Politisk og religiøs “vækkelse” blandt kristne i Det hellige Land

Kristne i Israel opfylder en profetisk rolle i konflikten mellem Israel og palæstinenserne, mener Viola Rahab fra Den Lutherske Kirke i Betlehem. Men hun lægger afstand til kristen zionismeI de senere år er der en stigende politisk og åndelig bevidsthed blandt palæstinensiske kristne i Israel. Kristne involverer sig mere og mere politisk og gudstjenestebesøget i de traditionelle kirker i området er støt stigende.Det fortæller Viola Rahab, der er leder af den lutherske kirkes skoler i Palæstina og Jordan, under et besøg i Danmark, arrangeret af Folkekirkens Nødhjælp i sidste uge.
Fra sin base i Den lutherske Kirke i Betlehem har hun en fin udsigt til den kristne minoritets forhold til jøder og muslimer.
Hun mener årsagen til den øgede tilstrømning til kirkerne skyldes, at palæstinenserne prøver at finde deres identitet i kristendommen. De griber ud efter et håb, en grund til at fortsætte med at leve.
– Et hurtigt overblik over den politiske og økonomiske ustabilitet i verden viser, at folk, der har mistet troen på økonomiske og politiske forandringer, har en tendens til at søge tilflugt i religionen. Hvis ikke trækker de sig tilbage i apati. Det gælder også de kristne i Det hellige Land.

Der er omkring 60.000 kristne i Israel i dag – kun en brøkdel af den halve mio. kristne palæstinensere, der lever rundt omkring i verden. Viola Rahab er bekymret for den stigende udvandring. Hun mener de kristne palæstinenseres vidnesbyrd i Israel er vigtigt:
– Hvis kristne forsvinder herfra, vil Det hellige Land ende som et museum. Som kristne tror vi på, at landets værdi ikke ligger i dets ruiner af murbrokker og sten, men i “de levende stene”, som har holdt vidnesbyrdet om inkarnationen og opstandelsen levende i dette land i 2000 år. “I er jordens salt”, sagde Jesus om vores rolle og mission i samfundet. Kirken i Jerusalem er landets salt og giver mod til samfundet at turde tage fat på de omgivende udfordringer.

Viola Rahab mener, at kirken har en profetisk rolle. Et eksempel er den fredelige demonstration, der fandt sted i Jerusalem d. 31. december 2001, en demonstration imod “besættelsen” og for en åbning af Jerusalem.
– Denne march var et budskab om ikke-vold midt i den øgede vold, om vovemod midt i alle sikkerhedsforanstaltninger, som hun udtrykker det.
Hun mener, at palæstinenserne med deres kristne identitet skal kunne leve sammen med både arabere og israelere, muslimer og jøder:
– Vores inter-religiøse relationer gør det muligt for os at bygge retfærdighed og fred med Israel, som vi både er i konflikt med i de besatte områder, og lever fredeligt med som en del af staten Israel. Som kristne må vi acceptere, at vi både hører til vort arabisk-muslimske samfund og i vore forskellige relationer til det israelske samfund. Vi må ikke give efter for frygt, tabe modet over alle problemer, som opstår. Nej, vi må arbejde med tingene efter det mål af Guds Ånd, vi har fået og med den kraft, der findes i kærligheden.

Kirken i Jerusalem har rig erfaring og lang tradition for en fortløbende dialog med andre trosretninger. Men det, at kirken lever midt i det land, hvor alle tre monoteistiske religioner har rødder, gør ikke dialogen nemmere, snarere tværtimod:
– Den kristen-muslimske dialog har været i gang længe og gjort store fremskridt. Den kristen-jødiske dialog er dog stadig i sine begyndende faser.
Er der et samarbejde med messianske jøder?
– Der er næsten ingen forbindelse. Kun på lokalt plan har de nogen steder noget med hinanden at gøre, men ikke over en større skala. De messianske jøder er stadig en minoritet i Israel. Og ofte befinder de sig på den politiske højrefløj, hvor vi befinder os på den venstre. Desværre medvirker de ikke til at overvinde kløfterne og afklare misforståelser og fordomme.
Flere og flere kristne palæstinenserne involverer sig i den politiske kamp for “Palæstinas befrielse” bl.a. i PLO’s eksekutivkomité. Hvordan forholder de sig til vold og selvmordsbomber?
– Det er jo bevægelser udenfor PLO der står bag selvmordsbomberne. Dem er de kristne selvfølgelig imod. Men det skal siges, at det er mange muslimer også.
– De kristne politikere arbejder for en virkelig og mærkbar fred i regionen.

Hun synes, kristne udefra kommer nemt om ved det ved at komme med teorier om hvordan palæstinenserne, også de kristne, burde reagere i konflikten:
– Her i Danmark er I jo isolerede fra jeres kristne brødre og søstre i bl.a. Palæstina. Så er det jo ingen sag at have smukke teorier om palæstinensernes forhold til staten Israel. Nogen siger endda: Kan palæstinenserne ikke bare rejse til Jordan – der er 60 pct. af befolkningen palæstinensere i forvejen. Så kunne Israel få sin stat og I jeres! Men det ville jo være som at foreslå, at danskere skulle tage og rejse til Tyskland! Når vi føler Palæstina er vores hjemland, så er det fordi vi er født og opvokset der.
– I tror på Gud, men I får slet ikke øje på ham i jeres næste!

Viola Rahab mener, at der er brug for at sætte teologien ind i en konkret sammenhæng, at udvikle en såkaldt Kontekstuel Teologi. De traditionelle kirkesamfund har dialogen kørende med muslimer og jøder, men har ironisk nok svært ved at samarbejde med en vis gruppe kristne, de kristne zionister, repræsenteret ved Den kristne Ambassade.
– Det er bemærkelsesværdigt, at deres indflydelse for det meste kommer fra Vesten, siger hun. Og dem har de svært ved at kommunikere med.
– For det første er de ikke indstillet på dialog. De tror deres tolkning af sandheden gælder for alle mennesker. Og det er altså svært at føre dialog på det grundlag.
– For det andet er der en dyb teologisk kløft mellem os. De trækker ikke en grænse mellem Bibelens virkelighed og den nuværende situation.
– Dernæst er de politisk aktive på Israels side i kampen. De støtter endda bosættelser på okkuperet jord…
Viola Rahab er indigneret. – Man kan altså ikke være generøs med andres liv!

For hende må teologien helt ned på jorden. Teologi er hvad det betyder at være kristen for den enkelte.
– Troen skal ikke kun rettes mod Gud, men også mod medmennesket. Troen skal leves for at være levende.
Alligevel er troen ikke helt relativ. Der er kernesandheder som står fast uanset omstændighederne.
– Et eksempel er troen på opstandelsen. Vi tror på opstandelsen. Men hvordan tolker vi denne tro for et folk der lever på gaden og står ansigt til ansigt med døden hver dag. Hvordan forklarer vi for dem, at døden ikke skal få det sidste ord? Det er teologien sat ind i en sammenhæng.
– Det er utroligt nemt at tro på opstandelsen i Danmark, slutter Viola Rahab.