– Troen på Gud blev min redning

Trods en traumatisk opvækst er Gitte Jakobsen fra Middelfart i dag et helt og engageret menneske, der hjælper andre- Ja, jeg har helt sikkert en historie at fortælle, forsikrer 41-årige Gitte Jakobsen og ler hjerteligt, da jeg ringer og fortæller hende, at hun er udtrukket til månedens “Alle har en historie”.Og det har hun i høj grad.
En vidunderlig historie om, hvordan Gud kan genoprette og hele et menneske, selv om det har dybe traumer med i bagagen. En historie om Guds suveræne timing, der giver sammenhæng i livet. En historie om et menneske, der brænder for noget og derfor gør noget. En pris til livet, der vil leves.

Gitte Jakobsen voksede op i Vejle som den yngste af fire søskende. Opvæksten var traumatisk, og hjemmet var i mange år præget af alkoholmisbrug, omsorgssvigt og krænkelser. Men midt i det hele fik hun lov til at gå i søndagsskole i Apostolsk Kirke.
– Kirken blev mit fristed. Det var væk hjemmefra og et trygt holdepunkt. Troen på Gud blev helt klart min redning, fortæller Gitte Jakobsen, der stadig er tilknyttet Apostolsk Kirke, i dag i Middelfart, hvor hun har boet de sidste tre år.
– I mine teenage- og ungdomsår levede jeg meget intenst i mit Gudsforhold. Jeg tror, det var med til at sikre min overlevelse. Men i perioder var det nok også en flugt fra virkeligheden. Det er godt med et tæt Gudsforhold. Men det er ikke godt, hvis man ikke samtidig er i kontakt med sig selv og virkeligheden.
– Ind imellem røg jeg stadig ned i et hul og blev deprimeret. Jeg troede ikke, der var noget at gøre ved det. Jeg tænkte: “Sådan er det nok bare. Sådan er livet.”
– I 1990 tog jeg til et seminar med den hollandske præst og terapeut Teo J. van der Weele. Jeg deltog i seminaret med det ene formål at ville bruge det til at hjælpe andre.
Men jeg var målløs, da jeg hørte ham undervise. Det var, som om han stod og talte om mit liv. Det var rædselsfuldt, men godt. Indtil jeg kom hjem. Så væltede mit liv!
Barndommens traumatiske oplevelser kom til overfladen og måtte bearbejdes gennem et par års intensiv terapi.
– Det var lige i forbindelse med, at jeg fyldte 30 år, så man kan godt tale om en 30-års krise for mit vedkommende, siger Gitte og ler. At hun kan le sådan, når vi taler om den svære tid, vidner i sig selv om den frihed og helhed, hun er kommet ud i og lever i i dag.

På baggrund af hendes egen opvækst, forståelse for og ønske om at hjælpe andre i lignende omstændigheder begyndte hun at læse til socialrådgiver. Siden tog hun en overbygning i psykologi på Aalborg Universitet.
Her skrev hun speciale om “Normaltbegavede urolige børn i folkeskolen” og om, hvorfor der er så mange urolige børn især i indskolingen. Efter nogle års ansættelse som familierådgiver i kommunalt regi og som projektmedarbejder i det tværfaglige Projekt Risikobørn åbnedes dørene til endnu en ny og stor udfordring. Gitte Jakobsen er i dag ansat som konsulent i en projektgruppe under Socialministeriet, der arbejder med Kvalitet i Anbringelsesarbejdet med Børn og Unge (KABU-projektet, se evt. www.kabuprojektet.dk, red.) Hun er ansat på Udviklings- og Formidlingscentret Børn og Familier i Aabenraa.
– Min oplevelse af Guds timing og planlægning i alt, hvad jeg har taget mig for, har været suveræn.
På længere sigt har Gitte Jakobsen en drøm om i stadig større grad at kombinere sin faglige ekspertise med hendes brand for mission. Hun var i flere år ansat som sekretær i Apostolsk Kirkes Mission, og så har hun i mere end 20 år været med i ledelsen i Wycliffe Bibeloversættere i Danmark.
– Jeg kunne godt tænke mig at sætte endnu mere fokus på omsorgen for missionærer og missionærbørn. Det er et meget forsømt område. Hvem taler med dem om, hvordan de har det? Hvem stiller dem de direkte og personlige spørgsmål og lytter – også til det, der ikke bliver sagt? Den samtale er vigtig og den gode relation afgørende. Jeg bruger både min professionelle baggrund og min personlige erfaring der.
I det hele taget er Gitte Jakobsen meget optaget af forholdet mellem teologien og psykologien. Som den igangsætter hun er, er hun pt., sammen med en lille gruppe i Apostolsk Kirke, ved at samle kristne psykologer og terapeuter i et landsdækkende og tværkirkeligt netværk.

Når Gitte Jakobsen fortæller sin historie, er det som at lægge puslespil: Mange forskellige, løse brikker passer pludselig sammen, og til trods for den traumatiske start på livet, danner der sig et smukt og sammenhængende billede.
– Jeg får aldrig svar på, hvorfor jeg skulle igennem sådan en svær barndom. Men når det nu var sådan, så er det stort, at Gud også kan bruge det til noget godt. Det giver mening, siger Gitte, men skynder sig at understrege:
– Det er ikke det samme som at sige, at alt er Guds vilje, eller at Gud tillader ondskab for at belære os eller gøre os til bedre kristne. Sådan er min Gud ikke. Tværtimod!
– Kun Gud kan genoprette og skabe på ny. Når jeg ser tilbage på mit liv, så forundres jeg over Guds storhed. Og jeg værner om det sted dybt i mit indre, hvor jeg til stadighed finder visheden om Guds nærvær og Hans almagt. Selv de gange hvor Han kan føles langt væk. Visheden om Guds uendelige nåde og ubetingede kærlighed. Han har skabt mig og udvalgt mig – ellers var jeg ikke her i dag, pointerer Gitte med stor vægt.
Når man spørger hende, hvad der driver hende som menneske, svarer hun uden tøven:
– Livet! Min oplevelse af at have fået livet som en gave, og den kvalitet Gud giver mig i det, Han lægger hen til mig. Det gør, at jeg lever og jeg ønsker andre skal få lov at erfare det samme!