Bør muslimer gå i kirke, eller…?

Den vestlige kirkemodel er ikke synderligt effektiv overfor muslimer. Missiologer opererer derfor med alternative fællesskabsformer…Vil muslimer komme til tro gennem traditionelle missionsmetoder, hvor målet er, at de skal blive kristne, dvs. skifte religion til kristendommen, eller er det bedre, at de kommer til tro på Jesus (på arabisk Isa) og forbliver i deres arabisk-islamiske kultur?
Missiologer verden over har i den senere tid lagt hjernen i blød for at kunne komme med kreative forslag til, hvordan mission blandt muslimer kan se ud. En af kirkevækst-bevægelsens pionerer, Donald McGavran, har tidligt kunnet dokumentere, at jo lavere den kulturelle tærskel er, jo flere mennesker bliver kristne. Derfor taler man om kontekstualisering (kulturtilpasning) i mission.

Men kulturtilpasning rummer en fare for synkretisme (religionsblanderi), og det bekymrer mange forskere.
En missionær i et muslimsk land, ”John”, opererer med seks kategorier:
C1: Traditionelle kirker, med fremmed sprogbrug. Udtrykker vestlig kultur. Samles i kirker. Medlemmerne kalder sig ”kristne”.
C2: Traditionelle kirker, med lokalt sprogbrug. Religiøse begreber dog kristne efter vestlig opfattelse. Samles i kirker. Medlemmer kalder sig ”kristne”.
C3: Kulturtilpassede Kristus-centrerede fællesskaber, med lokalt sprogbrug. Religiøse udtryksformer er også på de indfødtes præmisser, etniske sange og danse osv. Samles dog i kirker eller neutrale bygninger. Medlemmerne kalder sig ”kristne”.
C4: Kulturtilpassede Kristus-centrerede fællesskaber, med lokalt sprogbrug. Man mødes under bibelsk tilladelige kulturelle og islamiske former, bl.a. bøjer knæ under bøn, faster, afstår fra alkohol og svinekød osv. Mødes i alternative bygninger, ikke kirker. Kalder sig ”Isa Masih’s efterfølgere” (Masih er arabisk for Messias, Kristus), men anerkendes ikke som muslimer af det islamiske samfund.
C5: Kristus-centrerede fællesskaber bestående af ”messianske muslimer”, der forbliver indenfor det bestående islamiske samfund. De afviser islamisk teologi og praksis når den er i modsætning til den bibelske. Når de er mange nok, danner de egne ”Jesus-moskéer”. De kalder sig ”muslimer, der følger Isa Masih”, og anerkendes som muslimer af det islamiske samfund.
C6: Små Kristus-centrerede fællesskaber, ”undergrundskirker” bestående af hemmeligt troende. Primært i lande med totalitært regime. Deltager i moskeen, bekender ikke deres tro åbent, samles i hemmelighed. Betragter sig selv som muslimer og anerkendes som muslimer af det islamiske samfund.

Blandt missiologer skilles vandene mellem C4 og C5. Her gås på kompromis med evangeliet, mener mange, idet den troende forbliver i moskeen, deltager i bønnen og bekendelsen af at ”der er ingen gud uden Allah, og Muhammed er hans profet“. Men andre synes det er bedre end ingenting – at der ville være langt færre Jesus-troende, hvis ikke der også var denne mulighed.
En ”case story” fra en muslimsk by i Asien kaldet ”Islampur” dokumenterer opsigtsvækkende resultater ved den kulturtilpassede model. 25 indfødte ægtepar flyttede til byen for at starte en C5-bevægelse. Efter 15 år blev det vurderet, at der i alt var 45.000 Jesus-troende muslimer i området. Undersøgelsen blev foretaget ved interview af 72 ledere og nøglepersoner, fra 68 forsamlinger, der tilsammen repræsenterede 4.500 troende og viste både ”positive” og ”negative” sider ved den kulturtilpassede missionsform.

76 pct. mødes en gang om ugen til en kristen gudstjeneste.
16 pct. mødes oftere end en gang om ugen.
66 pct. læser eller lytter til evangeliet dagligt.
21 pct. læser eller lytter til evangeliet en gang om ugen.
Ingen beskæftigede sig med Koranen, der er på arabisk og derfor ikke forstås af den pågældende folkegruppe.
55 pct. bekender Gud som Fader, Søn og Helligånd.
97 pct. siger Jesus er den eneste frelser.
93 pct. er enige i sætningen: ”Allah elsker og tilgiver, fordi Isa gav sit liv for mig”.
100 pct. er enige i sætningen: ”Mennesker kan blive befriet fra onde ånder ved tro på Isa”.
100 pct. siger de beder til Isa om syndernes forladelse.
97 pct. siger de er ikke frelst på grund af Muhammeds bønner.
100 pct. føler fred, og at de er Gud nær mens de læser Det nye Testamente.

