Ved årsskiftet: Menneskeliv er på spil
– Spørgsmålet om kloning af mennesker blev afgjort i det forløbne år, skriver Torben Riis, redaktør af RFM-nyt, og påpeger det moralsk skred, der er sket i vort forbrugersamfund, siden den fri abort blev indførtAviser og nyhedsmagasiner bugner i denne tid af reportager om året, der gik. I tekst og billeder forsøger man at fastholde årets såkaldte højdepunkter, hvilket i det store og hele vil sige de nyheder, der i 2002 ramte avisernes forsider.
»We have an agreement« sagde statsministeren i hvad han selv betegnede som et historisk øjeblik på topmødet i København. Og det skal såmænd nok passe. Men der var andre emner af mindst lige så stor rækkevidde, som måtte nøjes med en mere sporadisk omtale i medierne. Spørgsmålet om kloning af mennesker f.eks. et spørgsmål, som i realiteten blev afgjort i det forløbne år, selv om politikerne af taktiske grunde venter en stund endnu med at fortælle os, hvad de har besluttet.
Hvad var problemet? Hvad drejede debatten sig om? Vist nok om henholdsvis reproduktiv og terapeutisk kloning. Reproduktiv kloning betyder, at man kunstigt fremstiller et barn af en celle taget fra et voksent individ. Derved får man et barn, der er fuldstændig identisk med den person, cellen er taget fra. Det var der imidlertid ikke nogen, der umiddelbart syntes var en god idé, så den del af debatten er foreløbig stillet i bero.
Terapeutisk kloning derimod betyder, at vi ved hjælp af den samme teknik fremstiller såkaldte stamceller. Celler, der endnu ikke er specialiseret. Disse celler kan bruges til videnskabelig forskning og muligvis ad åre til sygdomsbekæmpelse.
Et flertal i Det Etiske Råd med den nyvalgte formand i spidsen sagde o.k. et mindretal herunder den afgående formand sagde bestemt nej. Flertallets holdning var klart begrundet i, at her var noget, man kunne bruge til noget, og i den mere politiske del af debatten blev der heller ikke lagt skjul på, at der er penge i bioteknologisk forskning mange penge. Skulle danske forskere og danske medicinalvirksomheder bare sidde med hænderne i skødet og lade udlandet løbe med gevinsten?
Men hvorfor sagde mindretallet nej? Det skulle man som almindelig avislæser være mere end ihærdig for at finde ud af. Så vidt jeg kunne læse mig til, var visse personer af ikke oplyste årsager lidt ængstelige for, hvad den nye teknologi kunne føre med sig med andre ord lidt teknologiforskrækkede og derfor lidt bagstræberiske.
Altså havde vi på den ene side de oplyste humanister, som ikke vil lægge forskningen hindringer i vejen, og som kun har tanke for at komme syge medborgere til undsætning, og på den anden side de religiøse mørkemænd, som vanen tro vil sætte udviklingen i stå, og som vælger at tilsidesætte hensynet til sygdomsramte mennesker for nogle besynderlige princippers skyld.
Kunstigt menneskeligt individ
Så meget desto mere er der grund til at se nærmere på, hvad terapeutisk kloning rent faktisk drejer sig om. Ved terapeutisk kloning (ganske som ved reproduktiv kloning) fremstiller man kunstigt et nyt menneskelig individ altså et befrugtet menneskeligt æg. Dette individ bruger man som forskningsobjekt og lader det dermed bevidst og med fuldt overlæg gå til grunde. Man tager m.a.o. det man skal bruge (stamceller) og smider resten væk.
Læs blot, hvad Politiken skriver i sin leder 28. okt. 2002: »Ja, der er en slimklat, et begyndende fosteranlæg, som indgår og går til i processen, men det er en pris, samfundet bør være villig til at betale…«
Det er altså spørgsmålet: Skal vi tillade, at man kunstigt frembringer nye mennesker, gør dem til et »materiale« og i denne proces slår dem ihjel ved at udtage de løsdele, man skal bruge?
Vedtager politikerne dette og det er der desværre al mulig grund til at forvente har man endnu engang taget et »historisk« skridt tilbage til oldtiden, til den førkristne tid, hvor mennesker endnu kunne være andre menneskers ejendom.
Hvordan er det kommet så vidt? Svaret på dette spørgsmål er lige så enkelt, som det er forstemmende. Fordi man og det vil sige et knusende flertal af befolkningen, herunder ikke mindst beslutningstagerne har valgt at vende kristendommen ryggen og dermed også den etik, som har formet samfundene og præget lovgivningen i vor del af verden i århundreder.
