Frikirke har succes i Grindsted

Vestermarkskirken i Grindsted har købt nye
og større lokaler – der er pladsmangel…- Vi har allerede købt to små haller og et hus, som vi er i færd med at gøre i stand, fortæller John Lorenzen. Han er præst i missionsforbundets menighed i Vestermarkskirken i Grindsted.
Frikirken har i dag 171 medlemmer. Af disse er de 77 blevet medlemmer inden for de sidste 6 år. 76 er under 40 år. Der er 120-140 gudstjene-stedeltagere hver søndag. Men der er 350 aktivitetsdeltagere gennem hele ugen. Alene i 2002 kom 36 nye medlemmer til.
Derfor vil man nu sælge den nuværende kirke på Tyttebærvej for at få mere plads og andre muligheder på Nymarks-vej 1 og 3. Der skal være plads til 3-400, hvor man nu kan klare omkring 150.
– Tegningerne er ikke helt færdige, så foreløbig er vi i gang med at gøre huset i stand, så det kan bruges til beboelse, fortæller John Lorenzen.
– Det er spændende, når der hver søndag sidder nogle nye i kirken, som man ikke kender. Det kræver, at man ikke er alt for indforstået, men forklarer alting på en måde, så alle kan være med.

Bibelvers på storskærm

– Og vi har også anskaffet os en storskærm, så vi kan vise både sange og bibelvers her.
Før gjorde vi meget ud af at få folk til at tage deres Bibler med, men det fik de nye til at føle sig udenfor, siger John.
– Storskærmen har vi også brugt til at vise Melodi Grand Prix og video for børnehaver. På den måde bliver det ikke så farligt at komme i kirke.
Kirken har også Alpha-kursus og Gospel m.m. for at imødekomme den åndelige interesse, der findes i befolkningen for tiden.

Aktiv hele ugen

I løbet af en uge kommer der ca. 350 i kirken til de forskellige aktiviteter, for der foregår ikke kun noget om søndagen.
Der er udover Gospel og Alpha også Seniorgruppe, Kvindegruppe, Cellegruppe, Spejder, BørneKirke, Go-Kart klub, RizkyBizness, Ungdom-Kirke, og så er man også med i mission i Thailand og i Grønland.
På kirkens hjemmeside fortæller nogle af kirkens medlemmer om, hvad troen og fællesskabet i kirken betyder.

Historie

Missionsforbundets menighed i Grindsted har rødder tilbage til en vækkelse på egnen i 1911, og i 1930 byggede man det første mødehus. Da det i 1967 blev eksproprieret af kommunen, byggede man en kirke i byens udkant.
I 1993 udplantede en gruppe i menigheden Dalsø-kirken i østbyen.