Præsteparret med mange jern i ilden
– Mit job er at hakke” præstejobs ud til menigheden, siger sognepræst Jens Fischer-Nielsen ved Kavglund KirkeDen gode Luther lagde vægt på det almindelige præstedømme” – at alle troende kan komme til Gud og tjene ham. Og det må siges at fungere i bedste velgående i en luthersk kirke i udkanten af Esbjerg.
Kvaglund kirke ved Esbjerg syder og bobler af aktivitet. Fællesskabsgrupper, bibelkreds, kvindeklub, tirsdagsklub, spiseaftener, Rock Solid, teenklub, genbrugsbutik, Mødestedet, og meget mere. Krumtappen er gudstjenesten, hvor sognepræst Jens Fischer-Nielsen sammen med en lille hær af medarbejdere, sørger for at alle føler sig velkomne, at alle – også de etniske minoriteter – forstår hvad der bliver sagt, og at rigtig mange får mulighed for at medvirke.
Men det er ikke en stresset sognepræst, der nu vil fortælle om sine visioner. Han kender sin begrænsning – og har bl.a. ved et Smittende Tro” kursus fundet ud af, at hans evangelisationsstil ikke er den intellektuelle eller konfronterende, men den indbydende. Det betyder, at det, at invitere til gudstjenesten, er midtpunktet for alle de mange aktiviteter. Og at han må sørge for, at delegere ansvarsopgaverne ud:
– Jeg må simpelthen suppleres af andre, indrømmer han. Men det betyder ikke at han ikke rigtig ved hvad han vil.
Da Jens Fischer-Nielsen ansøgte om præstestillingen ved Kvaglund Kirke i 1998, meldte han klart ud om sine ønsker:
– Jeg ønskede en gudstjenestefornyelse, at arbejde med gudstjenesten, så den bliver varm, venlig, åben og rækker ud til alle aldre og kulturer.
Ved gudstjenesterne er der næsten altid mennesker som ikke har nogen kirketradition.
Når de pludselig (f.eks. i forbindelse med en barnedåb) befinder sig i kirken, er deres indtryk af kirken og de kristne meget vigtigt. Der må arbejdes med det kirkelige image”, mener sognepræsten:
– Jeg ville have flere folk på banen. Showet” er nemlig ikke godt nok til bare at se på! Der skal være mulighed for engagement og følelser og der skal være mulighed for at se almindelige mennesker fremme foran
Det kan godt være, at jeg f.eks. kan læse tydeligere og smukkere end de frivillige læsere. Men det er ikke det vigtigste. Det er bedre at mange er med, i stedet for, at det hele skal være så perfekt. Folk skal kunne identificere sig med nogle af dem, der medvirker i gudstjenesten.
En af de seneste aktiviteter i kirken er ægteskabsskolen, hvor psyko- og familieterapeut Steen Palmqvist er inviteret til at undervise. Et foredrag behøver ikke være udpræget kristent, selv om det foregår i kirken, blot det møder menneskers behov. Men så træder den indbydende præst til:
– Jeg byder velkommen og indleder som regel med en salme, fortæller Jens Fischer-Nielsen. – Og efter foredraget inviterer jeg deltagerne ind i kirkesalen til en lille meditation”.
Meditationsstunden er ligesom gudstjenesten én lang bøn”, mener han. Og da der står i Bibelen, at enhver, der påkalder Herrens navn skal frelses”, ja, så er de jo vigtigt at kalde folk ind i den situation.
– Et evangelisk møde skal have folk til at omvende sig, tage stilling, for at komme Gud nær. I gudstjenesten er de der allerede. De er i Guds nærhed, de er med i påkaldelsen.
I forbindelse med ægteskabsskolen begynder Jens Fischer-Nielsen meditationen med at spille en kærlighedssang af Roland Utbult højt og flot. Derefter udfordrer han deltagerne til at tænke over, hvad de nu vil gøre ved det, de har lært.
Efter nogle minutters stilhed og eftertanke, beder han en kollektiv bøn for dem alle, og der kan folk så vælge at bede med indeni sig selv.
