Syng alligevel
Kristne har også nedture. Både på det personlige plan og på det åndelige. Når vore personlige liv ikke svarer til det, vi tror på.
Når vi får modgang, kritik, sygdom, depression…
Når vore drømme om vækkelse og fornyelse og kirkevækst ikke bliver til virkelighed, men vi i stedet ser stagnation og opløsning. SUK!
SÅ har man ikke lyst til at synge lovsange
Så genkender man bedre ordene i de af Davids salmer, hvor han beklager sig over sine fjender og råber på Guds hjælp. Eller hvis det er rigtigt galt, stemmer man i med Jobs bog og tænker: Gid jeg aldrig var født. Gud er ikke retfærdig. Hvorfor griber han ikke ind…?
Både Bibelen og de kristne før os kan ærligt fortælle om sorg, depression og frygt. Men det vidunderlige ved Davids salmer og ved mange af de andre kristne livshistorier er, at de har et vendepunkt. Efter at have talt åbent ud med Gud, husker de alligevel hans godhed og takker for, at han også denne gang vil gribe ind. Og takken skaber troen, som løfter dem videre.
Midt i den mørkeste nat får den fortvivlede alligevel fat i et lille lysglimt.
Ja, der er sort, og det ser håbløst ud, og der er ikke andet tilbage at håbe på end Gud. Men ham kan jeg til gengæld også håbe på. Han har før grebet ind i min håbløse situation. Han vil gøre det igen.
Og så begynder den fortvivlede at håbe trods alt. At synge lovsange, selv om der bestemt ikke er noget at synge lovsange for i situationen. Men på trods af alt synger han. Og lovsangen løfter ham op.
Så ofte har vi oplevet, at vi bad og jamrede til Gud om hjælp. Og vi havde slet ingen tro. Men når bunden så var nået, var Gud alligevel tilbage. Så fik vi et lille håb igen og kravlede op af hullet ved at klamre os til Gud.
For vi véd, at Jesus tog vor skyld, at han bar vore sygdomme. Os til fred kom straf over ham. Han er den, der baner en vej foran os og går ved vor side.
Ham skal vi takke for og lovsynge om.
Vi skal takke under alle forhold. For taknemlighed åbner vejen for Guds fred i vore hjerter. Og lovsang løfter vor sjæl fra de grå omstændigheder til Guds friske virkelighed, hvor vi hører hjemme. Og så får vi kraft til at være i vore egne omstændigheder. For vi er ikke alene.