50 pct. går i den traditionelle moské om fredagen.
31 pct. går i den traditionelle moské mere end en gang om dagen.
96 pct. siger sig enige i, at der er fire hellige bøger: Tawrat, Zabur og Injil (Bibelen) og Koranen.
66 pct. mener stadig, at Koranen er den største af de fire bøger.
45 pct. bekender ikke Gud som Fader, Søn og Helligånd.
45 pct. føler fred, og at de er nær ved Allah, når de lytter eller læser Koranen.
En af betænkelighederne af den kulturtilpassede missionsforms kritikere anfører er: Dette er bevægelsens ledere, hvor stor vil forvirringen så ikke være hos de menige medlemmer? Hvortil en professor ved Fuller Theological Seminary, der var rådgiver ved undersøgelsen, svarer, at der nok også ville komme temmelig mange overraskelser frem, hvis de samme spørgsmål blev stillet i traditionelle kirker i Vesten.
For vestlige kristne er det uden tvivl en omvæltning at skulle tænke i så alternative baner om kristendom og kirke, som disse missiologer gør. Men udfordringen er værd at tage op.
Ville så mange muslimer være kommet til tro på Kristus, hvis ikke nogen praktiserede denne form for kontekstualisering?

Hvis muslimer kan vende sig mod Mekka og bede fem gange om dagen, hvorfor kan disse nye kristne så ikke bede fem gange om dagen vendt mod Jerusalem og tænke på Jesus Kristus?

Hvordan kan man hjælpe de nye troende til at overleve presset længe nok til, at de kan blive optrænet i det kristne liv? Alejandro og Bertha Ortiz tror, de har fundet en løsning. Og den fortæller de om til „The Commission“, Sydstatsbaptisternes blad.
Den håndfuld muslimer, de har ført til Kristus i Cotonou, betyder et åndeligt gennembrud i det lille muslimske samfund i Benin. Og den moské, de har startet for disse muslimske troende, kan være svaret på de spørgsmål, som andre har kæmpet med i årevis.
Deres første gudstjeneste blev afholdt for ca. et år siden på første sal af en anonym beton-bygning. Syv mænd, en kvinde og et barn efterlod deres sko ved indgangen og satte sig på sivmåtter midt i rummet. En stod op og læste fra en fransk bibel, hvorefter hele gruppen bøjede knæ og bøjede sig helt ned til gulvet.
I en messende rytme bad de passager fra Salmernes bog på arabisk. Efter en kort bibel-time, sluttede Alejandro af med en bøn i Isa’s navn, det arabiske navn for Jesus. Deltagerne var synligt berørt af oplevelsen.
„Islam er mere en livsstil end en religion“, sagde en af de nye kristne. „Vore traditioner er som et sneglehus. Hvis du finder en snegl udenfor sit hus, er den død. Dette er en måde at forandre mennesker på, uden at forandre deres traditioner“. Missionærerne Ortiz håber, denne moské vil give tid til at disse nye troende kan vokse som kristne uden at miste relationen til det muslimske samfund. De håber også, at deltagerne vil tage venner og familie med til moskéen, hvor de kan lytte til evangeliet i en velkendt, ikke truende, sammenhæng.
„Jesus-moskéerne“ findes også i Mellemøsten og Asien. I et af de muslimske lande i Mellemøsten, tilbeder over 100.000 muslimer Jesus som deres Messias i mere end 100 moskéer, oplyser „Mission Frontiers“.

En messiansk jøde og en forhenværende muslim forestiller sig fællesskaber, der er ribbet for alt kirkeligt tilbehør, og fuldstændig indrettet efter islamisk kultur.

Forestil dig et helt almindeligt hus et aftalt sted i byens udkant. Det er torsdag og weekenden nærmer sig hastigt. Huset er til anledningen blevet forvandlet til et ”masjid” (bedehus) til weekendens møder for Ny Skabning Muslimer, som de kaldes af de to forfattere til bogen ”New Creation Book for Muslims”.
Du går ind gennem fordøren. På din højre side er et vaskerum, hvor de troende vasker sig efter, at de har taget skoene af og taget deres hovedbeklædning på.
Der er plakatkunst med arabisk kalligrafi og citater af messianske passager fra Koranen på væggene.
Det næststørste rum i huset er udsmykket til brug for både undervisning/prædiken og bøn. Imamen (åndelig vejleder) eller sheiken (åndeligt overhoved) vil prædike siddende i et hjørne med retning mod Mekka, mens de troende sidder på gulvet med de arabiske skrifter åbnede foran sig på et lille bogstativ. Kaldet til bøn lyder fra entredøren, som fører fra ”fællesskabsrummet” til ”bederummet”.
Efter en tid med uformelt samvær, vil de troende fremsige deres bekendelse:
”Jeg vidner om, at Isa er Allahs Ord, som sendte Den evige Ånd, som fremkom ved Herrens befaling, Isa, Masih, Hans ord, løsesummen for alle Ibrahims arvinger og vort nuværende offer, frembragt for Allah, som en advarsel før Mødets Dag, for at Han må fjerne vort besmittede kød, og frembringe en ny skabning, retfærdighed ved tro alene.”
Alle ovenstående sætninger findes i Koranen og kan tilsættes en melodi i ægte islamisk stil. Derefter går de troende ind i ”bederummet” for at lytte til undervisning udfra Skrifterne – der begyndes med messianske Korancitater, derefter Bibelen. Der afslutteds med ’Adha Isawiya (brødsbrydelse), og de troende opfordres til at vidne om deres tro på Isa for de søgende muslimer, der skulle være kommet.