Hvad har vi så sat i stedet for den kristne etik? Når man så at sige afskaffer Gud, er der så bare ingenting? Nej, selvfølgelig ikke, for man kan ikke basere sin tilværelse og de valg, man træffer, på ingenting. Når man lægger ét sæt værdier på hylden, sætter man nødvendigvis noget andet i stedet. Livet skal jo leves hver dag, og beslutninger træffes. Det gør man ud fra, hvad man synes er vigtigst. Man prioriterer, som det hedder på moderne dansk, og opstiller nye mål. Det mål, man stræber efter, hedder i dag »det gode liv« – dvs. et liv præget af materiel sikkerhed og ikke mindst af »gode« oplevelser både i privatsfæren og på arbejdspladsen. Man skal leve livet, mens man har det, for bagefter er der jo ikke noget.
Set i dette perspektiv mister traditionelle moralbegreber deres mening. De bliver simpelthen uforståelige for en ny tids mennesker, som kun kan vurdere handlinger ud fra, hvilke konsekvenser de har på det psykologiske plan og i det sociale samspil. Er noget godt eller skidt? Det kommer virkelig an på… f.eks. hvem det skader eller gavner.
Denne form for etisk ræsonnement kalder man konsekvensetik. Man kan også kalde den situationsetik. Den bygger i virkeligheden på en ophævelse af begreberne godt og ondt.
Vi hører det igen og igen fra politikerne: der er ingen facitliste, fortæller de os, kun kompromiser. Kun praktiske løsninger, der tilfredsstiller skiftende menneskelige behov.
Men hvad så, når det ene »behov« står over for det andet? Ja, så må vi jo vælge. Så er der nogen, der med Orwells ord er mere lige end andre. Nogen, som må tilgodeses på bekostning af andre. Og mon ikke vore politikere i 2003 vil nå det facit, at forskningens og medicinalindustriens interesser og hermed også hensynet til valutabalancen er vigtigere end hensynet til nogle »slimklatter«?
Det vil de naturligvis ud fra den prioritering, vi kollektivt har vedtaget i efterkrigstidens Danmark. Hvad er vigtigst? Opbygningen af velfærdssamfundet. Derfor kan den ny »etik«, dvs. den logik, der styrer alle væsentlige beslutninger, sættes på denne enkle formel:
Alt, hvad der bidrager til det fælles, overordnede mål (forøgelse af velstanden og forbrugsmulighederne), er godt og bør fremmes. Alt, hvad der sinker eller hindrer denne udvikling, er uhensigtsmæssigt og bør derfor overvindes.
Hvorfor fik vi f.eks. fri abort i 1973? For at hjælpe kvinder i en fortvivlet social situation? På ingen måde. Fri abort er velfærdssamfundets sikkerhedsventil. Garantien for at undgå uønskede børn, når præventionen svigter. Hvorfor er det nu så vigtigt? Fordi børn og ikke mindst de uønskede griber forstyrrende ind i arbejdslivet og påfører samfundet sociale udgifter.
Hvorfor investerede vi så efterfølgende så meget i reagensglasbørn? Fordi reagensglasbørn er »børn til tiden«. De er »behovstilfredsstillere«. De produceres i familier, der har styr på tingene, og som kan betale for, at de bliver passet af professionelt personale, så mors karriere ikke lider afbræk. Sidegevinsten ved kunstig befrugtning er, at vi kan sortere fejleksemplarerne, de handicappede, fra. De er for dyre i drift og repræsenterer ikke nogen værdi på arbejdsmarkedet.
Det samme gælder i det hele taget syge og handicappede. Derfor har vi også fået debatten om aktiv dødshjælp, for det er jo synd for syge og handicappede, at de skal leve og pokker til besvær og udgift for os andre.
Hvad skal vi så med kloning? Kloning kan give os mulighed for at opbygge reservedelslagre af erstatningsvæv, ja, på længere sigt måske af hele organer. Det er smartere end den traditionelle transplantationsteknik, hvor vi dels har problemer med at skaffe organer nok, dels må slås med afstødningsproblemer. Kloning er simpelthen svaret på dr. Frankensteins drøm: menneskekroppen som en maskine, hvor de enkelte dele kan udskiftes efter behov.
Behøver jeg som afslutning på disse betragtninger at tilføje, at vi som kristne har en særlig forpligtelse til at sige nej til tingsliggørelsen og til drabet i den hellige velfærds navn? Og ja til at forsvare menneskets værdighed?
Skal jeg ønske noget for 2003, må det derfor være, at alle, som ikke blot er kristne af navn, kommer ud af busken og er med til at gøre så megen støj i kulissen, at det kan høres helt ind på Christiansborg.
Godt nytår!
