannes.

Midt i krisen oplevede han, at de kristne i Moldova stod sammen på tværs af kirkeskel som aldrig før, og fra Danmark blev indsatsen bakket op af mange enkeltpersoner og kirker, som sendte penge. ”Det var helt overvældende. Uden at der blev sendt det helt store opråb, skete der en tilstrømning af midler, som vi aldrig nogensinde har oplevet før. Det var vi utroligt taknemmelige for.”

Kører ind i Ukraine

Efter et par måneder stilnede flygtningestrømmen af. Der kom desuden en stor strøm af hjælp fra FN og andre store NGO’er, så behovet for akut hjælp i Moldova blev mindre.

”Men så fandt vi hurtigt ud af, at der jo var efterladt en masse mennesker i Ukraine. Mænd mellem 18 og 60 år, som havde færre end tre små børn, måtte ikke forlade landet, så langt de fleste flygtninge var kvinder. Det betød jo også, at menighederne i landet var blevet decimeret,” siger den danske missionær.

I efteråret 2022, da russerne trak sig ud af Kherson, fik Johannes på hjerte at rejse til byen og besøge nogle kristne, han havde kontakt med der. Nogle gange alene, andre gange sammen med andre kristne fra Moldova.

”Jeg tog afsted med nogle hygiejneartikler, noget træningstøj og nogle penge. Hvad der nu var brug for som en opmuntring,” fortæller Johannes, der sidenhen har besøgt Kherson, Kharkiv og andre byer langs fronten flere gange. Vi fanger ham her i anden halvdel af marts, hvor han lige er mellemlandet nogle dage i Moldova efter endnu en tur og skal afsted til Ukraine om nogle dage igen.

”Det betyder enormt meget for dem, at der er nogen, der kommer. Bare det, at vi besøger dem og viser dem opmærksomhed, er en stor opmuntring. Så prøver vi selvfølgelig på ikke at komme med tomme hænder.”

I starten kom Johannes også med madvarer, tøj, soveposer og generatorer. Men efterhånden oplevede han, at den mest effektive hjælp, han kunne komme med, var penge, da man ikke skal langt væk fra fronten, før man finder butikker med alt det, man har brug for.

Kirkerne bliver og hjælper

Johannes takker de mange danskere, som i starten af krigen i Ukraine rykkede sammen og hjalp alt, hvad de kunne, i Ukraine. ”Nu er Ukraine forsvundet lidt ud af nyhedsbilledet, men behovene er der stadigvæk. I særdeleshed ovre østpå. Og det er altså nogle kristne, der virkelig flytter noget i deres samfund. De hjælper virkelig,” fortæller han.

Det betyder enormt meget for dem, at der er nogen,
der kommer. Bare det, at vi besøger dem
og viser dem opmærksomhed,
er en stor opmuntring.
Så prøver vi selvfølgelig
på ikke at komme med tomme hænder.

Selv om kirkerne langs fronten er pressede, er de fleste i fuld gang med at hjælpe i lokalområdet. I Kherson har kirken blandt andet oprettet nogle hold, der tager ud og reparerer huse, når der fx er vinduer, der bliver blæst ind af trykbølgen fra bomber, der sprænger.

”Så tager de ud og sætter plader for vinduerne eller lægger presenninger på tage, der er hul i. De prøver også at hjælpe med at dele mad ud. Men det koster jo alt sammen penge, som de ikke har mange af,” siger Johannes og fremhæver, at kirken også tager sig af de åndelige behov i lokalområdet:

”Det er jo det gamle evangelium, der virker. De tjener befolkningen derude, og de oplever, at der er folk, der virkelig vender sig til Gud. Jeg var til gudstjeneste med 200-250 mennesker en søndag formiddag, og for ikke så længe siden var der 25, der blev døbt.”

En farlig opgave

Han er meget afklaret omkring, at der er en risiko ved at rejse ind i en krigszone, men han gør det ikke for at få et adrenalinkick.

