Norsk generalsekretær fundet dræbt i Liberia
Adventistkirkens nødhjælpsorganisation (ADRA) har mistet i alt tre medarbejdere
i urolighederne i det Vestafrikanske land Generalsekretæren for ADRA Norge, Kåre Lund (53), som har været forsvundet siden fredag den 28. februar, er nu blevet identificeret som en af de dræbte i forbindelse med urolighederne i Toe Town i Liberia. Hans lig blev fundet tæt ved den udbrændte ADRA bil.Kåre Lund var, sammen med ADRA Liberias generalsekretær og dennes chauffør, som begge er blandt de dræbte, kørt ud for at inspicere et nødhjælpsprojekt som støttes af ADRA, der er Adventistkirkens nødhjælps- og udviklingsorganisation.
Det er endnu uvist, præcis hvordan overfaldet er sket og hvem overfaldsmændene er, men det sørgelige resultat er, at tre af ADRAs vigtige medarbejdere har mistet livet. Det er uforståeligt, at engagerede nødhjælpsarbejdere bliver udsat for en sådan behandling, og det er ikke til at sige, hvilken indflydelse det vil få for ADRAs og andre NGOers fremtidige arbejde i Liberia.
Dansk Flygtningehjælp og ADRA Danmark har i samarbejde med ADRA Liberia et genbosættelses- og uddannelsesprojekt for hjemvendte flygtninge i den vestlige del af Liberia for 170.000 mennesker i 130 lokalsamfund. Det var projektleder Gilbert Bouic, som slog alarm til Dansk Flygtningehjælp og ADRA Danmark, da han tilfældigvis kørte forbi Toe Town tre dage efter angrebet på byen og så den udbrændte ADRA bil med mange liberianske lig omkring.
Kåre Lund havde stor erfaring med nødhjælpsarbejde. I perioden 1989 – 1991 arbejdede han som leder for ADRA i Pakistan og har været leder for ADRA Norge siden 1996.
ADRA (Adventist Development and Relief Agency) arbejder i over 120 lande. I 2002 udførte ADRA udviklings- og nødhjælp til en værdi af over 1 milliard kroner og hjalp mere end 16 mio. mennesker.