Tyskerhadet – en skamplet for Danmark

D. 8/1 sendte DR med alt for mange års forsinkelse et dokumentarprogram “Kun en tysker” om de tyske flygtninge i Danmark lige før og efter befrielsen i 1945.

Udsendelsen blev genudsendt d. 14/1 og er en rystende afdækning af 58 års fortielser af dansk hjerteløshed overfor gamle, kvinder og børn. Hidtil har ingen historiker fattet interesse for dette sørgelige kapitel af vor nyere historie.

Jeg selv var 8 år, da Tyskland kapitulerede, og jeg husker godt det had, der også blev indpodet os børn mod alt, hvad der var tysk. Så små vi var, talte vi indbyrdes herom, naturligvis uden sans for proportionerne, men jeg husker også en jævnaldrende pige udtale på den legeplads på Sundbyvester Plads, som var vort tilholds- og mødested: “Min far siger, at tyskerne er også mennesker!”

“Had betyder at myrde uophørligt”. José Ortega y Gasset

Det var åh så banalt, uden den store dybsindighed, og dog blev den sætning ved at lyde som et ekko i mit indre op gennem årene. Jeg kan endnu se min lille, troskyldige veninde for mit indre siddende dér i forårssolen på en bænk på legepladsen belærende os hadefulde. Hun er den første, jeg altid tænker på, når jeg den dag i dag går forbi hin parkbænk på Amager.

„Tyskersvin”
Og nu sidder jeg så og ser på denne hjerteskærende dokumentarfilm. Om ca. 250.000 forkomne, tyske flygtninge, som altså ikke blev betragtet som mennesker. Som der blev sagt i filmen: “Tyskere var tyskere og det uanset køn og alder.” Sådan. Ind bag pigtråd med dem og lad dem smage bare lidt af det, deres land udsatte f.eks. jøderne for. “Tyskersvin” var et af de første danske ord, de lærte i det land, de troede var et paradis, men som skulle vise sig at blive et mareridt.

Syge blev afvist
Den dokumentariske beretning er først og fremmest en skamplet på den danske lægestand. De mange syge blev konsekvent afvist af læger og hospitaler, og tusindvis døde. Kun 2 ud af 10 børn under 1 år overlevede. De døde ofte af banale infektionssygdomme under umenneskelige forhold. Som det hed fra lægeforeningen: “På grund af de herskende forhold mener vi ikke at kunne medvirke til nogen form for lægehjælp til tyske civile.”
Hjerteløsheden stammede altså ikke fra rå, primitive sadister, men fra det øverste, “pæne” lag i det danske samfund. Fra veluddannede akademikere med et eksemplarisk, “næstekærligt” familieliv, men som altså også rummede et tyskerhad, man som sejrherrer og gode danskere måtte have som nærmest et alibi overfor omverdenen, som ikke skulle lades i tvivl om, på hvilken side vi som krigsførende stod.
Nogle præster mandede sig op og protesterede mod den usle behandling af en slagen fjendes kvinder og børn. Men da 60 præster samlet opfordrede til human indstilling og behandling af de nødstedte, blev de bestormet af læserbreve, hvoraf nogle krævede sådanne “udanske” præster afskediget. Kristen barmhjertighed i et kristent land kan være godt nok, men bare ikke når det gjaldt disse tyskere.
Et eksempel fra filmen: Jørgen Folmer Hansen, som var modstandsmand, fortæller fra en interneringslejr på Amager i 1945: “Fra vor vagtstue så vi pludselig en kvinde komme med et nøgent spædbarn. Det viste sig, at hun ude på marken havde født sit barn helt alene. Vi ringede efter hjælp, men ingen ville have hende.” Hun blev så bragt til Nordisk Kollegium i Østbanegade, hvor der mødte Jørgen Hansen et rystende syn: Spædbørn lå hulter til bulter på f.eks. trapperepos´er i Persil- og Richs-kartonner, men omtalte nyfødte barn overlevede ikke. Der blev råbt “hurra”, hver gang et barn døde. Det var jo “kun en tysker”.
Men lægernes afvisning var ikke total. Der var eksempler på lægehjælp i ekstreme situationer. Tyfus og dysenteritilfælde blev f.eks. behandlet, men her igen ikke af barmhjertighed mod tyskerne, men for at beskytte danskere mod smittefare. Hvad danskerne imidlertid var trygt beskyttet mod, var skrigende fra de syge, sultende børn, som deres fortvivlede mødre ikke kunne give andet end deres moderkærlighed ind i den uundgåelige død.

