Trosprædikanten så angsten i øjnene

Den kendte norske trosprædikant, Britt Elli, fik pludselig angst-anfald og måtte have professionel hjælp. Det hjalp ikke at “stå imod” angsten, den og årsagen bag måtte gennemleves, selv om det gjorde ondtBritt Elli var en stærk kvinde, der havde klaret lidt af hvert uden at bukke under. Hun mødte altid livets udfordringer med et positivt sind og oprejst pande. Udover at være mor til tre og hustru til en forretningsmand var hun en kendt forkynder i Norge og præst i en trosmenighed i Steinkjer, lidt nord for Trondheim.Hun var derfor fuldstændig uforberedt, da hun pludselig i sommeren 1994 stod overfor sit livs krise. Som et lyn fra en klar himmel blev hun overvældet af anfald af panikangst. Det første kom en aften, hvor hun var alene hjemme med børnene. Hun sad og så en film i TV, men slukkede, da filmen skulle vise en scene, hvor en hel familie blev udsat for voldtægt. Hun begyndte i stedet at læse i en god kristen bog.

– Pludselig begyndte min puls at slå usædvanlig hurtigt. Jeg trak vejret tungt. Hele kroppen blev som lammet. Det var som om, panikken tog kvælertag på mig. Jeg begyndte at hive efter vejret. Det var som om, kroppen oplevede noget livstruende, noget jeg ikke havde kontrol over.

Britt Elli brugte alle sine kræfter på at få ringet til sin mand, Jostein, som skyndte sig hjem og fandt hende forskræmt og sammenkrøbet i lænestolen.

Anfaldene tog til. Frygten var ganske irrationel, men samtidig meget virkelig og lammende. For eksempel kunne hun pludselig blive bange for at køre i tog alene, til trods for at hun havde rejst så meget tidligere. Britt Elli så sig nødsaget til at bede om orlov fra sin præstestilling.

I dag mener Britt Elli, at det var hendes fars død nogle uger tidligere, der udløste angst-anfaldene.

– I sådanne situationer er man følelsesmæssig sårbar, og da har man ikke de samme kræfter til at holde på låget på dampkogeren, som eventuelt måtte ligge begravet inde i én med gamle, ubearbejdede følelser.

Det tog nogle måneder, før Britt Elli blev klar over den dybereliggende årsag til angsten.

– Jeg fik en samtale med en fornuftig almen-praktiserende læge og fandt ud af, at angst er et tegn eller symptom på helt andre, underliggende ting. Derfor prøvede jeg at lytte til, hvad angsten ville sige mig. Pludselig begyndte der at dukke gamle minder op fra en traumatisk oplevelse jeg havde 14 år tidligere, et seksuelt overgreb, som jeg ikke havde fortalt nogen om. Jeg var en positiv, glad kristen, da det skete, og ville bare videre med mit liv. Jeg prøvede at fortsætte mit liv, som om ingenting var sket, selv om overgrebet skete fra en mand, en ældstebror, som jeg havde den dybeste tillid til.

Britt Elli indså, at hun havde brug for hjælp. I første omgang tog hun to rekreations-uger på Institutt for Sjelesorg i Vikersund ved Oslo. Gennem samtaler her gik der hul på den fortrængte smerte. Men to uger var ikke nok til at bearbejde angsten og årsagen bag. Derfor valgte Britt i samråd med sin mand at søge ind på det kristne psykiatriske behandlingssted, Modum Bad i Virkersund. Her kom hun ind på et standard tre måneders ophold i begyndelsen af 1996 (med weekender hjemme hos familien.) Behandlingen bestod bl.a. i samtale-terapi.

– Tidligere troede jeg, at al terapeutisk samtale, psykologi og psykiatri var unødvendig, når man bare var frelst. På forhånd var jeg bange for, at det skulle blive nødvendigt for mig at få professionel hjælp. Men efter opholdet på Insitutt for Sjelesorg og efter, at jeg fik en bredere forståelse af Guds ord, vidste jeg, at Jesus så hele mit liv. Han vidste, hvorfor jeg havde angst, og han var mærkbart med i processen. Han gav mig lov til at være i en proces, fortæller den i dag 47-årige Britt Elli til Udfordringen.

