Livet er en gave

Lene og Birger Christensen var meget tæt på at miste deres lille Rie. Hun blev født tre måneder for tidligt og svævede mellem liv og død. Men ved dåben vendte hendes tilstandRie er et mirakel!
Når man får et smil fra lille Rie, ja, så smelter man indeni og fyldes med ærefrygt overfor livets Gud. Hendes mor og far, Lene og Birger Christensen var så tætte på at miste hende, da hun blev født tre måneder for tidligt. Og nu kravler hun rundt dér i græsset i haven i Århus og undersøger alt med den energi og nysgerrighed, der hører et et årigt barn til.Lene Warming, 35 år, og Birger Christensen, 33 år, blev gift for to år siden. De boede på daværende tidspunkt i en lille lejlighed på Østerbro i København. Birger Christensen var – og er stadig selvstændig med rengøringsfirmaet BMC Service. Lene er uddannet cand.comm. og underviste firmaer i procesledelse, kommunikation og udvikling af personlig ressourcer.
Deres lykke blev ikke mindre af, at de snart også ventede barn. Men ikke alt forløb, som forventet.
Lenes blodtryk var meget højt under hele graviditeten, og hun gik derfor til regelmæssig kontrol på Rigshospitalet. Da for højt blodtryk er en familie-skavank, lagde Lene ikke det store i det, og lægerne beroligede hende med, at hvis det skulle løbe helt løbsk, ville de lægge hende i magnesium-drop, så de kunne styre hendes blodtryk.

Men en dag – tre måneder før termin – vågnede Lene med et ubehageligt pres under brystet. Hun blev indlagt på svangerafdelingen på Rigshopitalet med meget højt blodtryk. Lægerne frygtede, at en svagerskabsforgiftning var på vej.
– Vi forberedte os begge på, at jeg skulle være indlagt et par måneder. Det var først, da en læge kom og gav en sprøjte “så barnets lunger kan folde sig ud, når det bliver født”, og en anden læge påpegede, at jeg ville føde om “nogle dage”, at alvoren gik op for os. Jeg var chokeret, for ingen læger havde tidligere nævnt risikoen for at føde for tidligt, forklarer Lene.
Lene og Birger blev tilbudt en samtale med en professor fra neonatalafdelingen.
– Jeg spurgte ham, hvad det værst tænkelige og det bedst tænkelige resultat ville være, hvis barnet overlevede. Han sagde, at i bedste fald ville barnet få en lettere fumlethed, i værste fald ville det blive multihandicappet, husker Birger.
For Lene var det værste at komme ned og se neonatalafdelingen.
– Jeg måtte ikke stå eller gå, så jeg blev kørt derned i kørestol. Da jeg blev kørt hen til en kuvøse og så et lillebitte barn ligge der, brød jeg helt sammen i gråd. Det var simpelthen det værste, jeg nogensinde havde oplevet. Bagefter er jeg glad for, at jeg fik den forskrækkelse før fødslen. Alle de bip-bip lyde og slanger ind i de bittesmå babyer er jo ikke lige, hvad man forbinder med en romantisk fødsel.

Fredag aften, den 4. maj fik Lene det dårligt igen. Hun blev lagt i magnesium-drop, men lægerne kunne ikke styre hendes blodtryk. Hun bliver gjort klar til et akut kejsersnit.
– Jeg var dopet med medicin, men husker hvordan jeg blev kørt ned ad de lange gange. Der var dødstille, men fordi det var 4. maj, var gangene oplyste med levende lys. Det forekom mig som en scene i en film, på en gang hyggeligt og uhyggeligt. Så grotesk. Samtidig tænkte jeg bare på, at “om lidt bliver jeg mor til en lille pige.”
Birger nåede at komme og holde Lene i hånden under kejsersnittet.
– Der var ti mennesker i grønne kitler på operationsstuen, og man fornemmede alvoren i atmosfæren, fortæller Birger.
Rie gav en lille skrig fra sig, da hun blev forløst. Så blev hun stille.
– Vi fik hende ikke at se. De tog hende over på et andet bord. Tiden føltes uendelig lang. Men måske gik der kun to-tre minutter. Jeg kunne se lægerne kigge på hinanden, ryste på hovedet og trække på skuldrene. En sygeplejerske kom over til os og sagde: “Det er en fin lille pige!” Så pludselig kom der liv i Rie, og lægen fra neonatalafdelingen tog hende i sine arme og løb afsted ned på afdelingen med hende. Det hele virkede meget voldsomt, fortæller Birger.
Han fik hurtigt lov at komme ned og se lille Rie, der nu lå i kuvøse. Rie vejede knap 900 gram ved fødslen. Sygeplejersken havde taget et polaorid-foto af hende, som de beder Birger gå op og vise Lene, der stadig er ved at blive syet sammen.
– Jeg elskede min datter fra første øjeblik, jeg så hende på billedet. Men der var også så meget smerte. Jeg følte et tab af graviditet og en skyldfølelse over ikke at have kunnet passe bedre på hende. En smerte over, at hun ikke var der, hvor hun skulle have været, nemlig trygt og godt i min mave.
– Jeg husker også første gang jeg skulle tage hende op, nogle timer efter fødslen. Jeg ville så gerne formidle fred og tryghed til hende og havde bestemt, at jeg ville synge “Jesu lille lam” og “Ingen er så tryg i fare for hende”. Men jeg kunne ikke gøre det uden at tude samtidig.