”Jeg rejser ikke ind, fordi jeg opsøger faren. Jeg skal ikke bare ind og have en selfie et sted. Men jeg tror på, at relationerne betyder noget. Vi føler et ansvar for dem for at holde hænderne oppe på dem, vi kender derinde,” siger Johannes.

”Når vi er i Kherson, skyder russerne fra den anden side af flodbredden, og det er meget uforudsigeligt, hvor de rammer. Jeg har været der, hvor der var konstante brag, og man kunne mærke lufttrykket. Men har også været der en weekend, hvor der var meget fredeligt, men så mandag morgen, efter jeg var taget afsted, landede der nogle granater lige ved kirken og smadrede vinduerne.”

Kirke ramt af granat

For nylig skete der så det, at der røg en granat gennem taget på kirkebygningen i Kherson. Nu er kirkesalen alt for usikker at færdes i, så kirken er flyttet ned i kælderen. Johannes oplever, at kirken holder ud, men der er en udbredt krigstræthed i den ukrainske befolkning.

”I begyndelsen var der tegn på fremgang. Men nu, hvor de har oplevet 14 måneder med mere eller mindre konstant bombardement, så er mange bare trætte af krigen. Selv om man holder modet oppe, og man kommer i kirken og har fællesskabet, bønnen og alt det der, så virker det på en, at du lever i konstant risiko,” siger han og fremhæver, hvad det er, kirken i Vesten kan hjælpe mest med.

”Her er det, at vi skal sørge for, at de på en eller anden måde forstår, at de ikke er alene i det her. Og når vi så kommer og oplever fællesskabet, atmosfæren i kirken og deres taknemmelighed over, at vi er der, så ved jeg, at jeg bare skal gøre det så meget, jeg kan.”

Gud gav unik timing

Flere gange har Gud givet Johannes en særlig fornemmelse af, at han skulle opsøge nogle bestemte præster, der havde brug for hjælp. Og her har han oplevet at komme lige i rette tid.

”Jeg hørte om en præst, som var blevet indkaldt til krigen, og tænkte, jeg lige ville køre hen for at besøge ham. Her sad jeg så med ham dagen før, han skulle afsted. Jeg fik lov til at bede for ham, opmuntre ham og give familien lidt økonomisk tilskud,” fortæller den danske missionær, der har sit bagland i Apostolsk Kirkes missionsorganisation, Acts Mission. Han nævner også en anden præst, som blev indkaldt til hæren og var i forsyningstropperne. Han fik det rigtig svært med krigen og blev indlagt på den lukkede afdeling med svær depression.

”Jeg hørte om ham og fik på hjerte at køre de 900 kilometer derover for at besøge ham. Det viste sig, at det var den fuldstændigt rigtige timing, jeg ramte. Jeg mødte ham den første dag, han kunne få lov at få udgang fra hospitalet. Det var ikke den store terapi fra min side, men bare det, at vi var der og talte om Herren, det hjalp ham.”

Kun et mirakel kan ende krigen

Når Johannes skal forholde sig til en mulig afslutning på krigen, ser han kun en løsning: At Gud griber ind.

”Ukraine befinder sig i en meget, meget presset situation. Min bøn er, at der må komme nogle af dem, Bibelen kalder fredsstiftere. Der er alt for meget retorik på den ene og den anden side om, at vi bare skal forsyne dem med våben. Men vi kan ikke forsyne dem med våben nok til, at de kan vinde den her krig,” siger han og fortsætter: ”Jeg beder Gud om et mirakel. Hvis denne krig skal stoppe i år, så skal der ske et Guds mirakel. Så er der nogen, han må bruge til at stifte fred på den ene eller anden måde.”

Han vurderer, at fred i sig selv er ikke afslutningen på de kvaler, ukrainerne gennemgår. Der vil også blive brug for masser af hjælp efter krigen. ”Det bliver en kæmpe udfordring, også i kirkerne. Der er så mange liv, der er gået i stykker. Det er noget, vi kommer til at stå med i Europa i lang tid fremover,” siger Johannes Petersen og kommer med en opfordring til de kristne i Danmark.

”Fortsæt med at bede for dem. Vi har nogle virkelig skønne brødre og søstre derinde. Nogle helte!”