Mælkebøtter og
bær som kosttilskud
Skuffelsen og ærgrelsen hos de danske myndigheder var stor, da det efter kapitulationen viste sig, at de 250.000 flygtninge ikke kunne sendes tilbage til Tyskland lige med det samme. De engelske besættelsesmyndigheder afviste en sådan disposition med henvisning til forholdene dernede. Imens fortsatte elendigheden og ydmygelsen i diverse lejre med pigtråd omkring. Sult og atter sult hærgede, men det havde de som sagt kun rigtig godt af, – disse tyskere, som fortvivlet samlede mælkebøtter og bær som kosttilskud, der dog ikke rakte langt.
Høvelte var en særlig berygtet flygtningelejr, som dog kun fungerede få måneder efter krigen. 6-7000 flygtninge var stuvet sammen under forfærdelige, sanitære forhold. I råddent affald gik de sultne på jagt efter noget, der måske var spiseligt. Så godt som ingen børn legede på området, for de var praktisk taget alle syge. På Blovstrød Kirkegård gravede unge mennesker, nærmest store drenge, massegrave til de mange lig, som hver dag ankom i ladvogne. Ligene lå i 3 lag. Der blev hældt en portion klorkalk over og så ellers bare i en fart få graven dækket til. Et enkelt gravmæle er, hvad der er tilbage som minde, dvs. kun fundamentet står igen.
Men efterhånden blev madrationerne sat op. Retfærdigvis skal det også nævnes, at det ikke var lige elendigt alle steder. Bedst var behandlingen i Jylland. Dårligst som sagt i Høvelte i Nordsjælland. En tysk professor Bazon Brok, der også kom hertil som dreng og blev interneret på “Berritsgård” på Lolland, og som i øvrigt stadig behandles for de mén, han pådrog sig i Danmark, fortæller: “Fra oktober 1945 fik vi mere oksekød. Det var i virkeligheden fordærvet kød. Sortstemplet, som det kaldtes. Men hvis man gennemstegte det godt, kunne det bruges som menneskeføde.” Han fortæller om den forfærdelige lugt, dette kød havde.
3 tidligere flygtninge var også inviteret herop for at gense Øksbøllejren. De var alle troende kristne, og de mindedes tiden uden bitterhed. Den ene, Heinz-Jürgen, sagde til den danske interview´er: “Havde vi ikke haft troen på Jesus Kristus, ville vi nok ikke have kunnet klare det. Gud holdt sin hånd over os, så vi ikke blev syge af det, vi spiste fra skraldespanden. Vi er taknemlige over at blive inviteret herop. Gud velsigne Dem!”
Kan vi lære noget af alt dette? Forhåbentlig. Bl.a. måske dette: Den menneskelige natur er den samme både i Tyskland og Danmark. Den er ikke speciel ond hos tyskere. Den kommer til primitiv udfoldelse overalt, hvor de særlige forhold er til stede for dens ondskab.
Sejrherrernes retsopgør har som oftest et kraftigt element i sig af hævnakt. Glæden over befrielsen i 1945 har desværre også forstemmende vidnesbyrd om nedværdigende opførsel overfor de besejrede for ikke at sige direkte overgreb. Det er ikke gjort med at sige: Den beskrevne skamplet på den danske ære kommer ikke os ved, som lever i dag. Ondskabens kim ligger i os alle. Som Abraham Lincoln engang sagde til en af sine generaler, da de netop diskuterede en besejret fjendes videre skæbne”Der bor så meget dårligt i den bedste, og så meget godt i den værste, at forskellen er såmænd ikke så stor!”