Præsten, der ikke ville prædike

Jørgen Mortensen ville ikke være prædikant, men tog på bibelskole for blot at studere Bibelen. Men da han fandt ud af, at han bare skulle sige det videre, Gud gav ham, var han „hooked” – og har forkyndt og forklaret evangeliet lige sidenMandag d. 2. april fyldte Jørgen Mortensen 50 år. Samtidig kan han se tilbage på 25 år som forkynder i Apostolsk Kirke – en titel han som søn af den navnkundige apostolske pioner Kurt Mortensen, ikke havde tænkt sig at føre videre.

Efter at være blevet sproglig student fra Rønde Studenterkursus, læste han psykologi i 5 år på Københavns Universitet, til det, der i dag ville svare til en BA grad.

– Men det var der ikke noget der hed dengang, ca. „da isen trak sig væk fra Danmark”, som han udtrykker det.

Det psykologiske aspekt har dog hængt ved lige siden. Sammen med teologien giver det et fint udgangspunkt for at forklare evangeliet for udenforstående – en hjertesag for Jørgen Mortensen, der betegner sig som „evangelist med et stænk undervisning”.

Efter at have arbejdet som ungdomsleder for 1500 kr. om måneden i Apostolsk Kirke på Filippavej, hvor han nu er præst, tog han på Apostolsk Kirkes bibelskole i Wales. Der ville han læse teologi – ikke for at blive prædikant, men blot for at lære Bibelen bedre at kende.

– Det var vel en del af min selvstændiggørelse, at gøre mig fri af min fars arbejde, vurderer han i dag.

Og stædig var han. For da eleverne mod slutningen af det 2-årige studie skulle ud i nabomenighederne og prøveprædike, nægtede den unge Jørgen Mortensen kategorisk.

– Jamen det skal du, havde læreren sagt – i øvrigt en af de fremmeste teologer i frikirkelivet dengang. „Hans ildhu og kærlighed til Bibelen tændte mig fuldstændig af”, husker Jørgen Mortensen. Men han kunne ikke få mig ud at prædike, selv efter flere ugers opfordringer.

Men på en spadseretur med en af skolens ældre elever – en forhenværende skuespiller fra Dublin – blev han klar over hvad det egentlig vil sige at prædike:

– Hvorfor spørger du ikke Gud, om du skal prædike? Udfordrede hun ham. – Hvis han giver dig noget at sige, så skal du jo bare sige det. Hvis han giver dig noget at sige, så må det vel være svar nok.

– Det lyder nemt, tænkte Jørgen, der kort efter greb sin lille Gideonit-bibel og satte sig på en træstub i parken for at søge Gud.

– Jeg fik det som en klump i maven, husker han. Budskabet kom ikke til mit hoved, ikke til hjertet, men til et sted i mellemgulvet. Det var fra Romerbrevet 6:13 om at stille sig til rådighed for Gud…

Da anledningen til at prædike kom den følgende fredag, var Jørgen klar til at melde sig. Læreren var ved at falde ned fra stolen!

Men da han kom til mødet – som skulle vise sig at være et stævne med 5 menigheder – var der en der rejste sig og profeterede.

– Han profeterede hele min prædiken, og efter hånden som han skred frem, lettede trykket i min mave.

Men Jørgen havde kun den ene prædiken, så han måtte afleverede den. Ugen efter fik han invitationer fra alle 5 menigheder om at komme ud og prædike hos dem de følgende weekender.

– Så har jeg hængt på den lige siden, fortæller han. – Det blev min fødsel, min frigørelse…

Hjemkommet fra bibelskolen blev han ansat i Apostolsk Kirke på Filippavej som medforstander eller hjælpepræst.

– Jeg var ikke særlig god til det indadvendte, men elskede at holde friluftsmøder og gademission. Heldigvis har vi i vores kirke givet stor frihed til at følge den tjeneste som den enkelte har, så det blev ikke noget problem.

– Vi var et team på 6 mand, som rejste Sjælland tyndt og holdt teltmøder, husker han. – Det var et gammelt telt, vi havde købt i Sverige. Efter hånden fik jeg flere invitationer til at prædike, som jeg glad og enfoldig svarede ja til.

„Verdensevangelist” blev han for 18 år siden, da han blev inviteret til at holde en 10 dages kampagne i en stor menighed i Zürich.

– Det overvældede mig fuldstændig. Jeg ved ikke en gang om jeg havde 10 prædikener. Men Gud gjorde fantastiske ting. Folk blev frelst, mange helbredt og hele 50 mennesker blev døbt med Helligånden på en aften. Jeg havde aldrig før set noget lignende.

Den flyvende start i Schweiz blev til flere kaldelser til kampagner i bl.a. Indien, Kina, Uganda, Zambia, Filippinerne og Australien og det meste af Europa.

– Jeg har altid bare fløjet uden at vide, at jeg kunne flyve, reflekterer han. – Og det hører absolut med til mit livs højdepunkter at se mange mennesker komme til tro.

Andre højdepunkter er Billy Grahams evangelistkonference i Amsterdam i 1986, og at se en samlet kristenhed række ud til København under Luis Palau-kampagnen i 1992.