– Det er vigtigt for mig, at alle føler sig velkomne i kirken. Vi skal ikke dømme nogen udenfor.
Og her kommer Jens Fischer-Nielsen ind på sin hjertesag: indvandrerne. Han og hustruen Elsebeth var selv fremmede i et fremmed land som missionærer i Bangladesh fra 1975-87. Og så siger man jo: En gang missionær, altid missionær. Præsteparret glæder sig i hvert fald over de muligheder, der er kommet med indvandrerne, hvor missionsmarken er landet lige uden for vor egen dør”.
Op mod en tredjedel af Kvaglunds 5000 indbyggere er indvandrere. I skolen er mange af børnene tosprogede.
Men Jens Fischer-Nielsen ser ikke indvandrerne som et problem, men en berigelse.
– De fremmede er en velsignelse, siger han. – De er med til at demonstrere kirkens natur, at den henvender sig til alle folkeslag. Kirken har ikke nogen indvandrerpolitik! Jesus sagde: Gå ud til alle folkeslag, og på Pinsedag var mange folkeslag samlet, da Helligånden kom.
Jens Fischer-Nielsen kan ikke rigtig klare al den snak om den danske kirkeordning” og Den danske Salmebog” – som om det er det bedste i verden.
– Statskirkeordningen har jo været med til at afkristne Danmark, fremholder han: – At man kan være medlem af en kirke uden at være med!
– De fremmede kan lære os noget her. De hjælper os til at være menighed. Især kristne afrikanere, bosiddende i Esbjerg, er meget trofaste til at komme til gudstjeneste. Men der er også andre, f.eks. assyrerne.
– En dag kom min muslimske ven hen til mig, og sagde: Jeg har fundet nogle kristne til dig!” Og så introducerede han mig til nogle assyriske flygtninge fra Irak. Det førte til kontakt til rigtig mange af dem. De har nu deres egen gudstjeneste i kirken 4 gange om året ved hjælp af den assyriske præst fra Århus, Albert Panimeen.
Allerhelst vil vi naturligvis tilbyde fællesskab i den bestående gudstjeneste og menighedslivet. Derfor indrettes de almindelige gudstjenester også, så de fremmede kan følge med:
– Vi har simultantolkning til engelsk, fortæller Jens Fischer-Nielsen. Der kommer en del studerende fra bl.a. Kina og flere afrikanske lande, og de kan som regel godt engelsk. Desuden har vi ind imellem arabiske læsninger, ligesom der ligger bibler fremme på alverdens sprog. Og på væggen ved hjælp af “overhead” kan de se, hvor der læses fra m.v.
– Muslimer har deltaget på det sociale plan og til spiseaftenerne. Men nu går vi et skridt videre ved at dele Jesusfilmen ud i løbet efteråret.
Og hvad siger den danske menighed så til alt det multietniske, slutter vi så med at spørge:
– De er med på det. Og det var vel også pga. denne interesse, at menighedsrådet overhovedet ønskede at jeg skulle være præst her. Jeg tror alle oplever, at de fremmede giver kirken liv og udsyn. Men det er lidt af et mirakel, slutter den aktive præst: – Her arbejder præst, øvrige ansatte, menighedsråd og menighed i samme retning. Og så de mange frivillige. Det kunne ikke blive til noget uden dem. Og heller ikke uden menighedsrådsformandens indsats, hun giver rum og går foran med mange ting. Og så er min kones opbakning også virkelig vigtig – hun er med som frivillig medarbejder, men heldigvis også som personlig rådgiver.
Kvaglund Kirke ansatte 1. januar Vagn Dahl Nielsen som sognemedhjælper med særlig fokus på det multikulturelle. Han er en af dem, som skal aflaste Jens Fischer-Nielsen ved at være ude i marken, besøge folk. Med sin baggrund i FDF er han også naturligt gået ind i børne- og teenage-arbejdet, hvor deltagerne ligesom i Kvaglundskolen består af mange indvandrerbørn.
