Så ens – og dog så forskellige…

Islamekspert Colin Chapman skitserede ligheder og forskelligheder mellem kristendom og islam på tværkulturelt seminar i OdenseColin Chapman er anglikansk præst med international baggrund og med stor erfaring i Mellemøstlige forhold. Han voksede op i Indien og blev efter sin teologiske uddannelse sendt ud som missionær til Egypten, hvor han arbejdede i 5 år. Senere blev det til 8 år i et kristent studenterarbejde i Libanon. I dag er han professor ved Near East Theological Seminary i Beirut.Ved seminaret i Odense forrige mandag imponerede han med sit grundige kendskab til både kristen og islamisk teologi, ligesom han beherskede det arabiske sprog. Sidstnævnte kom specielt til udtryk, når han henviste til Koranen, og når han diskuterede med imam Abu Sharif – en af de mere moderate muslimske ledere, der også deltog på seminaret.

– Lad os begynde med at se på, hvad vi har til fælles med muslimerne, begyndte han. – Det er både bedre teologi og bedre psykologi at starte på “fælles grund”. Her vil jeg især koncentrere mig om fælles doktriner. De forskellige begreber kan dog have forskelligt indhold for henholdsvis kristne og muslimer.
– Både kristne og muslimer tror, at Gud er én. Også selv om vi kristne tror på Treenigheden…
– Bibelen bruger betegnelsen Guds søn om Jesus, og det har muslimerne svært ved at forholde sig til. For dem ville det betyde, at den hellige Gud skulle indlade sig seksuelt med jomfru Maria for at frembringe Jesus, og det virker absurd. Jeg plejer at bruge billedet med “som fader, så søn”, at Jesus er Faderens udtrykte billede. At Gud er én, men åbenbarer sig i tre…
Colin Chapman fortsatte med andre fælles teologiske standpunkter, såsom at vi tror på skabelsen, at mennesket er forvaltere af jorden, at vi har et personligt ansvar og vil dømmes derefter.
– Koranen taler også om synd, selv om den bruger andre ord. Det er helt tydeligt, at noget er galt med mennesket. Derfor står der mange gange, at Gud er barmhjertig.
Desuden er begge verdensreligioner enige om, at Gud åbenbarer sig. Både Bibelen og Koranen giver etiske retningslinier for både den enkelte og samfundet.

Men der er forskel i opfattelse af, hvordan Gud åbenbarer sig.
– I Islam åbenbarer Gud ikke sig selv – kun sin vilje. Det er derfor ikke muligt at få et personligt forhold til Gud. I kristendommen åbenbarer Gud sig selv, blotter sig om man vil. I Joh. 17,6 bad Jesus: “Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig…”. I jødisk tradition er navnet synonymt med per-sonens natur. Jesus åbenbarede således hele Guds væsen for disciplene – og fortsatte: “Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud…”
– Men det er ikke muligt i samme grad i islam. Gud fører her en tilbagetrukket tilværelse. Dog prædiker suni-muslimerne, der er stærkt påvirket af kristne tanker, at man kan have et kærlighedsforhold til Gud.
En anden forskel er måden, hvorpå de hellige skrifter er blevet til.
– Islam hævder, at Koranen er dikteret af Gud og således kommer 100 pct. fra Gud. Kristne tror, at Gud åbenbarer sig gennem mennesker og lader sig begrænse af deres sprog og kultur. Jeg plejer at sige, at Bibelen er 100 pct. fra Gud og 100 pct. fra mennesker – og det lyder ikke særlig logisk. Men det gør det heller ikke, når vi siger at Kristus er 100 pct. Gud og 100 pct. menneske… I den græske originaltekst af 2. Pet. 1,21 står der en parallel sætning: “mennesker talte det, Gud talte” (“drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud” – dansk overs. af 1992).

En tredje forskel mellem islam og kristendom er opfattelsen af menneskets tilstand.
– Muslimer tror, menneskets grundlæggende problem er svaghed, glemsomhed, uvidenhed og ulydighed. Kristne mener, denne “diagnose” er for overfladisk! Problemet er, at der er noget helt fundamentalt i vejen med den menneskelige natur, noget som kræver en total forandring, ja, forvandling.
Det fører så til Guds tilbud om at rette op på det forkerte – og med to så forskellige diagnoser, må “frelseslæren” nødvendigvis også blive forskelligartet:
– Islams lære går ud på, at Gud frelser mennesket ved at give dem loven, et eksempel gennem profeten Muhammed og korrektion i det muslimske samfund.
Også her mener kristne, at muslimer slipper for nemt om ved det:
– Frelsen koster nemlig noget, den sker gennem forsoning og lidelse. Gud demonstrerer sin tilgivelse på korset. Og Gud forvandler men-neskehjertet – det Bibelen kalder “at blive født på ny”.
Endnu et punkt, hvor muslimer og kristne er forskellige, har noget at gøre med, hvor stor vægt man tillægger kulturen:
– Selv om Koranen ikke giver Muhammed nogen særlig autoritet, tillægger muslimer-ne ham stor betydning, som noget nær en engel. Derfor går de meget op i, hvordan han så ud, og hvad han foretog sig. Man kan finde muslimske mænd, som går meget op i deres skæglængde, fordi de vil ligne Muhammed præcist. Jeg mødte engang en muslim, som ikke turde spise melon – for han vidste jo ikke, om Muhammed ville have skåret den på den ene eller den anden led. Sådan nogen ideer ville aldrig krydse kristnes tanker. På samme måde er halal-kød og tilslørede kvinder blot kultur. Der står intet om det i Koranen.

Undervejs i seminaret standsede Colin Chapman op og spurgte imamen om det, han sagde var rigtigt – og fik bekræftende nik eller en kort kommentar på arabisk.
Til sidst nævnte Chapman en afgørende forskel: Riget. Er det himmelsk eller jordisk?
– Jesu samtale med Pilatus illustrerer forskellen mellem kristendom og islam: “Mit rige er ikke af denne verden”, sagde han. En muslim ville protestere og sige: Guds rige bør være af denne verden.
– Faktisk var der en periode i kirkehistorien, den byzan-tiske periode, hvor kristendommen var ét med staten i lighed med islamisk fundamentalisme. Siden har mange lande haft en statskirke, defineret på sin helt særlige måde. I USA holder man stat og kirke fuldstændig adskilt.
Skal vi nå muslimerne, må der først og fremmest etableres en dialog.
– Polemik duer ikke her, måske apologetik (forsvar for troen – red.) på et vist tidspunkt. Men helt sikkert er det, at i muslimsk-kristne relationer må hjerter og sind mødes. Spørgsmålet er nemlig ikke, om vi tror, men hvordan vi tror.
– Desværre kommer mange kristne til at “bære falsk vidnesbyrd” om islam ved f.eks. at hævde, at der ikke står noget om Guds kærlighed i Koranen. Det er forkert. Det står mange gange, at Gud elsker. Men han elsker kun dem, som opfylder bestemte krav. I kristendommen elsker Gud betingelsesløst.
Colin Chapman fortsatte med at forklare det forskellige indhold i ordet “kærlighed”. I islam er kærligheden en godkendelse af en bestemt handling. I kristendommen er kærligheden rettet mod mennesket selv, uanset hvordan det handler. I islam kan Gud tilgive, fordi han er barmhjertig. I kristendommen er det ikke så nemt. Tilgivelsen er mere end en indstilling; det er et offer, udtrykt af Jesus på korset.
– Vi må ændre holdning til muslimerne, sluttede han. – Glæde os over de områder, hvor vi er enige – og derfra diskutere uenighederne.