Folketingets nye formand er fra Indre Mission
Midt i sorgen over formanden for Folketinget, Ivar Hansens pludselige død kun 64 år gammel, er det opmuntrende for kristenfolket i Danmark, at afløseren til landets højeste embede (næst efter dronningen) bliver den 63-årige gårdejer Christian Mejdahl fra Oudrup i Nordjylland (født på Færøerne), som omtales både som hædersmand og en troende kristen.
Han har tidligere sagt nej tak til en ministerpost, da han helst undgår projektørlyset og foretrækker at være en slider i det stille. Det var da heller ikke let umiddelbart at overtale den beskedne jyde til den høje post. Tirsdag d.18/3 blev han valgt eller rettere kåret officielt.
Det blev ikke sunget ved min vugge, at jeg skulle blive valgt til formand for Folketinget, siger Christian Mejdahl. Vuggen stod på Færøerne, hvor hans far var præst. Men allerede som 5-årig, straks efter krigen, kom han til Danmark og har fra barn været vant til at hjælpe til ved landbruget.
Han kan ikke pege på et bestemt omvendelses tidspunkt i sit liv. Han hører til de privilegerede, der er vokset op i den kristne lærdom uden på noget tidspunkt at have gjort oprør mod sin barnetro.
Hans kristne vidnesbyrd har altid været aflagt mere gennem liv og væremåde end ved at vidne med ord.
Han har i mange år haft sin faste plads i Oudrup Kirke og i den udstrækning, han kunne, deltaget i en ugentlig bibelkreds.
Folketingsarbejdet har dog sat sin begrænsning for den side af fællesskabet, men til gengæld har han ledet den bibelkreds, som Fl. Kofod Svendsen i sin tid startede i Folketinget, hver torsdag morgen fra 8.30-9.00, hvor der læses den kommende søndags prædiketekst, som der samtales over, og der synges et par salmer og læses en af de trykte bønner fra salmebogen gældende for pågældende søndag.
Der er grund til at omslutte ham på en særlig måde med vore bønner. Christian Mej-dahl har i spørgsmål, der stred mod hans kristne samvittighed, måttet indtage særstandpunkter. Det har imidlertid ikke mindsket respekten for ham i Folketinget.
Vi har længe været lidt misundelige på Norge, som i det politiske liv har været velsignet med mange markante, kristne profiler. Det har Færøerne i øvrigt også. Folketingets bekendende kristne har ikke markeret sig på samme måde, men har tradition for at gå stille med dørene, når det gælder vidnesbyrdet.
Christian Mejdahl er ingen undtagelse, og dog har der været en så stærk aura omkring hans person, at ingen har været i tvivl om, hvor han stod – stilfærdig, jordnær, med en tung himmerlandsk dialekt, men med skudsmålet ordholdende og troværdig. Den værdighed og sobre omgangstone, der prægede hans tid som borgmester i Løgstør fra 1974-1987, tager han selvsagt med sig både som formand og arbejdsgiver for Christiansborgs mange ansatte.
Christian Mejdahl behersker intet fremmedsprog, ja dårligt nok rigsdansk. Han siger som statsminister Knud Kristensen i gamle dage (fra samme parti) både a og æ, selv om hans fire børn driller ham med, at hans dialekt har taget skade ved at gå møj øwer i Køwenhavn. Men han står for noget. Ja, vi tror, han står for vor Herre Jesus Kristus uden som sagt at skilte højtråbende med det. Han viser det først og fremmest gennem det, han er i handling og væsen. Det bør vi alle gøre.
Jørn Nielsen, Næstved