Med pisk og gulerod

Der er kun to veje ud af Johannes’ Åbenbaring – fornægtelsens vej eller missionens vej – mener Georg Stubkjær Adamsen, der netop har skrevet en doktordisputats om Jesu genkomstHimmel og Helvede. Liv og død. Glæde og sorg. Det hele findes i rigelige mængder i Johannes’ Åbenbaring, der står bagerst i Bibelen og har skræmt og trøstet mennesker, lige siden den blev skrevet.

Lige så længe har kirkens teologer og tænkere slåsset med spørgsmålet om, hvad Johannes’ Åbenbaring skal bruges til; dette gådefulde skrift, som nogle steder er dunkelt og lige så ufremkommelig som mælkevejen, og andre steder træder frem med klar tale om trøst og dom.

Georg Stubkjær Adamsen har netop skrevet verdens første doktordisputats om forståelsen af Jesu genkomst i Johannes’ Åbenbaring som helhed. Og han er ikke i tvivl om, hvad Åbenbaringsbogen skal bruges til.
Den vil for det første kalde mennesker til Kristus med pisk og gulerod. For det andet vil den opfordre til mission.

– Det er en bog om, at Jesus kommer igen på dommedag, enten som dommer/kriger eller som brudgom. Hvis man møder ham som dommer/kriger, vil man gå fortabt. Hvis man møder ham som brudgom, skal man følges med ham til herligheden, siger den nybagte dr. theol., der er lærer på Menighedsfakultetet i Århus.
I disse år foregår en livlig teologisk diskussion om, hvorvidt der findes en fortabelse, og Georg Stubkjær Adamsen er klar over, at det ikke er lige populært i alle kredse at tale om fortabelse og dom.

– Mange bliver sure og taler om, at Bibelen ikke vil skræmme nogen. Men jeg kan ikke se anderledes på det, end at Johannes’ Åbenbaring blandt andet vil lære os at frygte helvede, siger han.
De fem års fuldtidsarbejde med doktordisputatsen har påvirket den 39-årige Georg Stubkjær Adamsen dybt, og han har været igennem hele følelsesregistret. Lige fra den dybeste fortvivlelse til den største glæde.

– Jeg er blevet grebet af budskabet om håb, men jeg er også blevet grebet med forfærdelse. Det er på ingen måde nemt at komme til rette med. Åbenbaringsbogen har budskaber, der kryber ind i både marv og ben.
Drivkraften i arbejdet har været spørgsmålet om, hvad Johannes’ Åbenbaring egentlig handler om.

– Hvad skal vi gøre ved den her mærkelige bog, som trods alt står i Bibelen. Det var en udfordring, jeg ikke kunne komme væk fra. Det var på en måde ikke mig, der valgte Johannes’ Åbenbaring. Den valgte mig.
Vi mødes på hans kontor på Menighedsfakultetet, hvor bøger fylder væggene fra gulv til loft. Der er lige akkurat plads til to stole, og et bragende tordenvejr lægger en apokalyptisk lydkulisse til interviewet.

– Og fra tronen udgår der lyn og bulder og tordenskrald, står der i Johannes’ Åbenbaring (4,5), og man spekulerer på, om det nuværende tordenvejr kan være en tilfældighed.
Georg Stubkjær Adamsens interesse for Johannes’ Åbenbaring begyndte allerede i studietiden. Han kender smerten ved at læse om dommen på den yderste dag, men for ham er der kun to muligheder: Enten må man fornægte fortabelsen, eller også må man vælge missionens vej.

– Der, hvor Jesu genkomst bliver taget alvorligt, må kirken og de kristne være missionerende. Ellers er der noget, man ikke har forstået, siger han.

– Det er en vanskelig tanke, at det kærligste menneske, som har levet på jorden, vil møde mennesker med vrede på dommens dag. Det er et kors, som de kristne må bære. Jeg ville uendelig gerne, at det ikke var rigtigt. Men talen om frelse og dom i Skriften er gennemgående og utvetydig. Hvis man fornægter fortabelsen, kan jeg ikke se, at man kan komme til rette med noget af Bibelens budskab, understreger Georg Stubkjær Adamsen.
I begyndelsen var det dejligt og nemt at bede bønnen fra Johannes’ Åbenbarings afslutning: Kom, Herre Jesus. Sådan er det ikke længere.

– Det er blevet en tungere og tungere bøn. Man beder om, at missionens tid må være forbi, og vi kender jo alle sammen nogle, der ikke er kommet til tro på Kristus.
Først og fremmest har studiet af Johannes’ Åbenbaring dog styrket forventningen og håbet til Kristus, understreger Georg Stubkjær Adamsen.
Han har ikke meget til overs for, hvad han kalder “fantasteri” omkring Johannes’ Åbenbaring. For ham er det ikke interessant at bruge ret mange kræfter og energi på at omsætte nutidens politiske og samfundsmæssige forhold til tegn i Åbenbaringsbogen.

– Nogle mennesker taler meget om for eksempel stregkoder, pinkoder, dankort og elektroniske pengeoverførsler og kalder det dyrets tal eller dyrets mærke, og nogle får stor mediebevågenhed. Jeg er frygtelig bekymret for, at det kan få folk til at beskæftige sig med dommedag ud fra præmisser, der flytter fokus fra budskabet om omvendelse til den korsfæstede Kristus, siger han.

For 500 år siden regnede Lu-ther med, at verdenshistorien var ved at nå sin afslutning, men Georg Stubkjær Adamsen beskæftiger sig ikke med at finde tidspunktet for Jesu genkomst.

– Han skal nok komme. Men ud fra Skriften tror jeg ikke, der er sikre tegn, før vi ser ham. Det er ikke det mest relevante at forsøge at regne ud, hvor lang tid der er tilbage.

I forhold til det væsentlige – omvendelsen – er der ikke forskel på, om det er nu eller om 500 eller 1000 år, fastslår han.

– For min skyld kan man gerne diskutere, om det er et endetidstegn, at jøder vender tilbage til Israel. Men det må aldrig overskygge forholdet til Kristus, som er det ene afgørende. Jeg kan sagtens leve med usikkerheden i forhold til tiden. Der er stadig nogen, der skal frelses. Derfor tøver Gud, understreger Georg Stubkjær Adamsen.

Doktordisputatsen er på engelsk og fylder 320 tætskrevne sider. Titlen kan oversættes til “Genkomst og formaning. Genkomst-motivet og dets funktion i Johannes’ Åbenbaring”. For studerende har Georg Stubkjær Adamsen skrevet en 110 siders sammenfatning, og for andre interesserede skal han i gang med at skrive en kommentar til Åbenbaringsbogen, som Credo Forlag udgiver til næste år.