Den næste uge blev ikke mindre sindsoprivende. På grund af manglende plads blev Lene og Rie overflyttet til neonatalafdelingen på Hvidovre Hospital. Her skulle de vænne sig til at leve i konstant usikkerhed. Hver dag handlede om liv eller død.
– Måske vil man helst undlade at knytte sig til barnet af frygt for at miste. Men det skal man, og man kan ikke andet, for man er blevet mor og far med hud og hår! Samtidig er man hele tiden nødt til at forholde sig til, at man kan miste hende, siger Lene.
En uge efter at Rie var blevet født, begyndte hendes situation at blive ustabil.
– Jeg vendte min vrede mod systemet. Jeg skulle have et sted at placere min skyld. Jeg var vred over, at vi var blevet flyttet, og syntes ikke lægerne havde passet godt nok på mit lille barn.
Lørdag den 12. maj blev Lene og Birger vækket tidligt om morgenen af en læge, der fortalte, at Rie var blevet meget dårligt. Hun havde fået en infektion og var blevet lagt i respirator.
Da Lene og Birger kom ned på afdelingen, spurgte sygeplejersken dem, om de havde tænkt på at lade Rie døbe, for i så fald ville de tilråde, at det skete indenfor de næste 24 timer.
– Det hørte jeg som, at de gav Rie 24 timer at leve i, fortæller Birger, der straks fik tilkaldt deres præst fra Nazereth Kirke på Østerbro, Børge Rasmussen og nærmeste familie til dåb samme dag kl. 13.
I løbet af formiddagstimerne forværredes Ries tilstand. Flere bakterier stødte til, og laboranter tog konstant blodprøver af hende.
Personalet viste stor respekt for dåbsforløbet. Tre af sygeplejerskerne deltog selv i ceremonien.
– Vi stod i en kreds omkring Rie i respiratoren og sang “Ingen er så tryg i fare.” Børge Rasmussen døbte hende med et par dråber vand på fingeren inde i respiratoren. Bagefter bad han alle, der ville lægge hænderne på respiratoren og bede for liv til Rie. Jeg husker, at jeg selv takkede Gud for Rie og bad om, at den opstandelseskraft, der rejste Jesus fra de døde måtte give liv til Rie, fortæller Birger.

Dåbstidspunktet var det mest kritiske tidspunkt for Rie. Efter forbønnen begyndte hendes tal igen at stige, og stille og rolig fik hun det bedre. En uge efter blev hun igen erklæret stabil og blev taget ud af respiratoren. Men hun var nu endnu mindre en før. Vejede kun 810 gram. Men langsomt begyndte hun igen at tage på.
– En dreng, der var terminsmæssigt født senere end Rie og vejede mere end hende, døde da han blev taget ud af respiratoren. Hans lunger klappede sammen. Jeg følte nærmest skyld over, at de forældre skulle miste deres barn, mens vi fik lov at beholde vores. Gud var os nådig.
Set i bakspejlet er Lene og Birger ikke i tvivl om, at Gud greb mirakuløst ind, da de bad for Rie ved dåben, og at Han reddede hende fra døden.
Den 19. juli – tæt på hendes oprindelige termin, den 24. juli – blev Rie udskrevet, og Lene og Birger kunne få lov at tage deres lille datter med hjem fra hospitalet.
– Jeg følte det lidt utrygt at komme væk fra den elektroniske overvågning. En uge efter vi var kommet hjem, fik jeg da også et chok, da jeg kom ind og kiggede til Rie, der lå og sov. Hun lå med åbne øjne. Hendes blik var dødt, og hun trak ikke vejret. Jeg ruskede i hende. Ledte desperat efter den trådløse telefon. Fik fat i en ambulance og Birger, mens jeg hev hende i arme og ben for at få liv i hende. Da ambulancen kom, trak hun vejret igen. Men det var lidt af en forskrækkelse at få, siger Lene og fortsætter:
– Selv om jeg så til hende mange gange, kunne jeg ikke altid være årvågen og passe på hende. Vi skulle jo også selv sove ind imellem. Men vi blev enige om, at nu havde Jesus reddet hende fra døden, så måtte vi have tillid til, at Han fortsat ville passe på hende.

Og netop visheden om, at deres liv er i Guds hænder, er en lektie Lene og Birger Christensen synes, de har lært af alt det, de har været igennem.
– Vi blev tvunget til at hvile i, at Rie var i Guds hænder. For både vi og lægerne kunne gøre så lidt. På den måde har det været en trosstyrkende oplevelse, fordi vores tillid til Jesus er vokset.
– Under forløbet mindede en ven mig om billedet af, at Gud holdt sine beskyttende og omsorgsfulde hænder om Rie. Der hvor jeg ikke kunne beskytte hende fra nåle og stik, der hvor det gjorde ondt på hende, der var Guds hænder. “De må først igennem Guds hænder, når de stikker,” sagde hun. Jeg har siden øvet mig i at tænke på det billede.
Ikke kun deres tro på Gud er blevet styrket. Det er deres ægteskab også.
– Vi har lært hinanden at kende på en anden måde. Vi har set hinanden med tårer i øjnene i tre måneder, mens vi har bedt og kæmpet for det samme liv. Der skal meget til at vælte os! Det er Birger sikker på.
Også den lille families prioritering og livsstil er blevet ændret. Efter den turbulente start tilbragte de deres orlov i et sommerhus på Djursland, og siden er de flyttet i et lille hus i Århus. Der er skruet ned for karrieren, mens samværet og tid til hinanden er i højsæde.
– Vi har fået understreget, at livet er en gave, og det vil vi ikke tage for givet! Siger Lene. Birger nikker samtykkende. Rie kalder på fars og mors opmærksomhed nede fra græsplænen. Lige nu er det hende det handler om!