– Jeg har altid haft en bred forståelse for Guds folk, og troet på kristen enhed. Faktisk tror jeg ikke der er et eneste kirkesamfund i Danmark jeg ikke har prædiket i – inklusive Adventister og Jehovas Vidner!

Selv om Jørgen Mortensen kan se tilbage på et rigt liv i tjeneste for Gud, har han bestemt ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene. I øjeblikket er han i gang med et regelmæssigt forløb på Københavns Universitet, hvor han stiler efter en Master grad (MA) i Missionsteologi om et par år.

– For nogle år siden oplevede jeg et behov for fornyelse, at få min horisont udvidet, blive stimuleret, så jeg kunne forblive åndsfrisk. Jeg ville studere noget med relevans for den tid, vi lever i lige nu.

Og så er vi inde i en boldgade, hvor Jørgen Mortensen næsten ikke er til stoppe:

– Verden har ændret sig drastisk de senere år. Den er gået fra at være moderne, til at blive post-moderne, fra et videnskabeligt verdensbillede, til mange verdensbilleder, et pluralistisk samfund, hvor der hersker „absolut relativisme”. Men kirken har stort set ikke ændret sig. Det går i hvert fald meget trægt. Vi prædiker stadig som dengang socialismen, psykoterapien og videnskaben satte dagsordenen.

– Kirken største udfordring i dag er at omstille sig til det nye verdensbillede.

– Vi har ikke „hjemmebanefordel” længere, og er ikke længere i en entydigt kristen kultur. Kirken er ikke længere den eneste „spirituelle tumleplads”, men i skarp konkurrence med andre. Vi er nød til at indstille os på, at vi er i en missionssituation.

Før havde man målrettede ‘evangeliske møder’, evangeliske sange og friluftsmøder, men er stort set væk i dag. Men hvad har vi så? spørger Jørgen Mortensen.

– Jeg skal ikke forsvare de gamle vækkelsessange eller de evangeliske møder, de var for deres tid, men blot konstatere, at de er erstattet med indadvendte, intime lovsange, som appelere til de kristne.

Selv om vi så siger, at kirken i dag når ud til folk på andre måder, så er Jørgen Mortensen ikke så sikker på, at kirken som helhed når så mange alligevel.

Tag f.eks. opfattelsen af og erkendelsen af synd og fortabelse, den kan ligge på et meget lille sted i dag. Vi kan læse om hvordan folk kunne græde over deres synd. Det oplever vi næsten aldrig i dag, og uden erkendelse af ‘fortabthed’ hvorfor skal jeg så frelses, fra hvad? Ofte kommer nye med i kirken pga. det sociale fællesskab, eller som svar på det spirituelle udbud. Det er den helt store udfordring der ligger foran os. I dag er folk virkelig søgende, men vi må omstille os til at kunne lede dem til Kristus, derfra hvor de kommer, ikke derfra hvor vi selv er.

Kirken må både gennemtænke sin teologi og sin strategi for at nå mennesker i dag, mener Jørgen Mortensen:

– Hvorfor har vi 4 evangelier i Ny Testamente, spørger han retorisk. – Fordi vi har 4 slags modtagere. Kirken skal lære at omstille sig og kommunikere evangeliet i et pluralistisk samfund – uden at gå på kompromis med Guds ord og evangeliet om Jesus. Vi har brugt meget tid på at udlægge Bibelens ord, men det er i dag også nødvendigt at ‘udlægge den kultur’ vi er en del af. Troen kommer jo nu en gang af det som høres, ikke det som siges. Repetition af de kristne grundsandheder er godt, men hvordan er modtagerne egentlig?

Jørgen Mortensen har talt sig varm – og evangelisten er ikke helt begravet under præstejobbet i den store frikirke…

– Nej, jeg fornemmer Guds ledelse tilbage til tjenesten som evangelist, lover han. Da jeg sagde ja til at blive senior pastor, som det vidst kaldes i dag, var det i en krisesituation, da den daværende forstander pludselig døde. Jeg har måttet skrue ned på min rejseaktivitet de sidste 5-7 år – men nu skruer jeg op igen.

Helt indadvendt har det dog ikke været, fra Københavns Frikirke (Apostolsk Kirke på Filippavej) er der plantet to menigheder Valby Frikirke og Amagerbro Frikirke.

– Det er da vidst ikke helt dårligt, var der en der gjorde mig opmærksom på for nylig, kommenterer han, og glæder sig nu til det mere udadvendte arbejde, han kan give sig i kast med. Vi har et godt bæredygtig team her siden menigheden ansatte Jens Erik Jacobsen som forstander for to år siden og senere en ungdomspræst.

– Uden min kone Alice var det ikke lykkedes, som tjensten gennem 25 år har formet sig. Hun har baggrund i LM og er med til at holde mig lidt nede på jorden. Og mine 5 børn og senest et barnebarn er den største rigdom Gud har givet os, de har nok osse lært mig en masse om at kommunikere evangeliet, så folk kan forstå det, slutter jubilaren.