– For nylig så jeg titlen på et seminar: “Jesus – nøglen til at blive fri.” Når jeg ser sådan noget, bliver jeg lidt bange for, at mennesker, som har ting, de har fortrængt i følelseslivet af frygt for, at det skal gøre ondt, søger derhen, hvor løsningen virker enkel og måske giver falske forhåbninger. Ofte er processer smertefulde.

Hvis jeg ikke havde haft Jesus, ved jeg ikke, om jeg havde klaret processen eller vovet at tage den. Men det er ofte sådan, at vi trænger til nogle med “hud på” også, mennesker at snakke med om det, der har været ondt eller under låg i mange år.

– Gud er ikke en lobotomist! Lobotomister var de kiruger, der før i tiden skar snit i hjernen på mennesker, som led stærkt psykisk. Resultatet var, at de, som var lobotomiseret, fik fjernet det meste af evnen til at føle, både på godt og ondt. Hvis angsten og depressionen har sin årsag i ubearbejdede følelser og oplevelser, som man vælger ikke at ville kendes ved eller integrere i resten af sit liv, så er det jo ikke sådan, at Gud bare griber ind og fjerner de minder, den del af personligheden eller de følelser, vi har i forhold til disse minder.

Trosprædikanten måtte indse, at angsten ikke var noget, hun skulle stå imod, men derimod vove at leve igennem. Undervejs i processen og efter, at Britt Elli studerede Bibelen nærmere og fra et mere neutralt ståsted, ændredes hendes billede af sig selv og Gud, og der blev vendt op og ned på hendes teologi.

– Jeg opdagede ret hurtigt, at jeg tidligere kun havde forkyndt et halvt evangelium, altså en halv sandhed. Og en halv sandhed er jo en løgn! Jeg indså pludselig, hvordan Guds ord gav rum for så meget mere end det, jeg havde opfattet som et liv i sejr. Jeg opdagede de sidste vers i Paulus’ brev til Romerne 8, hvor han siger, at vor sejr ikke består i at undgå angst, nøgenhed, sult – altså mangel på goder – men at vi tværtimod skal opleve mere end sejr midt under sådanne forhold. Der står blandt andet, at vor sejr består i, at ikke noget af dette kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus.

– Da blev hele min trosteologi endevendt. Nu blev Guds ord om tro så meget mere omfattende og så meget stærkere, for jeg indstå, at Guds tro er en tro, som gælder alle forhold i livet. Jeg opdagede, at Gud i sit Ord havde givet en hel del spalteplads til troshelte som David, Asaf og Elias, som vovede at være sande i forhold til deres eget liv, egen angst, fortvivlelse eller opgivenhed. Midt i det hele vovede de at regne med Gud.

Britt Elli vovede det samme. Hun vovede at gennemleve angsten og smerten og stole på, at Gud også var med hende der. Det var en mere hel og sand Britt Elli, der kom ud på den anden side. Også som forkynder.

I 1997 fortalte hun sin historie i bogen “Jeg våget å leve”. Den vakte stor opsigt og blev en bestseller i Norge. Er blevet optrykt i fire oplag.

– Jeg ville aldrig have kaldt bogen “Fri fra angst” eller “Ud af mørket”. Jeg ønskede, at fokus skulle være på den vej, som ofte er nødvendig at gå for at blive fri fra angst. Livet er mangfoldigt. Livet er en helhed, på godt og ondt. Hvis vi forsøger at undgå det, som føles ondt eller vanskeligt, formår vi ikke at leve videre som troværdige kristne mennesker. Verden omkring os kan ikke tro os. For sådan er livet bare ikke, heller ikke for kristne. Men vi har én med os, som bærer os og hjælper os igennem. Jeg kaldte bogen “Jeg våget å leve”, fordi jeg fik lov at vove at leve igennem processen. Netop det hjalp mig til at blive et mere helt menneske. Mere hel end før jeg oplevede angsten.

I dag virker Britt Elli stadig som forkynder og sanger. Hun er tilknyttet pinsemenigheden Salem på Lørenskog udenfor Oslo, men rejser rundt i alle sammenhænge i både Norge og Sverige. Har tidligere også besøgt Danmark. Derudover driver hun et oversættelses-kontor hjemmefra. Udover bogen “Jeg våget å leve” har hun udgivet bogen “Frykt ikke – påbud eller tilbud?” og CD’en “Hvil deg”. Og ellers lever hun, som hun siger “et lykkeligt liv med mand og børn.”