Bremset af borgerkrigen

Familien Møller sidder i en lejlighed midt i Viborg. De venter på, at urolighederne i Den Centralafrikanske Republik skal drive over, så de atter kan vende tilbage som missionærer…Det, som blot skulle have været en kort juleferie hos familien og sygehustjek af Emil på tre år, der har en spastisk lammelse, er nu foreløbig blevet til tre måneders hjemmeophold. Og der er ikke umiddelbart udsigt til, at flyet letter med familien Møller med kurs mod Centralafrika, hvor familien er missionærer.
Landet er nemlig i krig og familiens hus er rippet for alt.
Anna Grethe Møller er sygeplejerske på et mor/barn center, hvor børn bliver vaccineret og behandlet og deres mødre kan få graviditetsundersøgelse, fødselshjælp og sygdomsbehandling.
Olav Møller har det sidste år været leder af en skole for piger fra fulanistammen. Fulanerne er nomader, og langt de fleste kan ikke læse eller skrive. Men flere og flere fulanere er begyndt at sende deres børn til skolen.
Familien er sendt til Centralafrika af Sudanmissionen.

I efteråret blev der uro i det meget fattige Centralafrika. Oprørsstyrker kæmper mod landets regeringsstyrker og mod den siddende præsident. Anna Grethe oplevede i efteråret at blive fanget i urolighederne, da hun var på besøg i en anden by. Hun undslap kun ved at vælge en anden vej ud af byen. Umiddelbart efter Anna Grethe og Olav Møller tog til Danmark på juleferie blev konflikten mellem rebellerne og regeringsstyrkerne værre.
I dag er alle missionærer ude af landet. Flere venter i nabolandet Cameroun.
– Det er svært at være i venteposition, og for vores egen og børnenes skyld har vi sagt, at hvis ikke vi kan komme tilbage inden sommerferien, så må vi droppe arbejdet i Centralafrika, og finde os et permanent sted at bo og et job her i Danmark. Det var bestemt ikke, hvad vi troede var meningen, men vi kan heller ikke vente på ubestemt tid.
Familien rejste til Afrika i november 2000. Kontrakten dengang lød på to år – altså frem til januar 2002.
– Tiden er gået stærkt, og på et tidspunkt talte vi om at blive. Vi havde det jo godt, og vi følte, at de første år gik med at opbygge en struktur, ikke mindst ledelsesmæssigt, som vi derefter skulle bruge mere tid på at få til at fungere i praksis. Vi besluttede at blive halvandet år mere. Derfor er det så underligt at sidde her, forklarer Anna Grethe.

Både Anna Grethe og Olav har mange gode følelser forbundet med Centralafrika.
Det var her, de som unge volontører i 1993 traf hinanden og blev kærester. Men for Anna Grethe har Centralafrika haft en særlig plads, lige siden hun som barn var på Sudanmissionens børnelejre. Her mødte hun et missionærpar, der skulle rejse til Centralafrika. Indtrykket og ordene brændte sig fast og som 13-årig skrev hun til dem, at hun en dag selv ville være missionær. Hendes mor så brevet og spurgte, om hun virkelig mente det.
– Jeg tror, de fleste mødre synes, det er godt, at nogen rejser ud og hjælper i verden, men det er straks sværere, når det så er deres egne børn og børnebørn, der skal af sted.
Anna Grethe måtte bare prøve missionærtilværelsen af og tog ud som volontør som 21-årig. Inden havde hun lært fransk, og siden tog hun sygeplejeuddannelsen med henblik på Afrika.
– Jeg blev ikke afkræftet i, at jeg ville være missionær. Men min lyserøde drøm om livet i Centralafrika blev nok mere nuanceret. Missionærerne er dejlige mennesker, men de er ikke helgener. I virkeligheden er de nok meget selvstændige mennesker.

Olav derimod har aldrig tænkt, at karrieren hed missionær. Inden afrejsen i 2000 droppede han et job som pædagog på et forsorgshjem.
– Som ung tænkte jeg, at det ikke kunne passe, at det skal være så elendigt i Afrika. Man må kunne gøre noget, og det ville jeg gerne prøve af. Nu har jeg erfaret, at man sagtens kan leve der, det er blot styret, der af og til gør det svært. Der kan være mange slåskampe med myndighederne, fordi der ofte er dårlig ledelse, korruption og begærlighed, siger Olav og nævner, at de mange gange på en køretur må slippe 30-40 kr. til politiet for at få lov at køre videre. Penge, som går i politiets egne lommer.
Anna Grethe og Olav er ikke nervøse over, at Katrine og Emil på henholdsvis seks og tre år, ser al den elendighed. Tvært imod tror de, at børnene oplever mere tryghed ved at bo i Centralafrika.
– I Danmark lever vi jo hver vores liv på job og i børnehave. Vi havde da lidt af en banegårdsfamilie med skiftende døgnvagter. I Centralafrika er vi mere familie i gammeldags forstand. Børnene ved, hvad vi laver. Vi har en fælles verden, hvor Katrine f.eks. godt kan komme over til mig, lige efter jeg har hjulpet ved en fødsel. De kan lege mere frit, siger Anna Grethe.
– Vi har heller ikke de samme behov. Der kan godt gå en uge, hvor jeg ikke er udenfor området, hvor klinikken, skolen og vores hus ligger, men det generer mig ikke. Vi bliver ikke forstyrret af en telefon, og kan ikke køre ind på den nærmeste tankstation for at købe slik. Men vi lider ingen afsavn, for der er jo sørget for hus og bil til os.

Katrine sidder og leger med Lego, og Emil er optaget af en video. Det legetøj, som de efterlod i huset i Centralafrika, da de tog på ferie, ser de ikke igen. De har netop fået at vide, at rebellerne har været forbi skolen, klinikken og deres hus. De brød ind og rippede boligen for alt.
– Det er lige meget med tingene. Det er jo kun døde ting. Det værste er, at vi bare er taget derfra og aldrig har fået sagt farvel til kolleger og venner. De lever i frygt og risiko, fordi der nu er krig i deres land. Vi er i sikkerhed, men det nager, at vi aldrig fik afsluttet vores arbejde og de mange venskaber ordentligt, siger Anna Grethe, som ikke ønsker at være pessimist men fortsat håber, at missionærtjenesten kan fortsætte inden ret længe.
Lige nu ser det dog mørkt ud for landet. Læger uden Grænser vurderede for nogen tid siden, at der kommer 1.500 flygtninge over grænsen til Tchad dagligt.

Efter at Botozeze har taget magten, er udviklingen vendt.
Borgerkrigen er nu standset og partierne bakker mere eller mindre frivilligt op om den ny præsident. Han støttes af militær fra nabolandet Tchad, hvis grænse ligger tæt på Møllers tidligere arbejdsplads.
Det ser ud til, at centret nu kan genopbygges til gavn for den lidende befolkning.
Anna Grethe og Olav har sat en frist til 1. maj. Hvis det ikke til den tid ser ud til, at de kan vende tilbage, melder de Cathrine ind i skolen herhjemme.
I modsat fald kan de håbe på endnu en tid i Afrika.
Henri Nissen