Seks kristne dræbt i Somalia

Mosque of Islamic Solidarity i Mogadishu, Somalia. (Hiram A. Ruiz, Creative Commons)

Terrorgruppen Al Shabaab mistænkes for drabet på seks kristne i Somalia. De dræbte var kenyanske købmænd, som spredte evangeliet blandt muslimer, siger kilder ifølge Morning Star News.

Drabet foregik fredag ​​den 29. marts i den somaliske grænseby Dhobley, hvor de seks personer solgte plastikredskaber og andre husholdningsartikler.

Hemmelig mission

Kenyanerne havde arbejdet i Somalias Lower Juba-region i seks år, fortæller en kristen leder fra det nordlige Kenya.

”Vores brødre havde gjort forretninger for at forsørge deres familier, men også delt Jesu Kristi kærlighed med muslimerne i Dhobley,” sagde kirkelederen til Morning Star News. ”To medlemmer af vores kirke rapporterede for nylig, at flere muslimer i hemmelighed deltog i aftenbønnen. Det er sandsynligvis det, der kunne have fået Al Shabaab til at dræbe dem for at sprede kristendommen i området.”

Kirkelederen identificerede de dræbte kristne som Joseph Githonga og Simon Karimi fra Pentecostal Church i Østafrika, Peter Muthuri og Thomas Muthee fra Kenya Assemblies of God og James Mwendwa og John Kathure fra den anglikanske kirke. Den nu afdøde Joseph Githonga havde i februar fortalt kirkelederen, at områdets konvertitter fra islam var blevet bekymrede. Lokale borgere havde nemlig klaget over, at de kristne bad sammen med muslimske naboer, og at de tilbad Kristus alt for højlydt.

”Mit råd til dem var at undgå sang og bønner, men kun at have bibelstudium for at beskytte både de troende med muslimsk baggrund og dem selv,” sagde kirkelederen. De seks mænd blev skudt på klods hold på den grund, de havde lejet til butikker og bolig, fortalte kirkelederen ifølge Morning Star News.